Engang længe inden “mordet” på girafteenageren Marius og endnu længere inden Vores Vilde Vidunderlige Kampagne var jeg til en temadag for naturvejledere om noget med død og aflivning. Vi lærte at aflive høns (evt med en rosensaks!) og tilberede den i kogegrube, men meget af dagen var alvorlige drøftelser af etik, emotik og jura mm i forbindelse med aflivning og død i det hele taget. Kunne børn (i forskellige aldre) overhovedet tåle at komme tæt på det, og hvad med deres forældre? Hvad kan man tillade sig? Hvad må man? Hvor går grænserne? Hvilke traumer kan det give – og meget mere dødeligt. Lidt tungt.
På vej hjem stod jeg af cyklen og kiggede lidt efter svampe i skoven. Her mødte jeg en skolelærer, som for nylig havde været til det årlige midvinterblot i vikingelandsbyen med sin 6.klasse. Aflivning og partering af et svin, omgærdet med nutidige tolkninger af / fantasier om Asa-ritualer. Måske var hun selv Asatroende. Måske ikke, men hvert år havde hun en klasse med til dette blodige ritual, og absolut ingen bekymringer om det – men selvfølgelig god forberedelse af eleverne.
Naturlig pædagogik … / … Pædagogik i og med natur.
“Naturlig pædagogik” er næsten en selvmodsigelse. Pædagogikken og dens søster, didaktikken er så højt specialiserede kulturprodukter at det er svært at forestille sig dem i naturlige former. Når nu ‘det naturlige‘ = det, der ikke er direkte udtryk menneskelige hensigter (se evt opslaget ‘Naturaspekt‘), og når nu pædagogik ene og alene er styret af menneskelige hensigter om at lære nogen noget, så er pædagogik da i dén grad unaturligt. Eller mere postitivt udtrykt: Et højt specialiseret kulturfænomen.
Måske kan man se pædagogik som en kultivering af opdragelse (se opslag herom) – fx i form af den gennemarbejdede kontekst-styring, som Rousseau vistnok fantaserede om i den meget omtalte roman Émile. Eller en anden skønllitterær fantasi: Den ekstremt elaborerede pædagogik, Hermann Hesse fantaserede om i romanen Glasperlespillet. – Eller for den sags skyld den perverse i Scherfigs Det forsømte Forår eller Heinrich Manns Professor Unrat (delvist filmatiseret som “Den blå Engel”).
‘Pædagogik i natur og med natur’ er nemmere at forestille sig – og praktisere i naturskoler, skovskoler, naturbørnehaver, naturcentre, rullende naturskoler, ad hoc-naturvejledertilbud oma.
Også dét er mange slags, og vel nok i 2 hovedkategorier:
Der er det, hvor naturomgivelser bruges som inspirerende rammesætning, og naturelementer som stimulerende ledetråde. Hvor fx træer bruges som udgangspunkt for matematik, eller udsigter for digtning. Og hvor bare dét at undervisningen foregår i naturomgivelser hjælper til at løsne spændinger så sindet står bedre åbent for nye indsigter.
Og der er dét, hvor man tilrettelægger oplevelser og undervisning til at lære nogen (som oftest børn) om natur.
Det kan være helt konkret om dyr, myxer, svampe, planter og økologiske sammenhænge som fx Vestre Hus Børnenaturcenter er et forrygende eksempel på (og tag ikke fejl: Der er også MASSER for voksne at komme efter, ihvertfald på netstedet).
Og det kan sigte mere direkte mod noget eksistentielt og livsberigende. At åbne kanaler ind (/ ud) til nogle tilværelsesdimensioner, der for mange af os giver meget stor lykke og meningsfylde, ligsom at ideer om et overnaturligt forsyn efter deres egne udsagn gør det for andre. Eller oplevelse af kunstværker; måske især musik. Friluftsvejledere er ligesom naturvejledere og mange andre med til at åbne sådanne kanaler. Det er uvurderligt.
Det er også uvurderligt for naturen-for-sig: Vi mennesker har gang i masser af aktiviteter, der meget direkte koster natur. Arter, individer, områder, økologiske sammenhænge, …. Resterne behøver beskyttelse, og dét koster. Både i direkte omkostninger og ikke mindre i form af indskrænkede muligheder for såvel rov- som anden drift, og iøvrigt mange andre former for måske endda påtrængende nødvendig aktivitet. Og som det siges: Man beskytter kun det man elsker, og man elsker kun det man kender. Måske beskytter man også det, man -vel for sent- opdager at man er nødt til. Men da er det vel netop for sent.
Ikke mindst indenfor naturvejleder- og friluftsvejleder-fagene er der og har der været skrevet og sagt meget om emnet; også med filosofiske og lommefilosofiske vinkler. Derfor og for at spare egen tid, vil jeg henvise til selv at søge og læse videre andre steder og selv overveje. Da der er meget varierende kvalitet i den genre, vil jeg give 2 forslag til korte, men langvejs-perspektiverende inspirationer, med nogle væsentlige advarsler / pædagogiske pegefingre, som man med fordel kan tænke videre langs, i relation til skole, gymnasium, universitet og for den sags skyld planlægning, naturformidlingscentre, friluftsmøblering og formidling i det hele taget.
Det drejer sig om et par artikler i pædagogernes fagblad “Børn og Unge”, der kan give lidt modgift mod den overvældende mængde tankeløs naturlalleglæde (dét har jeg (endnu?) ikke skrevet et opslag om), man vil møde.
Dels https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/unge-paa-kanten-naturmoeder-rummer-seks-ekstremt-staerke-kvaliteter
og dels https://bupl.dk/boern-unge/find-artikler/forskerinterview-paedagoger-ser-naturen-paa-samme-maade-som-boern
Brows evt selv videre i de andre artikler som søgefunktionen finder: https://bupl.dk/paedagogik-og-profession/paedagogisk-forskning/natur-og-udeliv.
