Nogle af de æbler, man kan finde på jorden under æbletræer eller ligefrem på kortskuddene endnu her i slutningen af november (2020) i den midtsjællandske “natur”, hvad det så end vil sige, er stadig fine og velsmagende – og det kan de undertiden sagtens være selvom de er voldsomt skurvede og misformede på ydersiden, fx mange af de Belle de Boscoop-beslægtede. De skal lige trimmes med en kniv: Af med skrællen og stødmærkerne, og måske skal der skæres nogle hulheder med eller uden ørentviste fra, og kernehuset kan også have tydelige præg af beboelse. Det er vildt. Og vildt lækkert.
I modsætning til mange af de -også udmærket velsmagende- æbler, der dyrkes og markedsføres kommercielt, er nogle af de tilfældige naturæbler næsten urimeligt hårdføre. Og -ikke helt, men næsten- i modsætning til kulturæblerne er det tit helt uforudsigeligt, hvordan hin enkelte slags smager indtil man har prøvet og lært den at kende.
Jeg skriver med vilje ikke “sort”, for den enorme variation i “natur”ens æbler er ikke sortsbestemt. Æbler er nemlig ikke “sortsfaste”. Dvs at frøene i kernehusene ikke har samme genetiske egenskaber som træet, de sad på. Under bestøvningen sker der en masse blanding og ændring, som giver sig udslag i at de næste planter får meget anderledes egenskaber – hvis de overhovedet overlever. Sorter kan derfor kun fortsætte / bevares ved podning, hvor man jo altså implanterer en kvist af et træ i stammen på et andet træ, der fungerer som en slags adoptivforælder. Ligesom med adotivbørn har grundstammen og de podede grene har hvert sit genom, selvom de deles om de resurser som roden henter nedefra og bladene henter oppefra.
. Men hver æblesort er opstået ved at nogen har smagt på et æble og synets det var værd at gå videre med. Og så er der taget stiklinger af træet og podet på andre. Det er også vildt. Eller rettere: Det er tæmmet.
. Der foregår selvfølgelig også målrettet udvikling af nye sorter med egenskaber, man synes er attraktive. Det kan fx være holdbarhed, modstandskraft mod sygdomme, udseende eller smag og duft. Desværre går en del udvikling og markedsføring i retning af mindre smag fremfor mere. Mindre aroma, ringere sur-sød-balance, mere neutral æblesmag. Måske fordi fokus er overdrevent på ydre egenskaber (eller “inferiøre”, som Per Højholt skrev om de ikke så essentielle egenskaber ved digte) som letter dyrkning, høst og opbevaring – og måske også markedsføring, da simple smage med rigelig sødme er nemme for de fleste at acceptere, især hvis man ikke smager “mindfuldt” på æblet, men bare gnasker det i sig og bruger sin opmærksomhed på instagram eller noget 3.
Fornylig lod jeg mig fortælle at i æblets formentlig naturlige oprindelsessted i Kazakhstan rummer den store variation af vilde æbler nogle, der slet ikke er små sure gnallinger som vore vilde skovabild, Malus sylvestris.
. Om det så også alligevel “bare” er afkom af dyrkede æbler via smidte æbleskog, eller det faktisk er fordi vækstforholdene og ungdommeligt overskud kan producere store søde saftige aromatiske vildæbler derovre?
. Her hos os er de ægte vilde æbler (skovabild – som jo altså ikke desto mindre også menes at være afkom af noget, der er opstået derovre) umådeligt snerpende sure – men samtidig med så meget aroma, at de faktisk ganske rigtigt er vældigt lækre som gele, bare de får sukker nok.
Men vore hjemlige forvildede “naturlige børn” (som man engang kaldte børn undfanget udenfor ægteskab) af havesorter, der promiskuøst befrugter hinanden, og bagefter ansvarsløst lader skrogene smide ud ad et togvindue eller hvad som helst; de varierer helt vildt – og det er rigtig spændende at prøve sig frem. Selv har jeg en særlig kærlighed til guldæbler: Gyldentskindede fastkødede æbler i mange størrelser og ofte overraskende intense smage. Jeg finder dem mange steder, og indprenter mig dem for at kunne vende tilbage og fylde cykeltasken igen – mest med nedfalds-. Men også pigeoner (“dueæble”), der modsat hvad man måske tror, kan variere meget: Forskellige størrelsesspektre, syrligheder, holdbarheder, saftigheder og konsistenser.
. Og i det hele taget er der potentialer i alle kategorier af naturæbler – selvom mange enkelttræer bærer kedelige æbler. Ikke bare dem, der bare er for sure; det er også dem, der mangler syre. Deres sødme bliver fad, og aromaen trænger ikke frem gennem de kun vagt pirrede smagsløg. Måske burde man en dag samle nogle og prøve hvordan smagen bliver med tilsat syre?
Det er ikke kun langs toglinjer og veje, man kan finde disse naturæbler. Vi færdes jo alle vegne, og et æble kan man altid have med og smide skroget fra. I udkanten af et ekstremfattigkær med sphagnum, tranebær og pors og det hele (desværre med tendenser til tilgroning med birk, der ligesom så mange andre steder er fejlbekæmpet) fandt jeg engang nogle ganske dejlige grønne flaskeæblelignende æbler. De så lidt vilde ud, men smagen var meget langt fra skovabildens bittert-sure. Egentlig burde jeg vende tilbage og genopleve dem. Mon det er for sent på året nu? En lignende type stod en anden gang næsten helt nede på fjordstranden, tæt på et kildeudløb. Mon det står der endnu?
Jeg har en (tvangs?-)tanke om at lave et resursekort med de træer, jeg finder særligt værdifulde. Gerne udvidet med også andre resurser: Svampe, urter, andre frugter ….
Måske gør jeg det. Og hvis jeg havde tid, kunne jeg også følge dem med notater om udvikling over tid….
Også vores eget træ lige udenfor hoveddøren hører på en måde med i sådan et kort.
. Og i opslaget her: Der er det mærkelige ved det, at æblerne i alle årene har været ret små og endnu mere kedelige i smagen. Det er bestilt (af vores forgænger) som Sargents æble, en prydplante, der kun bliver ganske lav, og ser helt anderledes ud. At det er noget helt andet, der i sin tid blev leveret, er åbenlyst med et 3-4 m højt træ med gyldne æbler, der rent faktisk smager udmærket. Eller rettere sagt: I alle de tidligere år har de nok været gyldne, men også forholdsvis små og slet ikke uspiselige, men slet heller ikke særligt attraktive. Lidt for sure, lidt for lidt smag, lidt for tør tendens i kødet.
. I år er de endelig pludselig blevet helt o.k!
Nu har jeg så mange nedfaldsæbler indsamlet fra mange forskellige helt fremragende træer, og mange af dem med stødskader, der skal spises først (efter trimning), og som smager bedre endnu. Så havedørsæblerne spiser jeg ikke så mange af. De fleste har jeg ladet ligge i en indbydende kasse som fristelse til forbipasserende. Men nogle er blevet spist med fornøjelse – de var rigtig lækre til æbleflæsk, men absolut også som rå. Til den syrlige side, men slet ikke som i fjor og tidligere, hvor jeg faktisk ikke gad dem. Og det er ikke fordi min smag har ændret sig. Ikke så meget ihvertfald. Det er bare mærkeligt – og måske en -trods alt heldig- følge af det hastigt ændrende klima. Også andre år har de vistnok? nået at ….. tilsyneladende? modne. Nu jeg tænker over det, har de altid haft meget tendens til at blive hængende på træet langt ind i vinteren. Undertiden dækket af sne. I år er de i højere grad drysset ned i efterårets løb, især under stormene selvfølgelig. Så det er nok noget med at de faktisk omsider er modnet ordentligt. Det er jo afgørende for fuld udvikling af sødme, smag og aroma.
Måske er også træet selv modnet? Kan der være noget med dét, monstro? At nogle slags æbletræer skal have en vis alder for at kunne understøtte frugternes frugtkød ordentligt? Det er jo fra træet, de skal have de mineraler og hjælpestoffer (og vand) som understøtter modningen. Ja og sukkeret med; det er jo nok ikke æblerne selv der også fotosyntetiserer, men kun bladene.
Eller kan det have noget med mykologien at gøre? Også æbler har vel mykorrhiza, og hvem ved om en særligt gavnlig svampepartner først nu er kommet med i samarbejdet, og har givet træet et ekstra løft? Der er så meget om svampe, “vi” kun så småt er begyndt at finde ud af.
Et sidste spørgsmål: Hvor bliver lommefilosofien af?
. Ja, jeg bliver lidt svar skyldig. Jeg fornemmer selv, at der er noget på spil omkring oplevelsesmodaliteter. Måske ku det være relevant at koble noget Løgstrup ind?
Og noget med resursehusholdning og hvad vi vil med naturen omkring os og tæt på. Jeg har næsten slet ikke nævnt havernes kæmpe produktionsoverskud, og trods overskriften “naturæbler” heller ikke nævnt naturæblemost og naturligt gæret cider, endsige virksomheden Naturcider, der startede som forsøg med anvendelse af nedfaldsfrugt fra Vanløses haver. Hvor jeg selv som barn selv var med til – både rent æblerov, og til at ringe på og spørge om de havde noget nedfaldsfrugt, vi måtte samle. Nogle var så frække (og dermed resurse-u-fornuftige) at plukke istedet. Sådan lukker man en god kilde. Men vi fik tit lov – og stadig er der forskellige søde mennesker foruden mig selv, der sætter frugt frem til fri selvtægt. Meget ukapitalistisk. Helt vidunderligt i sensommers på vej fra Allinge til Rønne: en tallerken med fuldmodne figner lidt ovenfor Vang. Tak!
Tak for frugt. Hvis jeg var religiøs ville jeg takke Gud, men jeg er Gud ske lov ateist og dybt taknemmelig for at naturen skaber så fede oplevelser.