Naturkamp

Ikke kun kronhjorte på sletten, myrer i skovbunden og svampemycelier i træstammen udkæmper drabelige kampe; også for naturelskere er naturen en ivrig, ophidsende kampplads med et mylder af konflikter og kompleksiteter, der ikke lader regnskovenes og koralrevenes økosystemer meget efter. Selvom den humane naturkamp kun har haft maximalt 6-7 millioner år at udvikle sig i (et lille øje blik sammenlignet med de mange biologiske arter, vi nu -som en bivirkning- er ved at nedkæmpe).

Jeg er selv involveret i nogle naturkampe, og blevet meget forsinket med dette opslag, som havde deadline 20/5. Næste er 3 dage fra nu, så jeg gør ikke så meget ud af dette.
Men her er nogle eksempler:

* Først og fremmest det -for nogle- legendariske tidsskrift Naturkampen, som udkom i 1970-erne og ’80-erne. Højpandet og grundigt, med lange kritiske artikler og finurlige illustrationer om forskellige oftest samfundsrelevante aspekter af naturvidenskab og teknologi, som regel på et fagligt højt og solidt niveau; en gang imellem måske mere højt end solidt: Man var ikke bange for at tænke nyt og sætte nogle ting på spidsen. En del (eller alle?) eksemplarer kan hentes som .pdf her.
* Navnet lever også videre i en facebook-side. Jeg ved ikke helt hvilken status, den har, men den relaterer helt klart til tidsskriftet.

* Den 6. masseuddøen, som vi jo er i gang med (omtalt af Peder Agger i en artikel i bladet Naturkampen), er jo på en vis måde menneskehedens kamp for at overleve som art, der er gået over gevind. Ser det ihvertfald ud til. Vi har skullet skaffe plads, føde, resurser, sikkerhed, underholdning og meget andet, og det har haft større og større omkostninger for alle de andre under vores arts enorme vækst. Både tilsigtede og utilsigtede.
Ikke helt uligt den første masseuddøen, vi har identificeret: Dengang iltproducerende cyanobakterier forgiftede hele atmosfæren – med ilt, såmænd. Dengang tålte meget få organismer ilt (det gør de egentlig heller ikke idag, men vi har biologiske mekanismer, der kan anti-oxydere, så vi kan tåle den, og endda ligefrem bruge den til at speede livsprocesser op). Så det var en stor naturkatastrofe, men den gav mulighed for en ny biologisk udvikling. Måske sker det samme, hvis vi får gjort kloden ubeboelig for mennesker, som mange jo frygter med fornuftige grunde.

Naturkampen forsider

* Menneskehedens kamp for at overleve som art er måske nået til et vendepunkt, ikke bare over gevind. Nu kæmper mange for en lykkelig integration af kultur og natur (se opslaget Naturintegration) i et forsøg på at undgå (nogle mærkbare følger af) klima- og andre store selvskabte naturkatastrofer. Nu er det ikke primært konkurrence og trusler fra naturen, vi frygter, men at drukne i egne restprodukter og opbruge nødvendige resurser.

* Men slet ikke alle deltager i dén naturkamp. Emnet er som alle andre emner skueplads for konflikter, som jeg ikke er bleg for at påstå udspringer direkte af et stærkt konflikt-beredskab i menneskets natur, simpelthen. En naturlig tendens til grådighed, mistro, fremmedhad, bedreviden og næsten paranoid kritik har været en uvurderligt effektiv motor gennem hele vores lynhurtige kulturelle evolution, så dén sidder rigtig godt fast; også selvom den giver mange kvaler.
Så en –naturlig- del af den store naturkamp er slaget om vi overhovedet skal bekæmpe fx klimagasudledning, forurening og masseuddøen eller ej.

* Også på det mere lokale plan i Vores “Vilde Vidunderlige Danmark” kæmper vi bravt. Mange af de grove direkte udledninger af industri-forurening, som den direkte praktiske naturkamp i 1970-erne handlede om, er blevet standset (selvom der stadig er masser af rester af den). Men andre og mere subtile former fungerer stadig som effektive (måske nok utilsigtede) kampmidler mod naturen. Og så er der jo landbrugsindustrien, som hele tiden er undsluppet seriøse indgreb, selvom det oplever og fremstiller sig som under konstant angreb.

* Det hænger nok lidt sammen med det ældgamle konfliktfyldte forhold mellem landbrug og øvrig befolkning i direkte(?) fortsættelse af konflikten mellem nomader og fastboende. Men også direkte med en (instinktiv?) territorialadfærd, der naturligvis hjælper til at sikre resurser til sig og sine, og derfor er fikseret af evolutionen. Det er måske mere mærkeligt at mange ikke har den så stærkt. Måske slår et evolutionært pres for socialisering stærkere igennem hos nogle, og det territoriale hos andre?
Der er ingen tvivl om at holdningerne står meget stejlt mellem de, der anser det for ubegribeligt at nogen kan få sig selv til at overtræde den private ejendoms-ret til at forbyde andre at betræde jord, man ejer – og så dem, der omvendt finder det ubegribeligt at nogen kan bilde sig ind at man kan eje den jord, vi kun har til låns af vore efterkommere og opleve det krænkende at have andre tæt på.

* En anden aktiv kamp, er for tiden meget aktiv: Pga Covid-pandemiens forsamlingsforbud i urbane forlystelser såsom indkøbscentre, tivolier, teatre, drukpladser, solparker osv, har Danmarks Radios og Friluftsrådets m.fl’s kampagne for at elske vores natur fået meget medvind i det lune solrige forår 2020.
Det har tilspidset konflikter mellem brugere af især skovene, hvor på den ene side de traditionelle stille vandrere og artsnørder mm føler sig trængt af især mountainbikere, som der bliver flere og flere af, og også løbere andre former for motionister (især dem med pandelamper er en pestilens for den stille natur; fx er det blevet vist at kronhjortene i Jægersborg Dyrehave taber sig i disse år, fordi de stresses af skarpt (anti-)rekreativt LED-lys).
Konflikter mellem fx ryttere og cyklister om stierne er ikke nye, og heller ikke problemerne med løse hunde og affald – men jo flere, der kommer ud i naturen og får det bedre uden egentlig at have noget nært forhold til natur eller være vant til at gebærde sig i den, desto mere problematisk bliver det for naturens kendere, og for de arter og økosystemer, de er kendere af.
At det også er blevet moderne at holde fester ude i det åbne med dåsemusik, dåseøl, kunstlys og uautoriseret motorfærdsel mv gør det selvfølgelig kun værre at være trængt naturelsker eller lodsejer på et nemt tilgængeligt sted.
Lidt i samme boldgade er moden med at “møblere” naturen med motionsredskaber, bålhytter, sheltere, befæstede stier, skilte, frokostpladser …. og helt op i den store skala: Storslåede besøgscentre, nationalpark-porte, trætoptårne og formidlingscentre. For de stores vedkommende kan man som ynder af “skovensomhed” glæde sig over at når familierne har set de interaktive udstillinger og fået forplejning og købt souveniers, orker og når mange ikke at skulle ud og se selve klinten eller højmosen eller hvad det nu end gælder.
I den mere absurde afdeling (set med natur- og naturelsker-øjne) er moden med at der skal være kunstværker (gerne af meget svingende kunstnerisk kvalitet) ude i naturområder. De gør måske sjældent den store skade, men kan gonnok stikke meget i øjnene.

* For lige at vende perspektivet (lidt) om: Der er et -ganske vist højtråbende- mindretal, der raser meget over såvel naturfredning(sforeningen) som diverse andre former for regulering; både af deres råderet over egen ejendom, og friheden til at tilsvine fælles værdier, sprede invasive arter eller færdes på hvilken som helst hensynsløs måde man har lyst til. Selvom det -i Danmark og Norden- kun er et mindretal, der råber op om det, er der nok stadigvæk strukturelt og juridisk og i praksis en bias i retning af at naturødelæggelse / -belastning er rettigheder, man kun vanskeligt kan begrænse, mens reelt naturbeskyttende tiltag meget nemt opfattes som urealistiske, for vidtgående, grænseoverskridende, krænkende, hysteriske …..

* Også blandt os meget naturinteresserede raser kampen(e): Divergerende meninger om hvad der er vigtigst at passe på, og hvordan det bedst gøres giver energi til skyttegravsgravning og gensidig beskydning. Hvad der er godt for blomsternes langsigtede overlevelse er ikke nødvendigvis godt for bestemte insektlarver eller måske padder eller fugle eller …. Der er mulighed for mange af den slags små konflikter, men dem kan man nu ofte tale og planlægge sig tilrette om.
I lidt større skala kører der en ret fastlåst konflikt mellem på den ene side nogle højt profilerede forskere og nørder, som agiterer kraftigt og med stor gennemslagskraft for at den eneste rigtigt vigtige biodiversitet er dén, der består af de mest sjældne arter, som det derfor betaler sig bedst at investere alle naturmidler i – og på den anden nogle ligeså engagerede, men mindre profilerede og måske mindre højtråbende, der finder at mangfoldigheden i “b-naturen” og fx de områder, som mange mennesker har nem adgang til, eller som dækker store arealer også har stor betydning og kræver investering og omhu.

https://denstoredanske.lex.dk/Naturkampen
https://www.facebook.com/pg/naturkampen/posts/
https://automaticfiling.com/index.php/category/ikke-kategoriseret/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.