Ret og uret er også naturfænomener.
Det retfærdige er ligesom det naturlige frit for underlige bagtanker og mellemregninger.
Da jeg i sin tid analyserede ordet ‘natur’s grundbetydning ved at gennemgå mængder af sammenhænge, det indgår i, og finde frem til hvad der er fælles for dem alle (eller forståeligt afledt af det), så var jeg en overgang inde på noget a la: “ikke perverteret af menneskelige særhensyn” eller sådan noget. Men ‘natur’-grundbetydningen er bredere end det. (se opslagene Naturaspekt og Forord)
Men det ligner meget hvad der kendetegner det retfærdige. Det føles som helt naturligt at retfærdighed er rigtigt og uretfærdighed forkert. Når juraen fx fastslår at det ikke er legemsbeskadigelse at bevidst hoste med farlige smitsomme dråber ad en fjende, eller at et par arbejdsgummistøvler ikke hører hjemme i virksomhedens regnskab, eksempelvis, så ser og mærker man med det samme at det er naturstridigt, og følgerne af et særhensyn, der ikke har noget at gøre med sagen som sådan, men som smitter af fra noget andet, hvor det måske / måske ikke giver mening. For støvlernes vedkommende måske at hindre en svindel som andre kunne finde på. Deres uretfærdige snedigheder smitter af på min naive virksomhed som et omvendt aftryk, så at jeg på naturstridig vis behandles uretfærdigt, uden at kunne se en skygge af fornuft deri.
Og det kan være svært at afgøre objektivt, hvad der er egentlig er naturligt. Når lov og ret fastslår at privat ejendomsret giver ret til at ødelægge naturværdier for al fremtid, forekommer det naturelskere naturstridigt. Når lov og ret fastslår at almenvellet kan lægge begrænsninger på den private ejers udfoldelser, forekommer det -ofte- ham naturstridigt. Jeg ved godt, hvad jeg synes, men ingen af opfattelserne er alment intersubjektivt gyldige.
Jura er til for at styre tildelingen af ret og uret, når parterne ikke er enige om, hvad der faktisk er retfærdigt. Eller måske for grådige og skrupelløse til at indrømme det. Og selvom det egentlig er enkelt, bliver det alligevel nemt indviklet. Jura er egentlig til for at gøre det lidt for indviklede og flertydige klart og entydigt, men i praksis bliver også dén nemt indviklet; ja meget nemt endnu mere indviklet end selve sagsforholdet. Og vi får indimellem (klare) afgørelser, der er helt uden hold i virkeligheden.
I “Oplysningstiden” arbejdede bl a Ludvig Holberg med en ide om “Naturretten”, der netop skulle baseres på detaljeret indsigt i virkelighedens beskaffenhed (og +/- implicit løsrives fra religiøse dogmer og nedarvede magtforvridninger). Ideen er god, men man må erkende at virkeligheden naturnødvendigt er præmiskuøs: Hvad der er naturligt / indlysende afhænger uanset hvor nøje man analyserer altid af nogle præmisser, der naturligvis ikke er naturgivne, men perspektiv-givne.
I middelalderen og op i renæssancen forekom det en del gange at tamme og vilde dyr blev retsforfulgt og fx dømt til at betale erstatning, eller til døden. Det lyder absurd i vor tids tænkemåde, men man må jo have tænkt anderledes om både dyrene og juraen (og sproget ikke mindst). Eller var det en slags rolleleg for voksne; happenings, forløbere for performancekunst?
Tanken er på en måde ved at vende tilbage, vistnok i fuldt alvor; men lidt omvendt: Dyr som retssubjekter, men i den forurettedes rolle, hvor mennesker advokerer for dem og anlægger sager med erstatningskrav. Såvidt jeg ved er det hverken ment som performance eller leg. Men der er jo også dem, der hævder at vi er på vej tilbage til middelalderen (ikke til naturen).
Naturens retstilstand nu og her i postmodernitetens vestlige verden er noget anderledes konciperet, men den findes, og for os naturelskere er den vigtig, og det er fortvivlende, så svag den er. For vores modstandere er det ifølge dem selv fortvivlende så stærk den er. De hyler ihvertfald højt – hvad der måske afspejler at trods tilbageslag, så er den store megatrend at der fra meget lidt lovgivning om naturbeskyttelse (fordi der ikke var så stort behov) kommer mere og mere i takt med at det bliver tydeligere og tydeligere for folk, der ikke er viljeblinde, at alverdens natur hastigt lider mere og mere nød. (Og det passer jo fint til at dyr før typisk var i misdæderens rolle; fremtidigt typisk i offerets.)
At naturens jura hverken yder naturen retfærdighed eller skaber klare logiske begreber ses tydeligt af et lille udpluk af sagsområder, som Danmarks Naturfredningsforening Roskilde aktuelt døjer med. Listen kunne nemt laves meget meget lang.
* Ifølge dansk lovgivning er modtagelse af affaldsjord fra byggeprojekter = nødvendig for landbrugsdriften. Det passer naturligvis ikke, men ansøger man om at lægge et lag på sin mark, er det dét, man skal skrive; så kan ingen komme og klage over at landskabsformer forfladiges og rester af “lavbund” udryddes. Potentielle småvandhuller, som vi allerede har hårdt brug for som buffere, både ved overdrevent våde vintre og overdrevent tørre somre. Det kender juraen intet til.
* Ifølge dansk lovgivning giver motorshows med absurd motorstøj, CO2-udledning og partikelforurening på en populær rekreativ plæne tæt på kulturinstitutioner og beboelse ikke væsentlige miljøproblemer. Det er “naturligvis bare” en vurdering, som ingen regner med at man med held kan angribe juridisk.
* Trods almen bestyrtelse over mikroplast i …. ja, især i havene, men i miljøet generelt, helt ned til biernes honning, så er der intet juridisk galt i at lægge plasticbaner til udendørs fodbold, ridning og gu ve va mere hvorsomhelst i miljøet. Både kunst”græs” og fyld af gamle bildæk, som man godt ved forsvinder løbende. For at føje spot til skade er det lovligt at reklamere med at smulder af bildæk er meget miljøvenligt – samtidig med at alle ved at meget af den forkætrede mikroplast stammer fra vejslidte bildæk.
Jeg stopper her, istedetfor at fortsætte hele weekenden…..
