Beskæring af træer

Der kan være mange grunde til at beskære træer.
En af de bedste er for at lave sår, hvor fx svampe og insekter kan trænge ind og hjælpe med at gøre træet til et endnu bedre levested for endnu flere svampe, insekter og anden natur. Det kaldes også “veteranisering“. At gøre dem til veteraner.
Andre gode grunde, som fx stynede træer, stævningsskove (se meget mere om stævning her), løvfodring og gamle aller har at gøre med at holde levende kulturhistorie i live. Også de er gode for bio-mangfoldigheden.

Ofte beskæres træer mod gener. For at hæmme den skygge, de kaster eller de blade, frugter eller bladluselort, der kommer fra dem. Eller for at genskabe en udsigt, der er groet til.
Træer møder generelt megen modstand i Danmark. Det kan også være et ønske om at forskønne deres form.

Ubeslutsomme beskæringer
Jeg mødte disse stakkels mishandlede træer og måtte fotografere dem.
Eksempler på klassisk ”varmemesterbeskæring”, som man drilagtigt kalder det. Hverken fugl eller fisk; hverken styning, kronereduktion, frugttræbeskæring, kandelaberbeskæring eller …. og træerne ser mildest talt både stakkels og mærkelige ud.
Beskæringerne er lavet sådan at de producerer rigtig meget efterarbejde år efter år – uden at træerne af den grund bliver nær så smukke eller sunde som med et af de mange enklere og biologisk / træ-anatomisk mere logiske metoder, eller som de også arbejdskrævende, men til gengæld smukke metoder, hvor træerne formes ”kunstigt”, som fx kandelabertræer eller hævede kasseformede hække eller andre finurligheder.
Det skyldes jo nok et ubeslutsomt og uheldigt opløst kompromis mellem –
– på én side at ville undgå skygge (og andre af de gener, man plejer at skose træer for)
– på en anden side at ville have pænt trækroneformede trækroner
– på den 3. side at spare en fagpersons løn
– på den 4. at spare den tid, det ville tage at sætte sig lidt ind i emnet.

Som man ser nedenfor, kommer der enormt mange nye skud fra de enormt mange grenender. Vedligehold af størrelsen vil fremover tage meget længere tid end med velprøvede ”korrekte” metoder.

Man vil tit være fristet til at skære de mange skudbærende grene lidt nede. Så fylder de rigtig meget i bortskaffelsen med deres strittende skud.
Princippet er lidt det samme som kandelaberbeskæring, men dér starter man med at udvælge de større grene, der skal danne den smukke form, og fjerner de irrelevante. Det giver flotte træer (som fx på Frederiksberg alle i København) og nok et stort beskæringsarbejde, men slet ikke så stort som når alle grene bærer skud. Og slet ikke grimt.

Der var mange andre muligheder, men man kunne nok ikke beslutte sig for at lægge en klar plan for hvad træerne senere skal være og kunne, og ingen havde nok tænkt igennem, hvordan træer vokser. Eller hyret en fagperson.

Mest oplagt kunne træerne være blevet stynet,
– enten under kronen, så de nye skud senere ville danne en smuk kuppel, og beskæring kunne foregå i ét (kugleformet) plan
– eller på et mindre antal af de tykkere grene, så der ville dannes nogle ponponer, man fremtidigt enten kunne styne ned med jævne mellemrum, eller bygge videre på til en kandelaberform.

 

Lige så oplagt, eller måske mere, ville det være at reducere deres kroner. Ved kronereduktion udvælger man de grene, der rager længst ud / op, og skærer dem af ved en grenkløft. Jo tættere på stammen, desto større reduktion, men også risiko for at en anden sidegren følger med, så den kronefacon, man går efter pludselig forsvinder.
Så det skal gøres uden blade på kvistene, og omhyggeligt så man hele tiden ved hvad der følger med. Er man i tvivl, så kap en tand længere ude ad først. På den måde tager det selvfølgelig længere tid end armemesterens kasserrolleklipning. Til gengæld kan træet få en stadig pæn facon – og de følgende år bliver ikke dét helvede af små irrelevante skud allevegne.

Tjæk også lige dette indlæg om beskæring af en pæn men skyggefuld eg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.