Naturlighed

“en lille pige i flade sko,kystkrat
hun har kuløren, og den er go’.
Den smitter ikke af, nej, nej, den sidder fast,
den stammer nemlig ikke fra en pudderkvast.
Og hendes rødme er ikke ‘rouge’,
hun ta’r hver morgen den kolde douche,
hun er naturlig, det kan De tro,
den lille pige i flade sko.”

(Knud Pheiffer)
(hør evt https://www.youtube.com/watch?v=0xTSd2Yq6dc)

Forfinet” var noget af det, der i min barndom i Vanløse (forstad til Kbh) blev regnet for uværdigt at være. Ihvertfald blandt os drenge af arbejderfamilier på vej “op” i middelklassen med ’50-ernes forbrugs- og teknologi-eksplosion.
Naturlighed var en god pålidelig egenskab ved mennesker, skuespillere, sangere, udseender, små piger i flade sko, politikere og såmænd også æstetiske objekter som kunst, kitsch, arkitektur, landskaber osv.

Ihvertfald rent sprogligt. Det er måske en overvejelse værd, hvad slags natur, dét naturlighedsideal egentlig havde (natur-) lighed med. Det var jo også en periode, hvor modernismens brutalistiske arkitektur og landskabs- og havearkitektur, og en naturødelæggende dominans af motortransport-infrastruktur “eksploderede” i Europa og andre dele af Verden, og hvor (hvad der senere blev diagnosticeret som “kulturimperialistiske”) Hollywood-film (for os drenge måske især cowboyfilm), tegneserier, rock’n roll-plader og andre kapitalintensive kulturprodukter skyllede ind over os sammen med gradvist mere og mere raffinerede dagliglivsforbrugsprodukter, så hvor dybt stak dén naturligheds natursyn egentlig?

Grusgrav Affaldskatedral
Eller er det noget med subkulturer, hvor især vi drenge (modsat de “tøsede” tøser) og især vi oplyste kulturradikale arbejderkulturfamilier (modsat de borgerlige og de gammeldags autoritære “bedsteborgere”) i særlig grad dyrkede en form for antiautoritær social ligeværds-ideologi, med elementære værdier såsom håndens ærlige arbejde *) og menneskets uforstillede (“ukunstlede” med et allerede dengang ihvertfald for os drenge altmodisch udtryk) eget menneskeværd uafhængigt af ydre statussymboler? Ja, det var det nok også. Og det var også den tankegang, der senere knopskød til provo, flipper og hippie (og i en anden knop til revolutionær). En kulturel frihedsbevægelse i reel forlængelse af først velfærdsstatens fremvækst under socialdemokratisk styre, som især gav politisk frigørelse for arbejdere, derpå befrielsen fra den absurde nazistiske besættelse, og derpå efterkrigstidens økonomiske befrielse fra megen materiel nød.
(stavnsbåndsophævelsen og alt dét i oplysningstiden var jo også en form for frigørelse, men den gjorde ikke ret meget op med træl-traditionen: Husmænd og daglejere var stadig relativt hårdt “undertrykt” sammenlignet med gårdmænd).

JuletræsKZ

Hvorom alting er: Naturlighed var helt naturligt for os et naturgivent ideal som kun usund ufornuft ville kunne forkaste. Forfinelse, affekterthed, forstillelse, kunstighed kunne vi tydeligt fornemme, spotte, diagnosticere, gennemskue, forstemmes over og spotte.
Egentlig efter min smag stadig rigtig fornuftigt, bortset fra at spot sjældent motiverer til at forbedring.
Hvad jeg begyndte at forsøge at problematisere ovenfor, indil jeg digresserede migselv ud ad andre tangenter, var måske hvor godt eller dårligt, vores generation (og måske især vore forældres) faktisk formåede at føre dén ideologi ud i livet i den levende landskabelige natur. Måske fordi vi trods alt faktisk var en ret svag minoritet, ligesom 2020-ernes natur-for-kæmpere er det. Måske også af mange andre grunde. Ihvertfald er der jo foregået enormt omfattende og langtidsholdbare ødelæggelser af biodiversitet, landskab, bæredygtige jordbrugserhverv og “økosystemtjenester” i min levetid. Hmmm.
Men det var jo egentlig ikke fordi jeg -og mange af mine venner- ikke sagde fra og forsøgte at kæmpe imod. Havde vi haft magt som vi havde (og HAR!) agt, havde vi ikke haft de problemer, vi har idag. Hvad sagde vi nemlig?

Med nogle helt andre ord sagde vi på en måde det samme som Knud Pheiffer skrev metaforisk:

“Det er så ligegyldigt, hvor I slår jer ned, Kæmpebjørneklo sprøjtegift
når bare det I bygger på, er kærlighed.
Den stærke sminke den gør dig hed,
men hvis din lykke skal vare ved,
så ta’r du, hvis du er psykolog,
den lille pige i flade sko.”

Men hvor meget forstod vi alligevel af, hvad naturlighed faktisk konkret vil sige i al sin reelle kompleksitet ude i den ydre natur?
Jeg kan bare huske og rapportere at der hele tiden har været mere at lære og indse, og at det næppe holder op, sålænge der stadig er en ydre natur.

*) Min far, som kom fra beskedne kår og arbejdede sig op til ekspedient i et isenkram-grossistfirma var et fint eksempel på dén dobbelte kultur af håndens ærlige arbejdes værdi og åndens kulturelle ekspansion gennem kunst og videnskab. Ét af hans aforistiske udsagn var fx at frisører er nogle af de eneste, der ikke har mulighed for at snyde med kvaliteten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.