En lommefilosofisk kondenseret version af eksistentialisme kan være at det er noget møg at være så ufri og underlagt meningsløst ødelæggende omstændigheder – men eftersom det i den store helhed er umuligt at kæmpe sig fri og tilkæmpe sig meningsfuldt styr på det hele, består den reelt eksisterende frihed og lykke i at resignere sig tilfreds med vilkårene. Frit vælge at acceptere de begrænsninger og ufriheder, tilværelsen byder.
En klassisk eksistentialistisk lignelse er den om at Sisyfos egentlig er et lykkeligt 
menneske. Han har nemlig frit valgt at forsone sig med sin straf, der er at være dømt til i evighed at trille en sten op ad et bjerg, og hver gang den er nået op, triller den ned igen. Surt meningsløst ulønnet lortearbejde, men fordi han har gjort sig til ét med sin skæbne, er han fri. Subjektivt set. Måske valgte han at kalde det “frivilligt” istedetfor “ulønnet” og blev derved meget gladere.
(Der er nok mere end bare dét i den fuldt udfoldede ud-af-lommen-eksistentialisme, der vist var meget populær i efterkrigstiden og 1960-erne, men nu synes jeg ikke, man hører så meget om den. Måske lidt som noget Kierkegaard-spinoff. Ja undskyld, hvis jeg er altfor uvidende.)
I naturbeskyttelse oplever man hele tiden at stenen enten er forbandet tung og vejen træg, eller at den ruller drastisk ned. I den store helhed er det gået rask tilbage for de andre arter og de naturlige miljøer lige siden vi lærte at forvalte dem. Mange science fiction-forfattere har dystre bud på hvordan det kan ende. Eller tænk på en cellekulturs livsforløb i petriskålen. Eller de 5 foregående masseuddøener. “Naturtvangen”, som Hegel eller Marx vist kaldte det kan sagtens levere ufrihed og meningsløs ødelæggelse. Og ellers kan vi da selv. Vi har formidable destruktive evner.
Eksistentialisten Sartre citeres gerne for at “Helvede – det er de andre” . Det kan vi naturelskere desværre godt genkende: For ethvert hotspot er der en fix ide om hvad den kan blive til, for enhver udsigt er der et byggeprojekt, for enhver art er der et pesticid. Søer skal drænes, åer skal uddybes, plæner skal slås, træer skal fældes, orden skal der være, og selv vi naturelskere strides: Skal engen plejes for orkideer eller for sommerfugle eller svampe? Eller måske tilplantes med om 100 år 100-årig skov? (Se også “Naturdiversitet”).
Objektivt set er “naturens sag” en tabersag. I det lange løb og i det løbende lange seje træk op ad bakken. Også selvom “alle” “elsker” Naturen. Den skal bare ikke være i vejen liiige her og nu med sin skygge og sit ukrudt og sine alger og sin støj og sine klatter og skrælninger og oversvømmelser og …… Og den er altså nødt til at acceptere at vi spreder korn og majs og hybenroser og kæmpebjørneklo og dræbersnegle og mink, så verdens mangfoldighed langsomt men sikkert bliver mere og mere ens overalt.
Som naturforkæmper kan man blive træt og kynisk desillusioneret. Der er “sejre” indimellem, men en typisk sejr er når det lykkes at hindre en enkelt konkret forarmning ud af de mange. Det skal man fejre, men sejrsfeststemningen kræver en god evne til at abstrahere fra de mange omgivende nederlag. Så det er vi gode til. Guskelov.
Så er det, at vi ligesom Sisyfos frit og aktivt vælger at tage vores skæbne helt på os. At være på Naturens Store Taberhold (NST) og blive der, og glæde os over det, selvom vi godt ved at længe inden solen eksploderer, har vi mennesker selv nået at forarme den natur til ukendelighed, som vi er kommet af, og er en del af og afhængige af og forelskede i. Den 6. masseuddøen er vores egen tragedie, men ingen ved hvor mange flere masseuddøener, der venter kloden i de kommende årmilliarder. Vores tid her har hidtil varet så kort så kort. Meget kortere end dinosaurernes foreksempel. Deres masseuddøen gav plads til de spæde spirer af hvad der efter sølle ca 70 millioner år blev til os.
. Så hvad kæmper vi naturforkæmpere egentlig for?.
. Den natur, vi selv har lært at kende og elske og udslette.
Et tragisk paradoks, men det lykkelige natureksistentialistiske paradoks er at vi faktisk er lykkelige over at identificere os med det (tabende NST-)hold fremfor det fremherskende ubærlige ubæredygtig-vækst-hold. Det er meget sjovere og mærkeligt nok meningsfuldere at være en del af løsningen-som-ikke-vil-lykkes, end problemet-som-ikke-går-væk. Problemerne med sult og sygdom og fattigdom osv osv kan måske løses. Men næppe uden at forvandle klodens og Danmarks natur til noget, som vi “naturelskere” ville hade at opleve. Til den tid er vi heldigvis afløst af efterkommere.
