Naturaspekt
– En nøgle til at forstå naturbegrebet i al dets kompleksitet. Også landskabeligt.
Modsat hvad man tror, har ordet ‘natur’ ikke en hel masse betydninger. Men betydningen ‘ikke tilsigtet udtryk for menneskelig hensigt‘ passer i uendeligt mange sammenhænge; mere eller mindre rent og klart.
Jeg har begrebet fra biolog og meget andet Peder Agger, som forklarer at (fx) et ”kulturlandskab” hverken er ren kultur eller ren natur, men et sammensurium af elementer, der for det første såvel kan komme fra natur som kultur, og for det andet hvert især kan have både kulturelle og naturlige aspekter.
Tag fx en kornmark. Den ligger på en flade, der er skabt naturligt af smeltevand fra istidsbræer. Men den er udjævnet og stenene fjernet osv gennem årtusinders kultur. Kornet nedstammer fra en naturlig art af græs, som er højt forædlet og nok også gensplejset. Ukrudtet (hvis der da ér noget) er naturligt udviklede arter, men det overlever i lige dén særlige artssammensætning som en (ganske vist utilsigtet) følge af agerkulturen på stedet. Og den unaturlige sparsomhed af ukrudt er et helt tilsigtet kulturaspekt.
Sådan har alt i vores livsverden både kulturaspekter og naturaspekter.
Tag fx en mursten, en brownie, en operaarie, et reservat, et lærred, en stævningsskov, et gråt egern, en ordkløverbog….. Tag hvad du vil.