Langt de fleste naturlige floraer tenderer mod at ende som skov af en eller anden art. Selvom tilstrækkeligt barske fx klimatiske forhold kan udskyde successionen meget længe – og måske mangel på vækstmedie? Det er børnelærdom at Danmark fra naturens hånd (“hånd“!) er skovdækket. Eller rettere: Ville være det, hvis ikke dyrkning, asfaltering, overgræsning og andre hindringer hindrede det.
I nyere tid indenfor måske 20-30 år er det blevet mere og mere sandsynliggjort at også dansk skov naturligt ville rumme en mosaik af lysåbne og mere tilgroede biotoper, hvis ikke vi mennesker påvirkede 
dynamikken så meget, og at en del ådale og sletter ville være om ikke “permanent”, så dog langvarigt lysåbne uden synderlig træbevoksning. Nemlig holdt åbne af græssende dyr; især store flokke af store græssere *) lige fra elefanter (ja, de har skam også levet i vore klimater for længe siden) over bisoner, elge og hjortedyr til harer, kaniner, gæs og mus (ja, mus er fx et problem i vore dages kulturskov-plantninger, da de gnaver barken hele vejen rundt om små træer, så de går ud).
Dét falsificerer ikke tesen om Danmark (og næsten alle andre steder) som skovland. Men det hjælper til 
at nuancere synet på, hvad “skov” er og kan være. Tyndt bevokset taiga er også skov, og hvorfor skulle nordskandinaviske sletter dækket af dværgbirk og krybende pil ikke også regnes for skov? Og hvad med den spanske dehesa og de mediterrane makier? Er de ikke kvalificerede til at kaldes skov? Hvorfor ikke? Er det træernes højde eller dækningens tæthed? En dejligt entydig og bred definition er topografen Arent Berntsens som i 1650 skrev, at “ skov nævne vi alle de pladser eller stykker land, som med træer ere begroede”. Et vidt begreb, men uimodsigeligt. I vor tid opererer vi med at skoven har mindst 5 m høje træer og skovklima og underskovs-natur. Men ser man lidt bredere på skoven som klodens pels, er det naturligt at inkludere områder med lidt tyndere og kortere “behåring”. En del parcelhuskvarterer fremstår på en måde også som en ganske vist afvigende form for skov, med karakter af bynatur. Hvorimod en del sommerhuskvarterer på en måde fremstår som en ganske vist afvigende form for by, med karakter af skovnatur.
Inden den nuværende danske skovstrategi med “urørt skov” og “anden biodiversitetsskov” opererede man på forskellige måder med at forsøge at finde frem til hvordan dansk skov kan renatureres mere, da så meget af den smule vi har, jo er denatureret så meget, eller ren og skær “kunstig” plantage uden ret meget naturindhold.
(Især statsskov, da den private ejendomsret til jordens overflade jo er unaturligt ukrænkelig, så at langsigtede og bredt forståede hensyn er underlagt snævre privatøkonomiske hensyn, somom det var en naturlov at hin enkeltes interesser skal gå forud for helhedens. Og det er måske en naturlig tendens, indlejret i vores genetik og forfinet gennem blind selektion af dem, der har været i stand til at bemægtige sig flest resurser på andres bekostning.)
En af de måder, man arbejdede med naturskovstrategi på, var at få den yderst natur- og skovbrugskyndige Peter Friis Møller til at registrere “naturskov” i hele landet. “Naturskov” forstået som skov med et højt naturindhold, bl a strukturelt; dvs at (især) træerne hverken står på række eller er meget regelmæssigt og ens formede. Det indebærer også arts-diversitet, og at de (ofte små) områder med naturskov bærer synligt præg af at have udviklet sig af sig selv; altså naturligt uden at være blevet bevidst udformet til at opfylde menneskelige behov. Det er typisk afkroge, som er svært tilgængelige eller lavproduktive, så det ikke har kunnet betale sig at optimere produktionen. Men det er også tit særligt smukke skovpartier, som en naturelskende ejer har skånet (i den bevidste hensigt at bevare skønheden; altså på en lidt paradoksal måde unaturligt!).
Der var (er?) også begrebet “genetisk naturskov”, som istedet drejer sig om at træerne er (formodes at være?) af original selv-indvandret lokal proveniens (dvs at de stammer fra træer, der har vokset på stedet inden forædling og især frø-import ændrede genetikken i skoven. En sådan genetisk naturskov kan være ren plantagebevoksning af ranke træer plantet på rad og række og uden ret meget underskov etc. En sådan stod fx på Bognæs i Lejre kommune og så ikke specielt naturlig eller spændende ud – men ejeren fik kritik for at have fældet den; vistnok i protest mod ikke at være blevet tilbudt tilstrækkeligt høj erstatning for at bevare den (utilstrækkelig efter egen mening ihvertfald).
OVERVÅGNING AF NATURSKOV. 1987. Udarbejdet af Peter Friis Møller, Danmarks Geologiske Undersøgelse for Skov– og Naturstyrelsen …
Der foregår i 2020 mange interessante diskussioner om skov i Danmark – ikke mindst skovnatur, og dermed naturskov, men ordet synes ikke at blive brugt så meget. Måske fordi det er endnu mere forvirrende i den offentlige debat, for hvad vil det egentlig sige?
Nok ikke ‘urskov’, som man måske ville tænke; alene fordi også dét er uklart: Er ‘urskov’ “bare” skov som aldrig har været fældet og genplantet? Tja, men hvad så hvis der ér fældet? – for det er der nok i enhver skov; også urskovene i troperne og Sibirien og andre for den urbane kultur at se øde steder. Sjovt nok bor der mennesker i dem alle (nogle gange m e g e t s p r e d t ; nogle gange på nomadisk eller halvnomadisk vis), og spørger man dém (fx samer, vestcanadiske indianere, Amazon-regnskovs-indianere osv), så ser de helt klart deres hjemlige skove som deres eget kulturlandskab, hvor de udmærket ved hvilke træer, de selv og deres forældre og slægtninge og bekendte har plantet eller stynet med hvilket formål, og hvor der har været svedjet hvornår osv osv.
Man er landet på ‘urørt skov’ og ‘anden biodiversitetsskov’
som nogle beskrivende og ikke alt for forvirrende begreber til skov, der som primært formål har at producere rig natur fremfor tømmer og brænde. “Urørt” kan dog misforstås og bliver det:
– både som “uberørt”; altså en absolut fiktiv tilstand af at der aldrig har været udført skovarbejde eller andet. Dén tilstand findes kun i meget nye spontant opvoksede skove, fx på nedrivningstomter, opgivne planteskoler eller landbrugsarealer. Og selvom de er naturligt opståede, er det jo sket i nogle omgivelser og under nogle rammebetingelser, som ikke mindst i Danmark er stærkt kultiverede. Alene udvalget af frøkilder er jo meget langt fra hvad man kunne kalde naturligt.
– og som at man ikke må røre. Altså at skovgæsten er uvelkommen, og man fx heller ikke må sanke svampe.
– Men ‘urørt’ skal bare betyde at man ikke må 
producere til forbrug og at forstlige indgreb helt eller så vidt som muligt skal undgås.
Det er dog nemt at se, fx i Boserup skov, hvor store partier er ved at drukne fuldstændig i opvækst af den meget frugtbare, biodiversitetsfattige og fladedækkende indførte art ær (ahorn), at en stærk afholdenhed med indgreb hér vil betyde mange års konstant nedgang, ikke fremgang af både artsmangfold og landskabelig (skovbillede-) variation. Samt effektiv forhindring af “fri fladefærdsel”, når de mange slanke stammer kommer til at stå som sild i tønder på store flader.
Præcis den samme problematik er den naturfond-ejede Bøtø skov på Falster smækfuld af, bare med birketræer istedetfor ær. Man har måske (stadig?) et håb om at store græssere (foreløbig mest kvæg og heste) kan ordne det, men det er ikke ret sandsynligt; især fordi der er foretaget megen førstegangspleje af dén notorisk forkerte type, hvor man fælder en masse små og større træer, så at rødderne overlever og kan sætte nye skud, der ikke dør så let, men danner tætte uigennemtrængelige måtter. Strategien hér er vist at vente 400 år og se, hvordan det er gået. Også i Boserup (og andre ærbefængte skove) kan man måske håbe på at dynamiske hændelser i fremtiden kan ændre balancen så variation igen bliver muligt.
Ærgerligt for os, der ikke er her om 400 år. Og der er et aber dabei: den måske kommende diversificering løber omkap / parallelt med en generel ensretning / forarmning af de omgivelser, arter i givet fald skal genindvandre fra. I hvor høj grad dé bliver fortsat artsfattigere og i hvor høj grad relikter af skovens nuværende langsomt mister evnen til at genvinde terræn (fx fra hvilende frøpuljer i jorden under ærerne), ved nok ingen, men det er klart at jo længere tid, desto mere når at uddø, desto færre kilder til at overtage. Og det er også stensikkert at ær, ihvertfald under nuværende og forventede forhold har kolossal evne til at sprede frugtbare frø.
Der er meget mere at lommefilosofere og politisere over hér, og måske vender jeg tilbage en anden gang, men nu må det være nok for nu, for deadline for det efterfølgende opslag, Naturtjeneste er faktisk allerede overskredet med 4 dage.
*) jeg skrev “store” græssere i en opremsning, der endte med mus (og egentlig også kunne have haft små insekter med – fx 
typografen, nonnen, birke-frostmåleren og lyngens bladbille, der alle græsser på vedplanter og har potentiale til at slå dem helt ned, ihvertfald for en tid.
Jeg valgte bevidst “store” fordi en vigtig og interessant del af den palæobiologiske nyorientering i “nyere tid” handler om, at skovens naturlige udvikling i høj grad er blevet påvirket af menneskets naturlige tendens til at udvikle kulturelle evner, der bl a gør os i stand til at jage storvildt – og det har vist sig meget tydeligt, når man undersøger det, at i samme takt som menneskearten er nået frem til nye steder i verden, er de store dyr forsvundet. Udryddet fra toppen af vægtklasserne og nedad. I Danmark er vi nået til alt under kronhjortestørrelse pånær i Vestjylland (de sjællandske bestande stammer fra dyrehaver).
Så hvis det er sandt (som alle regnede med for ikke mange år siden, men nu er det blevet meget omdiskuteret) at jægerstenalderens skov meget overvejende var mørk og tæt, så var det nok et resultat af at vi havde formindsket bestandene af 
kæmpehjort, visent, elg, urokse, vildhest – og diverse mellemstore græssere så meget at sletter og lysninger groede til. Man har hele tiden tænkt sig en gradvis tillukning af et førhen mere åbent landskab med rensdyr og ret spredt trædække. Nu kan man tænke sig at dén proces i høj grad blev kultiveret frem, simpelthen af jagt / utilsigtet biomanipulation.
PS ….. hele den omdiskuterede snak om forhistorisk skov er stadig til omdiskussion. Se fx omtale af forskningsbaseret artikel om det og diskussion.