Naturhistorie kan være fortællinger om natur. 
Måske strengt fagligt stringente; måske mere fantasifuldt og kunstnerisk udformede. I naturvejlederes og guiders faglingo kaldes det ofte naturformidling – som dog også kan være andet end fortalte historier, fx tilrettelagte oplevelser, opgaver og meget andet.
Naturhistorie kan også være selve vores kulturs samling af viden eller forståelse om hvordan den konkrete natur, vi lever sammen med, fungerer og hvad den består af. Med alle de detaljer, man kan trække ud og lave fortællinger om: Hvordan er pindsvin tilpasset til livet i danske skove, haver og andre steder, henover året og med de givne økologiske forhold? Hvad er de forskellige ting, man finder på lavt vand i vores fjorde? Hvor mange spiselige svampearter er fundet i Boserup skov? Og hvor mange sjældne arter? Al den slags mere eller mindre parat viden. Klassisk naturhistorie om hvad der indgår i “det økologiske tværsnit”.
Og så kan det være dét, det lige her handler om: Den fortløbende tidsdimension i naturen. Dét at vores natur har en historie, der for Danmarks vedkommende er nogenlunde vel beskrevet ihvertfald for de sidste 10-20.000 års vedkommende. Selvfølgelig desto mindre detaljeret jo længere tilbage.
Specifikt har de enkelte konkret geografiske naturområder også hver deres egne historier (for den sags skyld også dem, der er ændret til byer og anden ikkenatur).
(Og de enkelte naturtyper har også deres mere generelle historier.
“Skovhistorie” er et godt eksempel. Dens indsamling, registrering, bevaring og formidling varetages flot af Skovhistorisk Selskab.
Tidligere var Jagt- og skovbrugsmuseet i Hørsholm også en vigtig aktør i dét. Den blev straffet for at vide for meget af en videnforagtende regering, og er lagt sammen med “Det Grønne Museum”, som vi må håbe kan holde nogenlunde hævd, selvom flytningen har kostet mange genstande mange vidende medarbejdere (og millioner af spildte kroner).
Skovhistorien er rigt facetteret, da selv lille Danmark har (haft) mange slags skov i de forskellige egne og tidsrum, og da de enkelte skove af hver slags jo nok har en del fællestræk, men også hver deres helt egen historie. Og endda både personalhistorie, forvaltningshistorie, økonomihistorie, driftshistorie og selve skovnaturens historie som udtryk for både naturgivne forudsætninger og de mange påvirkninger.
De enkelte arters og “artssamfund”s og økosystemers historie er også interessant. Tag fx bæveren, der uddøde mange steder og siden blev genudsat. Eller den gradvise udryddelse af store pattedyr i rækkefølge oppefra-og-ned; som har fundet sted overalt i verden, meget vel korreleret med tiden for menneskets kolonisering af de enkelte områder.
Eller hvad med pestbakterien Yersinia pestis og dens interessante samliv med rotter, lopper og mennesker gennem tiden; ikke kun når den blomstrede op og gav epidemier, men også i stillere perioder (se fx her). Eller virus for den sags skyld, som “pludselig” får en mutation, der skaber kæmpe forandringer i et stort økosystem.
Eller mindre dramatisk (set fra vores humane synspunkt) historien om at priksvampen (måske) forsvandt fra Danmark pga ormemidler til hestene, og måske vender tilbage hvis man hører op med at behandle med ormegift – eller måske er en af de andre historier om dens forsvinden og tilbagevenden mere sand…. ?
Naturhistorier om historiske udviklinger af naturforhold involverer næsten altid os mennesker og vores kulturer medmindre vi er helt nede i evolutionær tid inden vi blev mennesker.
Her er naturhistorie historier om naturområders udvikling gennem historien: Udfra et historiesyn på landskabshistorie med særligt øje for naturaspektet (se opslaget “Naturaspekt“).
Og udfra en lanskabsoplevelse, hvor man i indbildningen skuer ind i en anden tidsdimension og ser hvordan (man tror) der har set ud før. Meget livagtigt for sit indre blik. En meget kærkommen oplevelse. Som gammel (nostalgiker) med god stedshukommelse har jeg et godt afsæt bare i at huske tilbage på hvordan forskellige steder så ud da jeg var barn og ung (og ofte havde de jo spor fra tidligere stadier).
Og som belæst og nordisk berejst analytisk nysgerrigt medlem af Nordisk KulturlandskabsForbund har jeg en dejligt stor spilleplade for indsamling af baggrundsviden til at sammenstykke fine visioner og såmænd også fornuftige synteser. Selvom der er mange huller i kilderne til naturens tidligere tilstande, og dermed mange muligheder for at gætte galt. Og få for fagligt valid retledning. Der råder store uvisheder.
Se fx indledningen på en reportage (i Lommen 49 s 26-29) fra et højt fagligt seminar på Vikingeskibsmuseet i Roskilde om skoven i Danmark:
“Hvordan så Danmarks og Nordens skove ud dengang – og i middelalderen? Hvordan blev de drevet og brugt? Hvilke spor og kilder findes?
For at starte med svarene: Vi ved det ikke. Vi kan stort set intet sikkert sige. De skriftlige kilder er alt for få, sene, upræcise og partikulære. Billedkilder ligeså. Arkæologiske vidnesbyrd viser nogle af skovens produkter, men knappest processerne, der har skabt dem. Pollen og subfossiler er trods alt ret få. Og svære at sammentolke til sammenhængende skovbilleder.
Total-analyser af DNA-rester i daterbare jordlag (jvf Willerslev et al. 2003 m fl Eske Willerslev-artikler) vil måske kunne bidrage med data om skov-arter, men nok ikke om metoder i skovdyrkning og forvaltning. Der er altså gode grundlag for faglig fabulering og inspireret gætteri. Stærkt stimulerende!”
Apropos vikingernes skov, så er der -løse- ideer om måske at indrette en mindre del af Boserup Skov til “vikingeskov” til (for-)historie-formidling af en række af de skov-produkter, der indgik i vikingeteknologier. Bast, tjære, beg, tøndebånd, birkerødder …. osv osv. Måske bliver det til noget en dag.
Bordplanke med åretold? Fundet i Kanhavekanalen fraår 651 – 729 e.k.
Den ca 500 m lange, 11 m brede kanal gennemskar kattegatøen Samsø på det smallleste sted, så vikingerne kunne skyde genvej.
Foto: Bjørn Petersen
I forvejen er en anden del af skoven fredet som “aske-stævningsskov”, og bliver forsøgt plejet som sådan.
Tegning: Jimmy Lassen
Det er et forsøg på en slags skovhistorisk landskabsrekonstruktion af en tidligere meget udbredt form for skovdyrkning og dén tilknyttede typiske natur (med masser af søde forårsblomster), som der endnu er tydelige rester af på arealet, men som meget nemt kan forsvinde.
Udover at det er sjovt og stævningsskoven smuk, så er hele den naturhistoriske baggrund rigtig interessant. Både stævning som betydningsfuld aktivitet gennem store dele af kulturhistorien, og det konkrete areals konkrete historie – faktisk er selve stævningsskoven på stedet ikke meget mere end 100 år gammel. Og dele af den var dyrkede marker inden da. Og dertil kommer så også hele Boserup skovs historie, som stævningsskoven selvfølgelig hænger tæt sammen med.
Aktive i Boserup Stævningslaug har fundet lidt af historien frem – men der er meget mere, og der er faktisk fine skriftlige kilder til meget af det, da skoven siden 1661 har tilhørt Københavns Magistrat, som har et godt og righoldigt arkiv. Det er bare at gå igang, hvis man en dag skulle begynde at læse historie i større stil.
Det var bare 2 eksempler fra min nære omegn.
Der er mange mange flere. Jeg bor fx næsten ovenpå en processionsvej fra bronzealderen. Den startede oppe i højdedraget hvor der meget senere var et stort militært øvelsesterræn. Ikke langt fra Wiemosen (indviet / hellig mose?) og Hyrdehøj, som i en vist bare ca 300 år gammel kilde er omtalt som hul, sådan at en hyrde med en mindre fåreflok kunne søge tilflugt inde i den i uvejr. Ved Tjæreby lidt længere væk ligger en tidligere sommerhusgrund, der i 1920 blev fredet som lynghede. Ja, ejeren fik fredet det skønne lyngtæppe, som dækkede den fra skel til skel. Det er ikke uden grund at Hedeland hedder Hedeland. Men dets hedetilstand kom ikke af sig selv, men som danske heder gør af kraftig udnyttelse i form af svedjelandbrug og massser af græsning.
(Vidste I forresten at der bliver fundet mammuttænder i Hedelands grus? Men om de er transporteret dertil med isen
…. man kan blive ved.
Jeg kan varmt anbefale det lokalhistoriske slogan “Grav hvor du står”. Med et nysgerrigt blik på naturens fortid gennem tiderne. Geologi, biologi, klimahistorie, naturkatastrofer – og den fascinerende vekselvirkning med menneskenes resursebrug og andre påvirkninger.
(og jeg kan også varmt anbefale medlemskab af Nordisk KulturlandskabsForbund – i Finland, Norge og især Sverige har de meget stærke traditioner for landskabshistorie og naturhistorie. Det er stærkt inspirerende, og ikke mindst på årsmøderejserne får man så utrolig meget indsigt.)