Gyvel – en omdiskuteret naturtrussel

Gyvel som problem-art

Hvad problemer skaber den for anden natur, og hvordan kan man arbejde med den?
At kende og bestemme den osv kan man læse mange andre steder.
Man må gerne bidrage med noget om dét også; ihvertfald hvis man har noget nyt at tilføje.
Evt links; evt egne tekster og billeder. Mail til Naturpleje@dn.dk.

Nedenfor står lidt meget generelt om gyvel som problemart, og en del om bekæmpelsesmåder, i relativt kort form. For mere uddybning, se links, når de efterhånden kommer.
Se også Kilder, fotos, og anden dokumentation – fra andre lande. Blandt andet bekæmpelsesmanualer og videnskabelige artikler.
Og se fotos fra forskellige steder i Danmark

Indhold nedenfor:
– Gyvel i verden og Danmark
– Problemet
– Gyvels styrker
– Angrebsmetoder (12 stk + kombi og generelle anbefalinger)
– Links til anden info

—————-

Gyvel har været omdiskuteret. Er det måske stadig.
På verdensplan er de fleste enige om at den kan forringe eller ødelægge store arealer med lysåben natur; især fordi visse underarter / sorter / provenienser har vist sig særligt konkurrence-stærke på “fremmede” levesteder.
Se fx: “Gyvel er en fremmed art i Norge og ble innført til Norge som hagebusk. Arten er risikovurdert hvor det er konkludert at den utgjør svært høy økologisk risiko for naturmangfoldet i Norge. I forskrift om fremmede organismer er det forbud mot innførsel, utsetting og spredning av gyvel.”
Dette og mere, også om biologi, bekæmpelsesmåder mv står i https://www.plantevernleksikonet.no/l/oppslag/2006 
inde i plantevernleksikonet.no (Se også artikel fra Bergens Tidende).

I Danmark er der vist efterhånden konsensus om at oprindelig dansk gyvel ikke truer noget, hvorimod italiensk (samt muligvis krydsninger?) spreder sig alt for villigt. Eller er der?
–        (med hensyn til “oprindelig” dansk gyvel (hvad dét så i praksis vil sige), så kan både krydsbestøvning, mikroevolution og ændrede forhold på voksestedet (fx klima, økologiske samspil, kårfaktorer) måske medføre at den bliver mere problematisk end da den ankom til Danmark for ???? år siden.)
–        Der er ihvertfald delte meninger om, hvordan man i det hele taget skal se på artskomplekset Gyvel. Og også om, hvad der er bedst, hvis man vil bekæmpe / begrænse den.
Her kommer lidt om forskellige metoder og deres sandsynlige plusser og minusser.van

Problemet:
Arealer som ikke græsses eller på anden måde bruges tilstrækkeligt er sårbare overfor (italiensk) gyvel, der spreder sig meget villigt med frø, og på kort tid (hvad er det?) kan danne tætte sammenhængende bevoksninger, som hæmmer / udkonkurrerer andre arter.
Desuden er gyvel en af de arter, der fikserer kvælstof fra atmosfæren og derved langsomt men sikkert omdanner næringsfattig jordbund til velgødet.
Noget tyder også på at gyvel har egenskaber, der kan ændre jordbundsforhold, så at nogle arter af urter får sværere ved at klare sig, mens bl a græsser får relative fordele. (se f. eks denne)
På rigtig langt sigt kan gyvelkrat springe i skov, hvad der ud fra “naturens eget” perspektiv ikke er noget problem (hvilket et tæt gyvelkrat heller ikke er – naturen “er ligeglad”).
Men udfra et ønske om at bevare de især siden ca 1950 færre og færre tørre lysåbne næringsfattige biotoper (overdrev og heder o.l.), er det rigtig ærgerligt.

Gyvels styrker:
* Effektiv storproduktion af frugtbare frø, der kan overleve længe i frøhvile.
(hvor længe mon?
(De fleste kilder fra USA og Canada nævner 20-30 år. enkelte mere eller mindre. Meget afhænger vel af bevaringsforhold. Typisk kastes 10.000vis af frø pr plante hvert år, de fleste lander indenfor 3m af planten dog kan nogle spredes med vind, myrer, dyr, maskiner. De øverste 6-7cm jord omkring en gyvel kan have 10.000vis frø pr meter².)

* Frøene kan i særlige tilfælde spredes ret langt; fx i storm, men også med sko, redskaber, biler, entreprenører, haveaffald, ….. og græssende dyr. Og med vandløb.

* Egen næringsforsyning med kvælstof (N).

* Tåler tørke og hede. Specielt tåler frøene en vis mængde brand.

* Klarer bid og beskæring fint.

* En tålmodig art. Bevoksninger kan holde sig små, men levende længe, og ved given lejlighed ekspandere hurtigt. Risiko for at bekæmpere udmattes eller taber fokus.

Angrebsmetoder mod gyvel:
Optrækning / opgravning / rodstikning.
Den mest radikale metode. Når først roden (eller det meste / øverste er hevet op) dør planten.
– Ulempen / risikoen er at frø i puljen vågner til live og/eller nye frø kommer til. Især hvis arbejdet foregår med (store) maskiner istedetfor håndkraft.
– Ulempen ved håndkraft er jo at det tar tid og kræfter. “Dovenskab” er en alvorlig hindring.
– Fordele ved håndkraft er at man kan tage udstrakt hensyn til anden vegetation (og biologi mv), og at gode redskaber (fx root-slayer og extractigator) gør det muligt at trække op uden at blotte ret meget jord.
Er planterne tidligere skåret så langt ned, at en extractigator ikke kan få fat, er root-slayer eller anden god spade måske et brugbart alternativ. Evt kan man kombinere: Grave sig et stykke ned, og derpå få fat i noget rod / rodhals at trække i. Med tålmodighed, omtanke og små skridt kan man nå langt.

Man kan nok forebygge spiring ved at arbejde skånsomt, så få spadestik som muligt, og få roden op uden klump; evt trykke jord fra roden tilbage i hullet, især hvis der er en græstørv, der brækker op i nogenlunde hele flager / måtter som kan lægges henover.
Mange anbefaler at trække op forår eller efterår, hvor jorden er fugtig og “bekvem”.

Udpining af frøpuljen.
Måske er det en god ide at fremskynde processen hen mod endelig udryddelse ved at provokere frø i puljen til at spire – og så slå de spæde planter ihjel inden de får for godt fat. Det er ihvertfald nemt at fremprovokere spiring; det bruges bl a i forbindelse med byggemodning.
Er der i naturpleje-projekter for stor risiko for at så mange nye planter kommer frem, at man ikke overkommer at dræbe dem før de er for vel etableret? Man må ihvertfald være sikker på at lægge en relevant plan.
Skal et tæt tæppe af spæde planter slås ihjel, kan det være svært at bevare anden vegetation på arealet. Det kræver ihvertfald særlig opmærksomhed og omhu. Græssende dyr kan være relevant til opfølgning, men foretrækker de de nye spæde gyveler, og bider de dem tæt og hurtigt nok?
Er det smartest at gemme frøene i jordens mørke og håbe at de aldrig bliver aktiveret, eller er det smartest at få dem aktiveret og de spæde planter ædt (ved et hårdt påtvunget græsningstryk) eller evt sprøjtet med gift? – Tvivl og risici står i kø.

Overskæring af rødder.
Flere har anbefalet forskellige metoder til at skære rødder over: Klipning med ørnenæb, savning med el-kædesav. Stikning med en kraftig special-spade, som fx root-slayer er på en måde lidt af det samme – i de tilfælde, hvor roden skæres over, istedetfor at løsnes, så den kommer op i nogenlunde hel tilstand.
Det er måske lidt uvist, hvor meget rod, der skal væk for at planterne ikke skyder igen (for kæmpebjørneklos og flere andre artes vedkommende virker det rigtig udmærket at kappe roden lige under vækstpunktet i rodhalsen. Andre arter kan skyde fra rhizomer eller andre underjordiske organer.
– En ulempe ved at lade dele af roden blive i jorden er at kvælstoffet frigives når roden rådner. Dét rejser spørgsmålet: Hvor værdifuldt er det at få så meget rod som muligt? Hvis de ikke skyder fra rod, er det eneste problem den kvælstof, de afgiver. I nogle tilfælde kan det give mening at satse på mest muligt. I andre er den tid, man har måske bedre anvendt på at bekæmpe flere planter. Det er nok også forskelligt hvordan mængden af hovedrod og siderødder fordeler sig.
– Det er vigtigt at lave så lille en blotning af jord med spiremulighed som muligt.

Stædigt gentagen beskæring.
Teoretisk set dør planterne af “sult”, hvis der aldrig kommer ny fotosyntese til. Det vil dog kræve rigtig mange behandlinger gennem lang tid at holde de grønne dele væk. Og man vil være nødt til at skære meget tæt på jorden, da planterne kan “lære” at holde sig lave. For gyvel er det særlig svært, da også deres grene fotosyntetiserer aktivt.
– Hvor ligger balancen mellem at de bruger oplagsnæring til nye skud, og at de sender nyt sukker den anden vej? Hvordan vurderer man om balancen er ved at være der?
Advarsel. Skærer man gyvel (og andre vedplanter) langt nede, forhindrer man fremtidig optrækning. Der skal en god lang stub til at kunne få fat. Nye skud fra stubbe (eller rodhalse) knækker nemt af. (Lavt) nedskårne planter sætter typisk mange.
– “Broombusters” på Vancouver har erfaring for at nedskæring i blomstringstiden, hvor flest næringsreserver er oppe over jorden virker, mens ingen andre metoder for alvor gør. Måske gælder det også andre steder? Måske ikke alle? Måske spiller forskellige forhold forskelligt ind forskellige steder? Klima, jordbund, økotype, underart oa?
I Norges plantevernleksikon advares mod muligfrøudvikling fra planterester efter bekæmpelse.
Fordelen ved at skære overjordisk er at man undgår at skabe spiremuligheder. Måske er dét særlig vigtigt på steder med så enorme bestande at bare dét at nå dem næsten er for meget.
Ulemperne er dels at der kommer en hel del genvækst; dels at tilbageblevne rødder frigiver næring når de rådner.
Se en -lang- video fra Vancouver her.
– Andre anbefaler afskæring udenfor blomstringstiden fordi man da ikke behøver bruge resurser på at fjerne afskåret materiale.

Hindring af nye frø
Kan det give mening at lade de enkelte planter blive gamle (senile og måske tilsidst dø af alderdom)? I så fald må det have værd at hindre nye frø. Kan man på realistisk vis fjerne blomster / frøstande inden modenhed?
Vælger man at bekæmpe overjordisk med langvarige metoder, skal man huske at sålænge gyvelerne lever, beriger de jorden med (uønsket) kvælstof.

Hvornår kaster gyvel sine modne frø i (forskellige dele af) Danmark her i 2020-erne? Tilsyneladende mest i august og september. Men der kan sandsynligvis variere, både mellem år, steder, bevoksninger og individer. Også påvirket af stress fra fx vejr, græsning, insektangreb og bekæmpelse.

Grov gentagen græsning og tramp.
En tæt bevoksning kan måske tage skade af at der græsses hårdt (og trampes). De fleste dyr vrager gyvel, men er der ikke andet, kan de jo blive nødt til det.
Det kan være en god ide at trække / skære / hugge nogle adgangsveje ind i et gyvelkrat. Krattet ved Nørre Vilstrup så efter (antal år) meget tæt ud, men vi opdagede da vi gik ind i det, at den ikke så store flok søde geder faktisk havde åbnet det en hel del indeni. Gange og små lysninger blev holdt åbne og nogle steder udvidet lidt. I Hammer Bakker ved Aalborg er de set afbarke gyvel. Det gir jo noget. Og går de specifikt efter blomsterne (som geder sagtens kan finde på), så hindres en del frøproduktion jo.

Flere steder nævnes at hvis man forstyrrer jordbunden, skabes nye spirebede. Derfor er får og geder måske bedre end heste der forstyrer jordbunden mere, og derfor kan maskinel slåning være problematisk. Men bemærk at dyrs præferencer (og adfærd) ikke bare er forskellige fra art til art og race til race, men også fra flok til flok og mellem individer. Det kan undertiden svare sig at lære bestemte dyr at spise noget bestemt, de ellers ikke er vant til. Det kan fx ske ved at de kopierer et dyr, der allerede har den vane.
Kan dyrene tåle at blive påtvunget en kost med stor overvægt af spæd gyvel? – Måske hvis det gennemføres med kortvarig hård græsning i skiftende perioder?; måske med skiftende gedeflokke???)
Vælger man at bekæmpe overjordisk med langvarige metoder, skal man huske at sålænge gyvelerne lever, påvirker de både økologien og dens grundlag, bl a med jordkemiske ændringer, der kun er delvist forstået, men ihvertfald ikke gavnlige for næringsfattig lysåben natur.
I Hammer Bakker skal en bevoksning være kommet i eksplosiv vækst efter at fåre-/gede-græsning som havde holdt den nede, men ikke dræbt den, blev stoppet eller reduceret.
Det samme fænomen kan ses ved gentagen årlig slåning (fx af kæmpebjørneklo).
Kan man ikke nå / overkomme at bekæmpe mere radikalt (af ‘radix’ = ‘rod’), kan slåning eller græsning hjælpe til at holde problemet i skak imens man lidt efter lidt kommer mere med.

Helårsgræsning.
På Molslaboratoriet har man erfaret at gyvel responderede “modsat” på manuel bekæmpelse: Trivedes nærmest bedre jo mere man bekæmpede; ihvertfald nyopvækst. Efter ophør med forsøg herpå, oplevedes at planterne blev længere og tyndere, så at lys og urter kunne komme til i bundlaget. Måske især på grund af fysisk slid ved de helårsgræssende dyrs færdsel (flokke af heste og kvæg). Der er vist noget om at gyvel måske er lidt giftigt. Nogle dyr afskyr det ihvertfald. Men dyrs præferencer kan ændre sig gennem forskellige årstider. Og der kan være en periode, hvor gyvel er attraktivt med sine vintergrønne grene og blade. Toxiciteten årstidsvarierer måske også?

Brænding.
Brænding af græs- og lyng-arealer er på mange måder en fremragende plejemetode.
– Men egner den sig til gyvel, som vistnok (ligesom lyng og forskellige nåletræer) er naturligt tilpasset til brand? Eller kommer man snarere til at sikre og fremme dens stilling i den naturlige konkurrence?
Eller kan afbrænding virke ved at dræbe nogle af frøene, provokere andre til at spire (så de spæde nye planter kan bekæmpes)?
Brænding af vedplanter er specialist-arbejde og kræver tilladelser og specialudstyr.

Dampning for at slå frøpuljen ihjel.
Kan (formentlig?) kun bruges, hvis de “voksne” planter er væk?
Normalt ønsker man ikke at alle frø dræbes; kun den / de art/er, som giver problemer på stedet. Afhængigt af materiel er der måske risiko for at skabe uønsket ravage i øvrig biologi eller andet. Hvis materiellet ikke rengøres grundigt mellem forskellige opgaver, risikerer man at transportere uønskede frø til nye steder.
Iflg evidens fra Norge kræves mindst 100 grader i mindst 5 min for at dræbe gyvelfrø (det vil heller ikke ret meget andet biologi overleve).
Hverken i Danmark eller udlandet er der dokumentation for at metoden virker mod gyvel. En dansk kommune har afprøvet damp til bekæmpelse af (anden) uønsket vegetation, og ikke fået den ønskede effekt. Samme kommune har netop afslået at dispensere til dampning på et §-3 areal, både pga manglende evidens for effekt, og pga risiko for at skade ønsket natur.
(Husk i øvrigt altid at bekæmpelsesindsatser kræver tilladelse. Fra lodsejer og i mange tilfælde fra kommune og evt fredningsmyndighed.)

Gift
Herbicider er jo generelt ret uønskede. Og da der er store arealer, vil det ofte kræve store mængder.
Gyvelplanternes lette bladværk vil gøre det svært at begrænse besprøjtningen til selve gyvlerne.
Det er i det hele taget ikke altid så nemt, som man tror at udrydde planter med gift. Et areal i Nordsjælland viser fx tydelige tegn på at ha været skåret ned og siden forgiftet – men bevoksningen lever endnu.

Tildækning
Ligesom for andre arter gælder det at tildækning med sort plast eller andet (efter nedskæring) også dræber al anden vegetation.
.       Bemærk at en gyvel med dødt udseende kan være “skindød” og komme igen senere.

Skrab
Måske kan man fjerne et toplag på et lille, særlig plaget del-areal.
.    Man gør jo undertiden dét at lave “et skrab” på steder, hvor man ved, der er noget værdifuld botanik, som er ved at blive kvalt i dynd og muld-opbygning. Og man graver jo også vandhuller til naturformål. Så i visse tilfælde kan fjernelse af overjord med frø måske give mening. Så kan de få nogle gyvel i Nordic Waste.

Kombination
Generelt er det altid en god ide at overveje om hin enkelte lokalitet i virkeligheden bedst behandles med en kombination af forskellige metoder. Måse tidsmæssigt forskudt, måske (delvist) overlappende.
Man skal gøre sine erfaringer lokalt. Det er ofte svært at ekstrapolere. Bekæmper man i samarbejde med græssende dyr? Så tager de nye skud. Bekæmper man alene, så ved vi at nedskæring giver nye gyvel.
Forstyrrelse ved optrækning er nok mindre end med maskiner, der kører rundt.
Får og geder er gode, men de kræver vedvarenhed. Og ligesom mennesker, er heller ikke husdyr ens. Der er store individuelle og flok-baserede forskelle. Også husdyr har kulturer, selvom man måske ikke tror det.
De forskellige problematiske bivirkninger, forskellige metoder kan skabe, kan måske mindskes / imødekommes med en fornuftig kombination.
I øvrigt bør man under alle omstændigheder ALTID ha en plan for opfølgning; især efter markante indgreb. Engangspleje uden opfølgning gavner ikke meget. Skader måske mere.

Generelt
Det kan være en god strategi at dele problemet op i delområder, der kan holdes helt fri, og omgive det med arealer, der “bare” forhindres i at sprede frø til det. Så kan det befriede område efterhånden gradvist udvides.
Start med de mest sårbare områder (og områder, som fx er særligt problematiske pga spredningsrisiko til sagesløse naboer eller transportveje som fx vandløb (tåler gyvelfrø at flyde et stykke tid?).
Udvid trinvist i relation til sammenhæng, spredningsveje, tid og andre konkrete hensyn

Efter bekæmpelse (eller andet arbejde i gyvelområder) bør maskinel og grej renses grundigt for eventuelle frø. I british columbia har man stringente procedurer for rensning af maskiner der har været i gyvelområder.

Eksemplets magt:
Ofte virker synlig praksis bedre end formaninger og manualer. Går nogle ganske almindelige botanikere og andre naturelskere og udrettet noget, man faktisk kan se hjælper, kan at lokale lodsejere meget tænkeligt

Links til mere / anden info

Workshop om gyvel 11/9 2024 – i Odsherred.

Vi modtager gerne jeres materiale: Fotodokumentation, erfaringer (med oplysning om de konkrete omstændigheder, der jo kan variere mellem steder og tider mm).
Send mail til naturpleje@dn.dk, eller brug et forum.

Et projekt

Fotos fra andre netværkstræf med gyvel