En af skovturens mange glæder -i den for tiden forhadte forstligt 
drevne skov- er at spille på brændestak = naturxylofon. For nogle af os er begrebet ‘skov’ = begrebet ‘natur’. Ihvertfald sådan i hurtig uovervejet forbifart. For andre af os er det et videnskabeligt faktum at det største antal “truede” arter er dem, der er knyttet til gammel skov. De fleste andre naturtyper er nemlig mere udsatte for de skadelige effekter af vi danskeres livsform at langt flere af deres sårbare karakterarter er stået af allerede. Selv førhen ganske almindelige arter uden voldsomt specielle krav som haren og agerhønen er nu truede. I gammel (og mindre udsat) skov holder specialisterne længere ud. Men da der bliver mindre og mindre af den, er gammelskovsarternes fremtid usikker.
Nå, det var jo ikke skov, det skulle handle om, men naturxylofoni.
Det går mig bare lidt på at i en hel del af de mange store “urørte” skove, der er ved at blive udlagt, dér dækkes skovbundene af milliarder små frøplanter af ær. Det er ikke urørthedens skyld; det er et uheldigt sammenfald i tid af omstændigheder med hver sin historie, der begge rummes indenfor den samlede danske skovhistorie.
(Hvis man tror at dét klarer de græssende dyr, så tar man fejl. Medmindre man spærrer alt for mange inde med alt for lidt andet at æde.)
(Nogle steder er det forresten birk, fx på den meget sjældne naturtype ekstremfattigkær, eller el, fx i sjældne blomsterrige ferske enge).
Så selvom skov i naturtilstand -dvs uden “forstlige indgreb”- i det lange løb alt andet lige vil udvikle en høj grad af strukturel og biologisk variation, så er alt andet ikke lige. Og dermed er der på en måde tale om et kapløb med tiden: De naturlige processer, der skaber den strukturelle variation, som vil give plads til flere af skovens specialistarter – de skal overhale de stærkt konkurrencedygtige invasive indførte arter, som lige nu breder og forynger sig eksplosivt.
I det meget lange løb vil variationen måske vinde. Men ikke i min tid, jeg er 68. Heller ikke i de næste 4-5 generationer, medmindre der da sker noget helt uventet udefra. Ekstensive skovbrande eller fimbulvintre eller andre helt store uforudsigelige game-changers.
I Danmarks Naturfonds store urørte Bøtø-skov på Falster har man fældet store områder med birk inden man satte vildheste og noget kvæg ud for at skabe variation. Men de enorme mængder små birketræer der skyder igen fra stubbene + de måske endnu flere der kommer med frø modvirker variationen. 
Fonden er god til at fortælle om de arter, bl a sjældne sommerfugle, der dukker op, og andre gode resultater (formentlig på andre arealer end de ryddede-tilgroede). Og det ER enormt godt.
Men samtidig har de også måttet vælge den strategi overfor birkene at vente 400 år og så se, hvordan det går til den tid. Godt nok måske, men ikke helt fint for os der skal dø indenfor de de næste 390 år.
I en periode hvor den sjette og måske hurtigst forløbende masseuddøen tar fart, må man ha lov at bekymre sig for om der vil være nok tilbage af de specialiserede arter til at indtage de relevante nicher efterhånden som de opstår – i et måske langsommere tempo end arterne uddør. Der fortælles lige for tiden mange opbyggelige historier om hvor nemt og hurtigt naturen kommer myldrende tilbage så snart man holder op med at slå græsset langs vejene eller fælde træerne i skovene.
Men hvad ville bookmakerne give for odds, hvis man spillede på hvilken proces, der kom længst indenfor la os sige 400 år?
Nå, det var jo ikke kapløb med tiden, det skulle handle om, men naturxylofoni. 
Apropos kapløb med tiden, kender I så den lynhurtige (ovenikøbet døve!) xylofonist (marimbaspiller mm) Evelyn Glennie? Hør eksempelvis dette eller dette. Det hedder sig at døve har nemmere ved at høre træ (xylem) end metal.
Det har altid været en elementær glæde at samle en kort kæp (kølle) op og finde nogle fine klange i det stablede brænde. Og er det stadig, så længe der da er brændesankning. Man kan hurtigt finde et rytmisk melodisk mønster at gentage kortvarigt med inciterende variationer indtil skovturen fortsætter.
Det samme kan opleves i vildt avanceret specialiseret højt udviklet form
i den balinesiske gamelan-musik. Kan meget anbefales. Fx i dette stykke – men så er vi kommet fra selve det natur-xylofoniske meget langt ind i det kulturxylofoniske (mange gamelan-orkestre (vistnok de fleste) arbejder forøvrigt med metallofoner. Dette, fx).
Naturxylofoner kræver nogenlunde frisk, men tilpas tørt ved. Brændestykkerne ændrer klang i takt med fugtighed og råddenskab. Råddent træ får en dump lyd om nogen overhovedet.
