Naturintegration

At integrere – at få noget til at være en del af noget andet…. 
Hvis vi siger at natur er noget og kultur er noget andet,
.      (det kan diskuteres og nuanceres, men det er et grundlag for sprogbrugen (se opslaget “Naturaspekt”):
.      Sproget kløver natur/kultur mellem hvad der er og ikke er direkte udtryk for menneskelig hensigt.)
så kan man vel gøre noget natur til en del af noget kultur. Man kan faktisk slet ikke undgå det.
Men det er komplekst: Et kulturaspekt kan fx være at man med vilje ønsker et naturaspekt tilstede et bestemt sted. Fx en storkefamilie på et tag. Så er storkefamilien stadig naturlig, men det er kulturligt at den har ladet sig lokke til at bo i det kulturprodukt, som den menneskelavede rede er, (af naturligt voksede, men kulturligt høstede og sammenbundne grene) som storkevennerne har sat op. Det er storkenes natur at bygge videre på redefundamentet, hvis de først er flyttet ind, og man kan måske ligefrem sige at det er menneskets natur at have den nysgerrighed og ingenuitet at prøve at få den til det. – Og forholdet kan sagtens være endnu meget mere intrikat.

Det er vel ganske naturligt at mennesker vil kultivere naturen, vi er midt i (og en del af). Vi vil bruge den til vores hensigter, og i den proces omdanne den; kultivere den. Sortsforædle, udtynde, tæmme, planlægge, opdyrke, nedmulde, udvinde, ….. listen kan blive meget lang.
Men vi vil også have noget natur, noget vi kan opleve som spontant; noget andet end vores egen kultiverede virkelighed. Dét er måske ikke naturligt, men kulturligt: opstået som en slags projiceret længsel tilbage til en (indbildt?) “førkulturel” friheds- og uskyldstilstand. Eller måske ér det en naturlig medfødt følen-sig-hjemme i en anden slags omgivelser end de kultiverede (sådan som nogle af teoretikerne om “ufokuseret opmærksomhed” mener.
Under alle omstændigheder vil vi gerne have natur omkring os, selvom vi også gerne vil bekæmpe og kontrollere den.

Efterhånden som kloden (og nabolaget) befolkes mere og mere, og historien bliver længere og længere, bliver det sværere at finde natur som virker “uforstyrret” eller “oprindelig”. (“virker”, fordi den faktisk ikke er det i den virkelighed, hvor vi gennem århundredtusinder har sat irreversible præg på klodens biosfære, selv Sapmi, “Europas sidste Vildmark” som reelt er samisk produktionslandskab eller Amazonjunglen som faktisk er amazonindianeres flytbare haver osv. Dét kan bare være svært at afkode for et postmoderne industrikulturmenneske (se også opslaget “Naturhistorie“).)

Stadig er der da store arealer som enten faktisk ér uden direkte påvirkning, eller hvor naturaspekter ihvertfald dominerer meget stærkt, så naturoplevelsen bliver stærk. Men det er klart at bare med den forventede stigning i klodens befolkning, og dens sammenstimlen i urbane områder; og endnu mere med de biologisk set forventelige senere stigninger som ikke indgår i Hans Roslings m fls fremskrivninger / spådomme, så bliver det mere og mere nødvendigt, ikke bare i tætbefolkede lande at bevidst planlægge noget natur ind i det urbane. Naturintegration. Og der sker allerede en masse af det.

En turistguide fortalte mig engang at noget nybyggeri på Amager var meget interessant fordi man “trak naturen ind” i det. Det var jo en stor misforståelse, for sagen var at man byggede blokke ud i noget Vestamager-natur (med fortid som bl a jagtmark, græsning, opfyldning og øvelsesterræn) og aldeles ikke trak i den, men beslaglagde dele af den. Det, hun hentydede til var at man som noget nyt undlod at frisere arealerne mellem blokkene fra starten (men det skal de nu nok blive efterhånden af beboerne – helt naturligt. Eller måske ikke?). Og det er der selvfølgelig noget interessant ved.

Også mange andre forsøger sig med naturintegration i det nære bolig- og virksomheds-miljø. Både øko-bofællesskaber af forskelligt tilsnit, og visse (bl a kommunale) forsøg med nye bydele.
I Trekroner nær Roskilde UniversitetsCenter er der fx udlagt langsmalle skovstriber mellem de enkelte boligforeninger og dele af ådalen forsøges holdt “natur”lig i udtryk og plejeniveau. Den kommende ændring af vestdelen af Sct. Hans Hospital (også Roskilde) til bydel håbes også styret på en måde så natur (og kulturhistorie) kan bevares og endda passes mere naturvenligt. Og der er mange andre eksempler. “Nicolinelund” på Stevns er et af de markante fra i år (2000).

En anden måde er at implantere natur i gamle veletablerede byer. Det kan være i den kultiverede forstand, at dyrke noget, der måske nok er forædlet, men dog har tydelige naturaspekter. Safran i parisiske taghaver, jordbær på husmure, honningbier på universitetstage, østershatte i containere og meget andet opsigtsvækkende.
Eller et skridt mere naturagtigt: Insekthoteller til vilde (især bier), fuglekasser og flagermuskasser, “Vild med Vilje”-plæner og -haver, blomstereng-frøblandinger, omsider går parkforvaltninger med til at lade høje stubbe stå efter fældede træer, sedum-(stenurt-)tage, regnvandsbede, og også på andre måder plads til regnvandet frit fremme. Det er jo også natur.
Dyr (og svampe og planter) skelner ikke konceptuelt, men finder livsrum de steder, der egner sig til dem. Det er ikke noget nyt, men værdsættes mere efterhånden, fx har man i fjor sat en hylde op på Roskilde Domkirke, fordi en vandrefalk interesserer sig for den kunstige klipeside med en god duejagt. Man håber, den vil yngle på hylden. For ikke farligt mange år siden udryddede man rovtøj.

I en mere sær boldgade hørte jeg for nogle år siden om nogen, der arbejdede på at lave en lynghede, guhjælpeme!, jeg tror det var på Islands brygge. Som en slags hobby, tror jeg, men det er og bliver en del af den store bestræbelse, vi som menneskehed har mere eller mindre ubevidst gang i, om at integrere natur i byen, så byen tilsidst kan fylde hele kloden (og Mars med måske), og vi alligevel stadig kan have noget natur (og lidt økosystemtjenester måske).
Et også spøjst bidrag til bestræbelsen: Der er opfundet en 3d-bioprinter som kan printe koralrev! Der står i weekendavisen d 17/4 ’20 at den på få minutter kan efterligne det levende materiale fra havets rev med få mikrometers præcision – og at det skal bruges til a dyrke alger til energiformål. Foruden at lyde alment mærkeligt, har det altså også en økosystemtjeneste-vinkel.

Fra mange dele af verden, og fra mange videnskabsgrene kommer efterretninger om opsigtsvækkende bidrag til den store naturintegrationsbestræbelse. Det har der måske altid gjort, men tidligere har det især været nye områder, der blev dyrket op, nye sorter og nye dyrkningsmetoder. Altså kultivering af vildt til dyrket snarere end integrering af noget vildt ind i kulturens domæner.
Frem gennem tiden vil øget intergrering gå hånd i hånd med øget overbefolkning (med et nu tabuiseret ud, der i 1960- og ’70-erne var ganske omdiskuteret). Dengang var jeg i øvrigt ivrig læser af science-fiction-historier, der meget tematiserede – ja, nogle af dem faktisk befolkningspres; andre noget om hvordan man kunne forestille sig forskellige måder at indrette livet på. Som samfund, som planet, måske som levende i en verden med andre grundlæggende forudsætninger. Noget af den fremtidsmusikalske scifi er faktisk blevet overhalet af udviklingen, mens andet er ude i parallelle forestillingsbaner. En af mine yndlinge er én, hvor menneskene har udviklet sig til en slags symbionter på nogle meget store snegle, der vandrer langsomt gennem naturen. Menneskene bor på ryggen af dem og bruger rigtig meget tid på at filosofere. Men det er l a n g t ude i en fik-tid.

Når man først bliver opmærksom på fænomenet med de mangfoldige naturintegrations-forsøg og -tilløb, ser man flere og flere af dem i forskellige skalaer og dimensioner. Og science-fiction-tanker om fjerne fremtider bliver nærliggende: Hvordan vil “vi” dog gøre frem gennem tiden? Hvad vil natur dog sige om 500 og om 1000 år? (1000 år lyder måske af meget, men vi kan stadig (bortset fra smitte-lukning) gå til koncerter eller globryllupper mm i Roskilde Dom- og andre kirker fra for længere tid siden end 1000 år. Og bare jernalderen (som vi kan se spændende rekonstruktioner af i “Sagnlandet Lejre” varede selv nær 1500 år, afhængigt af hvad man tæller med til den. Bronzealderen regnes for nogenlunde 1000 år, og bondestenalderen meget mere. Jægerstenalder endnu mere endnu. Om vor tidsalder holder 1000 år endnu? Tja, hvem ved? Men mon ikke trods klimaændringer og masseuddøen af naturlige arter, der stadig er en slags menneskehed og (naturintegrerende) kultur til den tid?