Naturqueer

Som måske 4-5-6 årig? havde jeg flere oplevelser af de voksne til sammenkomster; hvordan kvinderne generelt var meget mere fornuftige og tiltalende at identificere sig med end de brovtende og dumt selvhævdende mænd. Det var en opdagelse, og tit holder den faktisk den dag idag – selvom det omvendte også kan forekomme.
Gør det mig queer? Nej, beklager. Jeg sidder meget behageligt i min egen maskuline kønsidentitet, som dog hverken er udpræget brovtende eller dumt selvhævdende. Opdagelsen var vel også mest af en delvist tids- og kulturbundet kønsrolle, selvom der givetvis også er nogle kønsmedfødte komponenter bag tilbøjeligheden til at falde selvkritikløst ind i disse maskuline forvokset-baby-agtige dumheder. Men rødstrømpe har jeg dog altid følt mig som.

Queer-aktivister og medløbere har identificeret så og så mange køn, og ikke bare 2. Jeg synes, jeg så et tal på nogleogtres, men nu læste jeg lige at “I England kan man (i år 2016) vælge mellem 71 forskellige køn, når man opretter en Facebook-profil”. Hvis det ikke er løgn, vidner det om at der er penge i at lefle for “den narcissistiske socialkarakter”, som det måske stadig hedder – med et lidt grimt ord.
Hvis de -nogleogtres-, eller 71, eller hvad man nu end når at findele et kontinuum til, skal forestille videnskab, er det ikke bare noget vrøvl, men helt grundlæggende metodisk dårlig videnskab (eller filosofi). Ideen om at alle de forskellige manifestationer af et fænomen = forskellige fænomener er grundlæggende så naiv, at det kan undre at nogen holder fast ved den mere end nogle minutter. Men den findes, og jeg kender den også fra rygter om at en USAnsk filosof i sin ubegribelige uvisdom identificerede 66 forskellige betydninger af ordet ‘natur’ (eller egentlig ‘physis’, som vist har været en slags forgænger for ‘natur’). Det er muligt at hans idehistorie generelt set var god nok, men ideen om opsplitning af ét rummeligt og mangefacetteret ord i et stort antal (til 7. og sidst vilkårligt valgt udfra subjektivitet og metodisk bias) ord med forskellige subjektivt stramt definerede betydninger, det er som sprogfilosofi eller videnskab totalt elendigt.

Den form for (undskyld:) kønsforvirring hænger selvfølgelig sammen med forskellen mellem “socialt” køn=gender og køn=sex på engelsk. Biologisk set, så går forskellen i dyreverdenen på om man kan producere ægceller eller sædceller. Alt det med kønsorganer og sekundære karakterer mm og lige så vel egentlig med kromosomer er på en måde bare biting eller hjælpeforanstaltninger, hvad selve kønnetheden angår. Æg=hun, sæd=han; det er selve dét og ikke alt muligt andet, der konstituerer selve begreberne. Sådan var det allerede meget længe inden hønen (bortset fra at “begreber” næppe fandtes præ holocæn), og dét har ikke ændret sig, selvom kønsroller og forståelser har.
Jeg ved godt det med at x- og y-kromosomernes gener styrer vores kønsudvikling, men de ér ikke selv selve kønnetheden. Og vi som agenter for æg- eller sæd-produktion har et køn; vi er det ikke. Om vi er vores sociale køn er måske en anden sag? Den eksistentielle alvor, hvormed folk (og selv børn ned i ret lav alder) tár at være “født i en forkert krop” kunne tyde på det. Eller også er det tegn på et eller andet, jeg vist heller ikke forstår. En udvikling, der presser nogle andre behov og problemer frem i folk, end man har indtryk af har fyldt ret meget i andre kulturer, måske især kulturer uden nær så meget symbolmanipulerende arbejde som vor.

Jeg ved også godt at der er mange spændende variationer, ikke mindst blandt fisk og især mollusker, men dér er det ikke “queer”, i den forstand, som det begreb måske er opstået gennem, hvis man skeler til dets etymologi. (For ikke længe siden havde det vist næsten udelukkende en eller 2 betydninger, der nu næsten er usynlige: “strange; odd” og som verbum: At spolere en situation). For et snegleindivid er der ikke noget mærkeligt eller spøjst ved at producere både æg og sæd, og det spolerer absolut ikke situationen. Jeg synes at dér må man sige at sneglen har begge køn. Man kunne også sige at den har fælleskøn, men dét er ikke en 3. (queer) kategori, for blandt snegle er det normen.
(Alle sneglearter? Det ved jeg faktisk ikke. Og gælder det faktisk universelt for alle individer af de tvekønnede arter, eller er der et antal “queer” snegle med kun ét køn? Måske endda procentdele? Er det blevet undersøgt?)
De fisk, der skifter køn, når situationen tilsiger det, og de populationer af fx bladlus og dafnier, der i passende situationer bliver kønsløse en periode (sådan tror jeg, det foregår med deres systematiske “jomfrufødsler” / partenogenese når det gælder om at vorde mangfoldige, og skifte over til kønnet formering, når det strammer til og der skal fødes hvilestadier; de er heller ikke ‘queer’, men helt normale for hver deres respektive art. Og situationerne spoleres lige præcis ikke, men dyrene er tilpasset imponerende smooth til at håndtere dem på bedste måde.
(Man kunne blive ved i dagevis – og det har Bjørli på Vestre Hus Børnenaturcenter gjort, så kig på hendes netsted, hvis I vil læse mere om køn i naturen på en underholdende og sagligt holdbar måde.)

Her handler det ikke så meget om de spændende (måske/måske ikke slibrige) detaljer, men om et mere generelt lommefilosofisk ordkløveri om queer-begrebet i naturen. Ret umuligt på en måde. Mest fordi der uanset om det (stadig) rummer noget “strange”, “odd” eller ej, så går det i dén grad ud på at udtrykke bevidste menneskelige hensigter.
Om man så “queerer” for at lege med sociale kønsudtryk i fx erotisk øjemed, eller for at være med på noderne og gøre oprør mod noget mere overskueligt end de reelle problemer – eller det er fordi man er blevet bevidst om at man af en eller anden (ukendt?) grund ikke trives optimalt med dét, man har fundet sig selv i, og derfor ikke vil finde sig i det længere, men i noget andet; måske bare en anden sexuel tiltrækning; måske et andet (socialt) køn,
Men måske ovenikøbet i en helt anden virkelighed end vi almindelige, hvorfor man må protestere mod at blive opfattet som en af os andre, og til det brug finder på en dimension, man kan distancere sig interessantere end, og fx kalde sig non-binær udfra en (social eller asocial?) konstruktion / projektion om at vi andre er låst fast i en lige så fastlåst fiksering i kønsbegreber som hin selv. Er jeg for fordomsfuld, eller er det hin non-binære, der er for selvoptaget? Eller noget helt 3.? Vel anser jeg mennesker for at have et af de 2 køn, men deres personlige egenskaber betyder meget mere for mig end deres kønslige. Så jeg synes faktisk ikke, jeg kan genkende mig som “binær”: mit sociale liv er snarere multipolært.

For lige at tage en runde udenom det med biologiske køn, så behøver man bare kigge til planterne for at se hvordan binaritet begynder reelt at blive irrelevant udenfor dyrenes verden. Planternes formering omfatter brug af æg og sæd, men i meget høj grad også vegetativ formering, og vældig mange af plantearternes individer (og kloner) producerer begge slags; nogle i samme blomst, andre i forskellige, og nogle befrugter sig selv, andre udvikler ægget helt uden befrugtning. Hvis det var udtryk for deres bevidste hensigter, kunne man måske kalde det ret queer.
Bakteriers kønnethed er en historie helt for sig, og det er svampenes også – hvis man kunne kalde det det, men hos dem kalder vi det “parringstyper”. Nogle arter har 1000-vis af dem. Hos kløvblad har nogen fundet (regnet sig frem til?) op mod 28.000! Så kan queer-aktivisterne godt gå hjem og lægge sig. Kløvblade er om noget non-binære, men ideen med at definere noget ved at negere det fra noget andet er jo ret søgt, altså et udpræget kulturtræk. Aggressiv opposition? Ikke meget biolog-klarhed i dét.

Så “naturqueer” er nok ikke noget godt ord. “Naturligt queer” heller ikke, for querness forudsætter næsten en -pinlig eller oprørsk- bevidsthed om kønsstereotypi / monotypi / polymorfi. Og har man bare helt tilfældigt uheldigt et pigesind i en drengekrop eller omvendt (hvad jeg stadig har svært ved at forstå, men jeg må jo tro det), er det langtfra sikkert, man har lyst til at være en interessant non-et-eller-andet.
Men jeg synes stadig, det er interessant at være rødstrømpe – og det føler jeg mig stadig ubetinget som.


Fotos: Kløvblad på væltet lindestamme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.