Naturyderligheder

“Det derude”
(som et populært magasinprogram om natur hed i monopol-TV’ets tid)
er nogle gange virkelig langt ude
(som nogle populære gakkede vittighedstegninger af Gary Larson hedder på dansk).

Nogle gange er naturen bare lidt mærkelig, andre gange meget mere – nogle gange er det mest sjovt, andre gange dyster eller dramatisk.
Og nogle gange går vi mennesker til yderligheder i vores måder at forholde os til naturlighed på.

Det er lige fra TVserier om folk, der leger, de er ved at dø af sult og ensomhed i øde samiske? egne, eller at de redder naturen ved at give plæneklipperen en pause eller så nogle blomsterblandinger i haven. For nu at bruge lidt overdrevent nedladende formuleringer.
Og det er også naturelskere der i deres gensidige bedreviden bliver mere og mere indædt forbitrede på hinanden – eller tager nedladende afstand fra hinanden, og faktisk opgiver både dialogen og det konstruktive samarbejde om hvad, man dog trods alt kan være enige om. – Man skulle tro, der var meget, men en del er betydeligt mere interesserede i hvad, man kan karrikere hos fjenden.

Selv er jeg som ivrig og aktiv naturplejer med både dybt og bredt vidensgrundlag krænket over at formanden for Den Danske Naturfond, som jeg som DN-medlem har en slags medejerskab til lader sig citere for at: “Det er ikke længere os mennesker, som skal bestemme, hvordan naturen skal se ud, og klippe den med ’neglesaks’.”

Projektet, han fortæller om, ser virkelig godt ud og jeg gætter på at han udmærket ved bedre, men har   ladet sig lokke af en kommunikationsekspert (dem har jeg det lidt med som bonden i Lille Claus og store Claus havde det med degne – læs selv eventyret igen).
Neglesakse har jeg hverken brugt eller set i naturplejen, og heller ikke 3-i-en-negleklippere. Det er en virkelig dum og fordomsfuld karrikatur, som den forhåbentlig (formentlig?) ikke uvidende eller fordomsfulde formand burde have luget ud, såsnart han så den. Den tjener jo kun til at latterliggøre nogle virkeligt værdifulde indsatser, som mange gode mennesker bruger tid og kræfter på til alles bedste.
Oftest på borgernære små områder som aldrig nogensinde bliver til god natur, hvis den skal “slippes fri og udvikle sig meget mere på egne præmisser“. Så bliver de nemlig til det sædvanlige sjask af brændenælder, vild kørvel og draphavre mm, som bare udkonkurrerer alle andre blomsterplanter og ikke levner nicher til ret mange insekter. Eller til kæmpebjørneklo, havtorn, japanpileurt og andre lidt større problemarter, der er rigtig gode til at ensrette og fattiggøre “den lille” natur.
Og på en del steder også den noget større, som af forskellige ret tvingende grunde ikke bliver store indhegnede “folde” / reservater, hvor vi kan “vise, hvordan vi kan kombinere en ekstensiv produktion af kød fra grise og kvæg med vild natur med tårnhøj biodiversitet“, som det rigtig lovende Skovsgaard-projekt sandsynligvis kan. Men som har stor værdi for at natur ikke bare findes få bestemte steder, og for at man uden en hel dagsrejse kan leve op til en anden af formandens ambitioner: ““Det er vigtigt at få flere ud i naturen og give alle mulighed for store naturoplevelser. På den måde får vi et mere nært forhold til vores natur, og dermed også større lyst til at passe på den,” siger Flemming Nielsen.

I øvrigt findes der også på de store arealer andre hensyn end møgbiller og ådselsgravere etc. Også jeg ser meget gerne store indhegninger, der enten “rewildes” eller græsses med kulturhistorisk traditionsbaggrund. Glimrende ide. Men det udelukker ikke at der også er rigtig god mening i at opretholde eller efterligne kulturarbejder, bl a for at skabe naturtyper med kulturhistorisk præg, og direkte for at bevare landskabelige og biologiske kulturminder.

 
Det kan også fx være (rester af) engvandingssystemer, afbrænding af hedelyng (som har været praktiseret i det meste af hele den atlantiske kysthede i flere tusind år) og meget andet. Et eksempel fra mit eget nabolag er den fredede stævningsskov i Boserup. Hverken tamme eller vilde dyr kan lave stævningsskov – som helt klart er et kulturprodukt med meget store biologiske og landskabelige værdier. Så også selvom der måske en skøn dag (ikke lige forestående) skulle komme noget skovgræsning som omfatter stævningsskoven vil det give rigtig god mening at fortsætte naturplejen af den med save, barkknive, udtyndingsknive, økser, pælebor, ørnenæb, mukkerter, extractigatorer, bålfade og hvad vi ellers bruger af gode alternativer til neglesakse.

Nå – jeg er vist nærmest gledet over fra naturyderligheder til inderligheder. Sådan kan det gå når yderligtgående følelser som fx krænkethed tager overhånd.
(Nogle synes nu altså nok (nok mere stålsat end fondsformanden Flemming Nielsen), at det at pleje naturen i sig selv er at gå til yderligheder. For dem er ‘natur’ nok lidt at agte som noget rent og ubesmittet af human berøring. Jeg vil kalde det en grundlæggende fremmedgørelse, selvom de bestemt er meget dygtige kendere og elskere af (især sjældne) arter.

Selve naturen kan også være langt ude, kan man måske kalde det, med sine nogle gange nærmest absurde tilpasninger tilpasset til, og igennem ofte uhensigtsmæssige tilfældigheder og deres afledte nødvendigheder (se opslaget Naturvidenskab). Den kan ihvertfald sagtens overgå fantasien i sine sære funktionelle sammenhænge på tværs af arter og mekanismer. Naturen (og litteraturen om den) er fuld af helt utrolige historier. Fx om myrer og deres såvel yderligheder som indre samfundsforhold. Eller samspillene mellem koralrevenes organismer. Eller svamperiget, som man i denne tid er ved at opdage flere og flere forbløffende forhold i.

Nå, nok må være nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.