Mange har fået dårlige råd og får derfor dårlige resultater. Læs dette som advarsler mod at gøre samme fejl.
Helt dårlige:
Tromling, knusning, væltning, fræsning o a maskinmetoder.
I blomstrende eller frøbærende bevoksninger gør de stort set ingen gavn, men spilder tid, penge og energi. Planterne vokser videre blot de har lidt rodforbindelse. Og en rod sætter hurtigt nye skud med panikblomster, hvis planten er knækket af.
Måske kan fræsning tidligt på året hjælpe; især hvis man supplerer det med fx at rive opfræsede rødder sammen. Jeg mangler at se det gjort med god effekt, men jeg har set flere eksempler med ringe eller ingen relevant effekt. (se også “Fræsning og anden jordbehandling“)
Tildækning med porøse materialer gør klart mere skade end gavn.
Såsom jord, sand, grus, kampesten, murbrokker, haveaffald, kvas, træstammer o.l.
Skuddene finder nemt vej op mellem brokkerne, som beskytter rødderne mod effektiv bekæmpelse. Altså mere skade end gavn. (Tildækning med solide materialer, helst sort UV-plast, er effektivt, men også mod evt ønsket vegetation på fladen). (se også “Tildækning“)
Hent evt .pdf om 3 taberstrategier
Kapning over rodhalsen er så godt som virkningsløst og langsommere end slåning. Planterne dør overhovedet ikke af det, men skyder igen ret hurtigt. Man bruger en masse tid, og det ser rigtig godt ud, men planterne griner ad én og vokser videre. Der findes fx en slags krog på et langt skaft, man trækker stænglen over med ved jordskorpen. Snedig formgivning, men ringe nytte. (se også “Slåning“)
En fordel fremfor slåning kan være at andre planter skånes. Men med det ekstra tidsforbrug, hvorfor så ikke rodstikke dem ihjel næsten lige så hurtigt istedet for det næsten rene tidsspilde?
Besværlige redskaber fx en slags overdimensioneret tidseloptrækker, en beholder med flydende kulstof, en ukrudtsbrænder eller en utæt og tung rygsprøjte …. Af en eller anden grund er opfindsomheden stor, når det gælder om at undgå det mest enkle, praktiske og effektive redskab, spaden.
Men man bliver træt af dårlige / uhandy redskaber, og bruger unyttig ekstra tid på forberedelser, brug og rensning.
Som oftest dårlige:
Skærmkapning – eller endnu værre: -klipning bliver, og er blevet anbefalet meget. I virkeligheden egner det sig kun under ganske bestemte forhold, og kræver at man både har god tid, god fysik, god biologisk indsigt, høj sikkerhed og mulighed for at vende tilbage flere gange. Det lyder nemt og smart, men er reelt besværligt, dumsmart og farligt for alle andre end eksperter i helt specielle situationer. Og sjældent ret effektivt. Det er rigtig synd for de mange, der hopper på den, at det er blevet hypet så meget. Folk får ufortjent ekstra besvær og dårligere resultater.
Læs evt mere her, hvis du ikke tror det.
Hent evt .pdf om 3 taberstrategier
Slåning kan ikke stå alene. Kort tid efter slåningen skyder rødderne igen. (og lige efter er saften meget frit tilgængelig for fx bare fødder).
Planterne tåler adskillige slåninger uden at rødderne udsultes. De lever videre med helt lave rosetter, der laver fotosyntese og opbygger ekstra energilager i roden – til dén dag, ejendommen ikke længere slås så tit. Så kommer blomsterne.
Slåning kan hjælpe til at holde kontrol med blomstring (men ikke hindre den medmindre man slår hyppigt), fx hvis man har behov for at udskyde sin rigtige bekæmpelse. Men det skal gøres i god tid. Gjort lige inden blomstringen bliver udskydelsen meget kortvarig, da planterne har indstillet sig.
Man ser en del bevoksninger leve videre i mange år, fordi de holdes i live med slåning, og får styrket deres underjordiske resurser. Mange slåere tror de gør det godt. Men når først man opdager rodstikning, indser man at man tog fejl.
Græsning er lidt ligesom slåning, men hyggeligere. Dyrenes bid udsulter ikke rødderne, medmindre de er meget sultne og går i folden en stor del af året. Så kan de måske. Meget måske. Det kræver i hvert fald meget præcis omhu med at holde dyrene sultne, og desuden rodstikke udenfor hegn og i ugennemtrængelige krat.
Jeg har selv fulgt de sidste lave rosetter med store rødder i en tæt fåre- og hestegræsset fold i 10 år, indtil jeg forbarmede mig og rodstak dem.
En af myterne om kæmpebjørneklo er at fåregræsning er effektivt. Det dur normalt kun til at holde dem noget nede. Heste, køer, geder mv virker på samme måde. Måske er svin effektive; de graver jo og æder rødder.
Generelt er der forøvrigt forskelle mellem racer og enkeltbesætninger og måske individer, i hvor gerne de æder kæmpebjørneklo. Men det er udmærket foder medmindre der er tale om særligt følsomme racer / individer, der bliver lysoverfølsomme, fx på hestemulen.
Sjusket rodstikning er bedre end ingen, men hvorfor ikke gøre det rigtigt med det samme og få fuld effekt = sparet tid samlet set?
Sjusk er fx, hvis man hakker spaden planløst ned i grønsværen, cirka hvor planterne står, istedetfor roligt og velovervejet at finde, hvor hin enkelte plante kommer op, stikke stikspaden ned i en egnet vinkel og afstand og træde den ned med foden + trække planten op og se at rodhalsen er med + smide den et egnet sted. Så kommer den aldrig igen.
Hastværk er lastværk – som hævner sig ved at planterne skyder igen og skal bekæmpes igen. Sjusket gjort kan man komme til det mange gange. Jeg har set tankevækkende eksempler.
Unødvendig oprydning. Vælger man at samle og fjerne de døde planter, risikerer man nemmere at køre træt. Reelt kan de sagtens visne, rådne og nedbrydes på stedet, blot man sikrer at den rod-del med vækstpunket (rodhalsen) ikke har jordkontakt. Den eneste undtagelse er frøbærende skærme i en vis udviklingsgrad. Mere umodne skærme kan afskæres fra deres stængel, så frømodning ikke sker med dens restnæring.
Sen bekæmpelse er bedre end ingen, og det er rigtig klogt at vende tilbage til en bevoksning flere gange i årets løb. Men at udskyde første omgang gør ikke bekæmpelsen nemmere, kun sværere. Både fordi planterne er større, og fordi brændenælder og meget andet ondt også er.
Dog kan der for en erfaren bekæmper være noget taktik i fx -på egnede arealer- at vente til flere er høje nok til at kunne nås med arbejdshandsken i en mere oprejst stilling. Eller hvis det handler om ret små i sej rodfilt, at vente et år, til roden ikke så nemt knækker. Men OBS: Det er mest for viderekomne. Eksperimentér selv og oplev det.
Sjatsprøjtning, hvor strint af gift dræber store pletter / skjolder af den vegetation, man ikke har noget imod, mens kbk måske / måske ikke følger med. Det er bedre, og må være billigere at gøre som bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen faktisk foreskriver: Pensle, stemple eller til nød sprøjte meget præcist på hver enkelt plante. (men står de kun hist og her, er det nemmere at rodstikke dem – prøv selv, og opdag den lettelse, det faktisk giver).
Sprøjtning med forkert dosis eller forkert blanding er selvfølgelig spildt arbejde og udgift. Sker det på planter i færd med at danne blomster, eller endnu værre modne frø, kan det ligefrem være lidt fatalt: Man tror sagen er klaret, men reelt får man nye frø til de følgende år. Tro mig: Det har jeg set en del eksempler på.
