Naturopdragelse

Opdragelse til natur     og     naturlig opdragelse.
Der er meget bekymring om at børn og unge kommer meget mindre i naturen nu end tidligere. Der er nok ikke pålidelige målinger af, hvor meget mindre end fx i jægerstenalderen eller bare middelalderen, men indenfor en menneskealders tidsspand er både børns og voksnes opholds- og færdselstid i fri luft og natur faldet (, hvordan man så end måler det på nogenlunde præcis måde – egentlig et interessant spørgsmål i sig selv).
Et spørgsmål, hvis man vil modvirke den -naturlige?- tendens til at vi i takt med øget civilisering og urbanisering fremmegør os mere og mere fra natur og fri luft, er: Hvordan opdrager vi børn til at elske (og derfor vælge at beskytte) natur og friluftsliv?

Et svar, hvis man vil arbejde i en natur-tankegang, kan tage udgangspunkt i at tænke på opdragelsens egen natur. Hvordan går det -helt naturligt- til at børn lader sig opdrage? Hvad kræver det? Hvad er det for dynamikker og strukturer, der sturer opdragelsesprocesserne?
Her er nogle forsøg på svar:

Opdragelsesteorier I Rudolf Steiners (1861-1925) antroposofiske menneskeforståelse er det en pointe at det er naturligt for mennesker at vi på bestemte udviklingstrin selv stræber efter at tilegne os egenskaber, der hører til at være menneske. Det sker såvidt jeg har forstået i høj grad ved iagttagelse og efterligning. Jeg var en kort overgang medhjælper i en Steiner-SFO, og blev her instrueret i ikke at foranstalte aktiviteter (bortset fra de fastlagte ritualiserede), men gå rundt og udføre praktiske voksne funktioner, som kunne være en oplevelig baggrund / kontekst for egen børnenes leg. Ihvertfald principielt.
(I den overgang (for vel ca 20 år siden) var det desuden, ihvertfald i dén SFO en implicit kendsgerning at Steiners forståelse stadig var fuldt gyldig (at der altså ikke var opnået ny gyldig viden siden for over 100 år siden, og iøvrigt at det i en eller anden forstand var mere naturligt at år 2000s institutionsliv lignede år 18hvidkåls hverdagsliv, mens Rudolf Steiner levede og oplevede mere end samtidens. Bare en rent parentetisk undren.)

Den lidt tidligere Jean-Jacques Rousseau (1712 -1778) er blandt andet kendt for at have skrevet om opdragelse som en spontan proces, der bedst faciliteres ved at skabe en kontekst, der stimulerer de træk, som man dels ønsker, og som dels svarer til hint enkelte barns individuelle medfødte særpræg. Tror jeg nok. Altså også en ide om at mennesket på en måde selv opdrager sig, og at dets mere opdragne medmenneskers rolle mest er at udgøre en relevant kontekst at drage sig ind i.

Selvom der ikke er bevaret vidnesbyrd kan man vel næsten regne med at også stenalderens opdragelsesmetoder havde stærke elementer af egen selvsocialisering til den økonomiske og sociale virkelighed, man voksede ind / op i. Hvis man var meget i naturen og fik et ret direkte (afhængigheds-)forhold til den, var det nok meget fordi både “far, mor og børn” og andre rollemodeller havde det på samme måde.

Børnearbejde Det hører med til historien at vi egentlig ikke ved hvor lidt eller meget fri tid, børn har haft gennem forhistorien og historien. Vi ved en del om at i nyere tid skulle de arbejde rigtig meget, så fri leg har været noget, man nærmest måtte stjæle sig til. Hvordan det var i forskellige tidligere perioder kan vi stort set kun gisne om.

Børneslaver Vi ved også at slaveri overhovedet ikke er noget, der blev opfundet i den florissante periode i 1700-tallet, men i lange perioder har været den “normale” tilstand for store dele af Nordens befolkning (og hele Europas – og Verdens?-). I Norden hed det “trældom”. Folk blev ikke bare “slavegjort”; når først man var taget til fange og gjort til et andet menneskes ejendom (måske efter et salg eller en foræring), så var ens afkom automatisk også den andens ejendom. Altså træl. Altså slave, Hvor meget fri leg, fødte trælle har fået lov til ved vi ikke ret meget om. Men et godt gæt er at de stort set altid har skullet arbejde. De er nok blevet socialiseret / opdraget benhårdt til at arbejde. Mange gange sikkert rigtig meget i fri luft i naturen i al slags vejr uden smart overlevelsesudstyr. Som små hyrder fx. Det er nok rimeligt gode gæt.

Fri børneopdragelse Ja, begrebet har en ret bestemt betydning, men her bruger jeg det i en anden: Nemlig bare dén at barnet ikke er slavefødt, men vokser op i en familje uden ejere.
I dette tilfælde en familje af fårebønder / fjelbønder, eller fårehyrder (shepherds), som det hedder i den selvbiografiske bog, jeg lige har læst: “The Shepherd’s Life” af James Rebanks (fås også på dansk). En interessant og læseværdig bog, med gode anledninger til at gøre sig tanker i mange retninger.
Ifølge hans egen selvfremstilling, opdrog han sig selv meget ivrigt til det hårde og beskidte arbejde med fårene drevet af varm beundring for sin bedstefar og far og lyst til at blive som dem; rammesat af at får var hvad alting handlede om i hjemmet og på egnen; og styret af mundtligt og kropsligt overleverede traditioner fra mindst 600 års tradition i The Lake District i Nordengland. Og belønnet af stoltheden og tilfredsstillelsen.
Skolen var et absolut irrelevant helvede og hele hans sociale system var enige om at foragte og helst negligere myndigheder, finkultur, boglighed og hele den (moderne) kultur, der er vokset frem udenom deres gamle bondekultur (ikke uden at man også deducerer en fortrængt mindreværdsfølelse). Det hårde, beskidte og krævende arbejde var selve livet. “Naturen” spiller en stor rolle, men han gør meget ud af at ringeagte den turistiske, udvendige beskuen og dyrkelse af den. De naturoplevelser, der har ægte værdi er dem, der opstår som naturlige følger af arbejdet i og med den.

Det kommer også frem at en stærk del af motivationen til at opdrage sig til den -meget naturnære- fjeldbondeidentitet skyldes frygt for skammen ved at være anderledes, fx moderne og fin på den.
På vist stadie skiftede James udfra mange motiver kurs, og fik en akademisk uddannelse på Oxford. Han endte nu alligevel -efter eget valg- på fjeldgården med hårdt udendørs arbejde i barsk natur hver eneste dag, men med mulighed for at supplere fåreavlens ringe indtægter med bedre betalt arbejde (som ifølge ham selv har lngt ringere reel, kulturel og personlig værdi).
Også opdragelsen til deltids halvhjertet akademiker er tydeligvis motiveret af egne følelser, og erkendelse af en form for “brændende platform”.
Hans egne børn er ved bogens slutning rigtig meget ude i naturen. De er nemlig ligesom far og mor og hele slægten og egnen ét med den ældgamle bondekultur, hvor alt drejer sig om fjellbeitende får med lange stamtavler og forhistorie fra vikingetiden.

Børn i natur Så hvorfor opholder danske børn sig mindre i natur og fri luft for hver generation?
Og hvordan opdrage dem til natur, hvis ikke natur spiller en reel relevant rolle i deres forældres og andre omgivelsers liv? Det bliver ikke svært, det bliver umuligt.
Men hvis vores kultur, økonomi og dagligliv har natur som høj prioritet, bliver det umuligt at de ikke selv opdrager sig til at “blive ét med” naturen.

Arbejdsfri opdragelse? Hyrden / bonden James blev ikke som sådan opdraget. Han blev som noget helt naturligt og ligesom alle andre i dén kultur inddraget i det nødvendige daglige arbejde året rundt. Det er nødvendigheden, der ligger som den stadig grundtone i fortællingen. Og han opfører sig ekstremt … velopdragent… er på en måde et helt forkert ord, men han gør så godt han overhovedet formår nøjagtig hvad situationerne (fårene, naturen og “kolleger”ne på slægtsgården) forventer / forlanger. Naturens og landskabets oplevelseskvaliteter spiller også store roller, men mere som ganske selvfølgelige naturligt integrerede dele af det i det hele taget meningsfulde arbejde.
I skolen, og senere “i byen”, hvor der ikke er nogen nødvendighed, opfører han og gutterne sig ganske forfærdeligt. Og ingen er stolte af dét, men skammen forvaltes generelt om til trodsighed. Lige så uopdragent og trodsigt som vore egne mountainbikenister og festaber opfører sig i den danske natur, der ikke er rammesat som umiddelbart (omend teoretisk set) nødvendig, men som et Vildt Vidundeligt Bagtæppe.

Arbejdsfri opdragelse historisk set I det omfang, “man” har haft tid og råd til at gøre noget særligt ud af det (fx i de mest velhavende og statustyngede sociale lag), har ammer, barnepiger, huslærere osv nok tilrettelagt en hel del oplevelser og opgaver til målbevidst at stimulere tilegnelse af lige netop det, der var vigtigt for dét barns voksne. Men her er vi lidt inde på ordkløverbogens næste opslags emne; pædagogik – som er noget andet og mere professionaliseret end opdragelse.
Egentlig er det vel / har altid været historisk og geografisk undtagelsesvist at børn og unge (og skræmmende mange voksne og gamle) er overflødige for produktionen / økonomien / kulturens overlevelse, og istedet skejer uopdragent ud? – eller hur? (helt så enkelt er det nok heller ikke).

(Se også opslaget Naturpædagogik, der hænger sammen med dette.)

Lukket for kommentarer.