For eksempel knuste østersskaller som havde ligget på bunden af Roskilde fjord siden Ertebølletiden, da den var mere salt, og som indtil man forbød det engang i 1970’erne blev suget op, knust og solgt som tilskudsfoder til høns. Jeg ved ikke om Skalleværkets aftagere stadig har et restlager.
Eller hvad med de visne stængler af japan-pileurt fra ifjor, knækket i passende længder, bundtet eller sat i rammer og brugt som insekthotelværelser?
Eller plastic-pellets; de små klumper plast, man bruger til at støbe plasticgenstande.
De består af kulstofatomer i en særlig form, der stammer fra at de først er blevet indbygget i levende planter i kultiden for groft sagt 300 millioner år siden, hvor svampene endnu ikke havde udviklet lignin-nedbrydende enzymer, og derfor ikke så godt dengang som senere kunne nedbryde dem og frigive kulstoffet. til atmosfæren – det vi nu døjer med. Så sørgede tiden og naturkræfterne for at presse og omdanne dem til råolie, som med smarte teknikker kan indbygges i lange kæder af overvejende ens molekuler (polymerer) og støbes eller 3d-printes til fx dippedutter.
Er dét forarbejdet for meget til at kaldes “naturmateriale”? Det kan man vel mene, men hvor går grænsen så?
I dele af England bygger man huse af tilhuggede flintesten. Og i hele det nuværende Europa lavede man redskaber af dem. Men hvem huggede flinten til? Graver man selv et hul og tager flint op, er den vel stadig et naturmateriale. Det er den vel også stadig, hvis den hentes fra et omfattende system af minegange drevet af et stenalderligt mineselskab i Nordjylland. Hvis et hold grovtilhuggere hugger råflinten groft til som pæne stabelbare blokke, er forarbejdningsgraden lidt højere. Hvis næste hold laver halvfabrikata i form af næsten-færdige øksehoveder til eksport til steder med ringere flintresurser, er det så stadig et naturprodukt, den måske sydfranske stenalderlige agroindustrielle grossist køber og får lavet finish på inden endeligt detailsalg?
Og hvad med de flade flinte”fliser”, som visse engelske huse er beklædt med som pyntende attrapper udenpå betonen. Måske købt i et byggemarked efter at være skåret til fliser på en maskine (her gætter jeg)?
Eller betonen selv? Den består jo af noget sand, vand og kalk; altsammen lige til at hente op af jorden (med eller uden brug af en masse store maskiner lavet af… natur?materialer). Kalken skal så være brændt, så den bliver “ulæsket” og derfor kan blive til en form for nærmest klister, der kan binde sandkornene sammen, når den læsker sig med vandet. I en proces, der er helt naturlig for ulæsket kalk.
Eller et andet fint byggemateriale: tegl? Munkesten, tagtegl, mursten. Det er jo ikke andet end ler, man har gravet op, renset, æltet, formet og tørret – helst brændt ved høje temperaturer, så det holder meget bedre, især overfor vand. Er mursten et naturmateriale? Også genbrugssten?
I en helt anden boldgade: Hvad med garvet menneskehud syet om til lampeskærme? Huden har jo groet naturligt, og måske ligger det forholdsvist alment i menneskets natur at fjerne sig fra normal etik og empati, hvis det længe nok befinder sig i en subkultur, hvor bestemte andre slags mennesker betragtes som undermennesker og det hele handler om at dehumaisere dem? Man kan jo ønske at det ikke gør – men ringeagt og had til andre racer / etniciteter / kulturer er vist mere regel end undtagelse i vores samlede historie. I varierende grader.
——-
Som svampeinteresseret har jeg et lille sideblik til de mange aktuelle bestræbelser for at inddrage svamperiget endnu mere i den antropocæne kulturs fremskridt. Ikke bare som direkte føde og som procesfacilitator i fremstilling af kefir, ost, øl, vin, skinke, medicin oma, men efterhånden også i flere og flere fantastiske produkter til udvortes brug (samt quorn og måske efterhånden andre novel foods).
Om det faktisk lykkes at dyrke lettere og mindre resursekrævende mur”sten” (eller større byggeelementer) af svampemycelium i industriel skala er måske mindre et spørgsmål om ‘om’ end om ‘hvornår’. Og hvad med myceliesko dyrket i ét stykke pr stk? Prototyper af batterier er også blevet fremstillet af svampe. Se mere: https://wasterush.info/tag/mycelium/
Nogle hævder at svamperiget vil transformere hele antropocæn og redde menneskeheden, efterhånden som vi lærer at tæmme det. En anden side af samme sag er at “vi” først så småt er ved rigtig at opdage, hvor store roller det allerede spiller og længe har spillet i hele biosfæren. En tredje side hører til dén som hele dette opslag vipper på: Består (fx) en laboratoriefremdyrket mursten af svampeisolat på et laboratorelt blandet vækstmedie af naturmateriale eller kunststof?
Og generelt: Er der overhovedet et klart skel mellem natur- og kunst-stoffer? Hvis ja, hvor går det så?
Gå selv på virtuel svampeteknologisk jagt her, her og her – og andre steder:
https://wasterush.info/tag/mycelium/
https://www.lagas.dk/nyheder/nyhed?id=016796DD-6062-4B31-8D2D-AD3DE36FDED5&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Fra-koleraepidemi-til-eksportsucces
https://munkeruphus.dk/foredrag-med-svampeforsker-jens-christian-frisvad-faellesspisning-med-svampe/
Tidligere lavede man -nogle steder; vist især i Østeuropa- en slags tekstil af fibre fra tøndersvamp.
Desværre tåler det ikke vand ret godt. Denne taske er købt i Budapest.
Foto: Bjørn Petersen