Naturnaiv

Jeg vil på en måde gerne være naturnaiv. På en anden måde ikke. Jeg mener nok, jeg til en vis grad kan håndtere begge dele. Måske nok ikke uden en vis forstillelse.
Ordene ‘naiv’ og ‘natur’ har givetvis fælles rødder et sted i nærheden af ordet ‘natus’, der handler om at være født. Ikke nødvendigvis igår, men der er jo en forskel på dét, der følger medfødt med, og dét man siden tilegner sig eller på…duttes…	Principielt set har man fri medfødt adgang til det principielt indlysende; det, der giver sig selv uden tilflugt til supplerende forklaringer om særlige hensyn. Ligesom at ‘det naturlige‘ principielt er dét, der ikke kræver rekurs til (bort)forklaringer om humant hensigtsbestemte omsvøb.
	Svagheden ved at være naiv er jo at man ikke kender de farer, som skyldes de andres (skumle) hensigter, men hopper på selv det simpleste bondefangeri. Styrken er en form for uskyld, der giver moralsk overhånd og konceptuel skarphed i debatter: Det er de erfarne med deres indsigter i gustne overlæg og uheroiske kompromiser, der får forklaringsproblemer;

både moralsk og rent (u-)praktisk. For “den rene” er alting jo rent – indtil dem med de beskidte hænder smudser det til og i samme omfang som de forsvarer og undskylder afvigelserne fra det naturligvise overfor den uskyldige gør sig skyldige i hens syndefald; ihvertfald forsåvidt hen indser og accepterer at det ikke er så enkelt som man naivt skulle tro.
Og det er og bliver jo ikke sjældent (måske forstilt) naivt ukendskab til det urene trav, der kan fremtvinge eksplicitering af det. For alle at se, og for skyldige måske at skamme sig over, hvis de da har (gid de havde) skam i livet.

Al naivitet er naturligvis beslægtet med natur. Så hvad er ‘naturnaivitet’ specifikt?

Ja, det kan jo være hvis man er, eller anstiller sig naiv og på naturens side i den stadige kamp om naturforvaltning. Man kan sagtens beskylde de mange fundamentalt klimabekymrede unge for naivitet; især når de udtrykker sig meget kompromisløst. Det er med til at give dem moralsk legitimitet. Et problem, der underminerer dem, er at dén naivitet mange gange ikke kun er naturnaiv i så at sige ideologisk forstand, men også i naturvidenskabelig og historisk.

Mange ved / forstår ikke ret meget af, hvad der faktisk udgør basis for truslerne mod klima og biomangfold, men kører mere med på en stemning uden at vide at deres egen (arvede / påduttede) livsform er endnu mere klodebelastende end os “boomere”s. Nøjagtig ligesom mange “revolutionære ungdomsoprørere” i min ungdom i 1970-erne heller ikke forstod det hele så pokkers dybt. Velsagtens helt ligesom mange medløbere i en hvilkensomhelst massebevægelse. Lige for tiden er det vistnok identitetspolitisk antiracisme, der er på mode. (…… Det var gonnok en kynisk bemærkning. Hvad massekommunikation og trends angår er jeg vist ikke spor naiv.)

Helt ægte naivitet er nok mere svanger med svaghed end med styrke. De naive spørgsmål og pegefingre er sjældent effektive medmindre de times og placeres taktisk velovervejet af en strategiker med indsigt i de skumle bagsider, der skal eksponeres. Og sekunderes effektivt i forsvar mod de kyniske modangreb, som de gustne overlæg typisk forsvares med.
Naturnaive debatindlæg kræver nok i virkeligheden både betydelig viden om adskillige aspekter af naturvidenskab, historie, samfundsforhold, psykologi, retorik og fanden og hands pumpestok. OG en betydelig grad af kynisme i den taktiske beregning af virkemidler, reaktionsmønstre og timing etc. Naturnaivitet er i naturpolitisk praksis nærmest nødt til i kraft af forstillelse at nedværdige sig til nærmest det modsatte. Og dét er de naturfjendske modstanderes skyld, på grund af deres stædige ryggesløshed.
Men den naturnaives naturnaivitet bliver ikke forvandlet til kynisme; den beholder sin sandt naive kerne og påtager sig en nødvendig rustning af kynisk beregning som beskyttelse i det naturfjendtlige miljø.