PENGE har deres egen mystik. De er så smækfyldt med både mana og tabu 1), at det er håbløst at forholde sig afslappet og realistisk til dem. Det giver sig mange sære udslag.
Et af dem er forholdet mellem lønarbejde og fri vilje.
ARBEJDE er mangelunde. Der er fx pseudoarbejde, tvangsarbejde, papirarbejde, kunstnerisk arbejde, sorgarbejde og meget andet.
Noget udfører man selv af ren nødvendighed for sig selv eller sine nære. Det kan fx være jagt, indsamling og konservering og fremstilling af de redskaber, der behøves – hvis man lever i et jæger- samler-samfund. Eller det kan være rengøring, indkøb, vask og lignende, hvis man lever som de fleste nutidsdanskere stadig gør.
Børnepasning og ældreomsorg hørte i min barndom i høj grad med til det umiddelbart nødvendige, selvom der da fandtes både institutioner og hjemmesygeplejersker + barnepiger, der kunne klare det mod betaling. Og selvom rige mennesker meget langt tilbage har haft tyende til alt det nødvendige. Jo mere specialiseret arbejdsdeling i et samfund / en kultur, desto flere af de grundlæggende rent nødvendige funktioner udliciteres af desto flere til desto flere andre.
. ”Omsorgsarbejde” har en slags særstilling. I nære familjerelationer udføres det jo stadig i høj grad som helt naturligt rent nødvendigt, selvom vor specialisering og geografiske spredning, og måden arbejds”markedet” er indrettet på, ofte gør det problematisk. Til ”gengæld” er meget af det institutionaliseret her i velfærdssamfundene med den høje grad af specialisering og fastlagte arbejdstider på arbejdspladser væk fra hjemmene.
Pengenes MYSTIK gør at ”vi” ikke mener, vi har råd til at betale den skat, det vil koste at opretholde et højt nok niveau af omsorg, især for ældre, kronisk syge og andre med langvarige behov. Men vores hjerner, hjerter og spejlneuroner gør at vi spontant er meget motiverede til at give til direkte trængende. Så det gør vi. Både penge og tid (tid er jo penge, siger man – og det gælder meget præcist for timelønnede).
FRIVILLIGT arbejde er en eufemisme, vi bruger for ulønnet arbejde. Modsatte ord er ‘tvangsarbejde’, ‘lønarbejde’ og måske …. ufrivilligt arbejde?
(En oplagt risiko for mig er at dette opslag bliver alt for langt. Det er voldsomt fascinerende, hvordan penge / værdier og arbejde / tjenester fungerer som tegn i kulturen, jvf den lidt spøjse videnskab, semiologien, der = ”læren om tegnenes liv i samfundet”.
. For at blive færdig springer jeg en hel hel masse over og går videre til:)
Andre former for ulønnet arbejde end frivilligt socialt arbejde opfattes ofte som ren fritidsinteresse uden værdi for andre; eller ligefrem som en skadeligt eller utilstedeligt, fx når Danmarks Naturfredningsforening klager over myndighedsafgørelser, der skader natur eller miljø, og dét interferer med pengenes mana ved at hæmme iværksætteres pengeakkumulering.
Det ulønnede sociale arbejde nyder høj status, og bliver meget rost og fremhævet og motiveret og støttet osv (selvom det i virkeligheden på mange måder er mere attraktivt at blive hjulpet af veluddannet dygtigt vellønnet personale, der i kraft af deres ansættelse har nødvendig support og retningslinjer).
Arbejde for idræt, og til dels spejdere falder ind under den sociale paraply; skillelinjen går nok et sted hvor man skelner mellem om aktiviteterne retter sig ret direkte mod kontakt med andre mennesker; især nogle, der mangler et eller andet; fx selvstændighed, helbred, livsmod, voksendom, indfødsret, …. – eller kun retter sig indirekte mod andre, der formodes selv at nyde de værdifulde resultater af det ulønnede arbejde. Såsom en rig natur og et rent miljø.
Vi er mange, der udfører en masse ulønnet arbejde til gavn for alle, der har gavn af at der bliver beskyttet og plejet noget NATUR. Man kan kalde det frivilligt, men næsten ligesåvel ufrivilligt – for modsat hvad mange tror, er det ikke bare for sjov, men også fordi vi ser og synes at det er strengt nødvendigt at nogen gør det. Så vi påtager os en masse administrativt-agtige opgaver, som føles meget perifere for selve naturglæden, men som vi intellektuelt forstår er nødvendige for at bevare noget natur mod alle odds.
Det er karakteristisk at forskellige fonde og myndigheder meget gerne vil dele penge ud til aktivteter, der retter sig direkte mod menneskeligt samvær, men er meget mere lorne ved at støtte fx direkte naturpleje eller ligefrem -beskyttelse. Som potentiel ansøger mærker man at formålet fx SKAL være at bestemte befolkningsgrupper mødes, eller at (måske natur-indifferente) borgere bliver lokket ud på tur. Aktiviteten at fx pleje et naturareal reduceres til et rent middel, der ingen egen værdi tillægges. Det må man prøve at navigere efter.
Ofte har fondene forøvrigt svært ved at forstå at de får lidt for få ansøgninger til deres meget specifikke udlodninger. En del af forklaringen er meget simpel (men forhekset af pengetabuet): Det eneste arbejde, der må modtage støtte er i reglen dét, der er indbygget i noget grej eller forplejning eller andre indkøbte varer og tjenester, der IKKE leveres af nogen i arrangørernes egen kreds.
Men den reelle hindring er meget sjældent grej etc. Det er primært ildsjælenes tid, der begrænser den aktivitet, man ønsker at fremme. Ikke kun selve aktivitets-tiden, men nok især tiden med det kedelige planlægnings- og koordinerings-arbejde. Men at afhjælpe for netop dét med lidt betaling er strengt tabu. Det vidner ikke ligefrem om den tillid, vi danskere hævdes at være så rige på. Måske er det lidt sådan at dem med nemmest adgang til penge og pengesager generelt hører til det mindst tillidsfulde segment?
En skæg? krølle er dét paradoks at det kan koste meget ekstra tidskrævende ulønnet, uproduktivt kreativt arbejde at vride en ansøgning ind i en form, der overhovedet kan anerkendes.
Hvorom alting er, er tabuet så stærkt og næsten ubrydeligt at det forekommer som en fuldkommen naturlig selvfølgelighed. Så der bruges mange timer og slås mange krumspring for at få nogenlunde styr på det. Og spildes mange gode muligheder.
Hvad der som regel heller ikke må betales, er oplægsholderes eventuelle honorarer. De kommer og øser af en viden, de har investeret meget i, og som de måske forsøger at leve af at sælge. Men skal arrangementet støttes, må det ikke være til netop dén tjenesteydelse; kun fx lokaleleje, sandwiches eller bus. Dét ligger der også noget meget interessant gemt nede i.
Arrangørerne selv har tit også en forestilling om at eksperter selvfølgelig er tilfredse med en vingave – medmindre det drejer sig om meget dyre, meget kendte kendisser; så tar man det mere selvfølgeligt at de da skal betales hvad de koster. Også dét er stærkt interessant, både i et semiologisk og et etologisk perspektiv.
Man kan for øvrigt sige noget meget lignende om en del andet ufrivilligt arbejde; særligt indenfor kunst og anden kultur.
Heldigvis er det ufrivillige naturarbejde ikke bare ren pligt og nødvendighed; også dé gode gerninger bærer noget ”løn” i sig selv, ligesom omsorgsarbejdet. Fx når en problematisk opgave lykkes, og når man nyder andre glade ufrivilliges selskab. Og bevidstheden om at det nok nytter noget. Lidt i hvert fald.
. Så vi bliver ved – med enorm stamina og arbejdsglæde.
1 Klassiske antropologiske begreber, der skal betegne en slags dobbelthed af magtfylde og ærefrygtelighed: Noget kan være så opfyldt af livskraft / værdi / styrke, at man ikke fatter det, og derfor både skal begære og underkaste sig det, og samtidig må frygte at krænke det, fx ved at tale om det i direkte vendinger eller komme for tæt på det osv.
Antropologer har spekuleret i at begrebsparret var grundlaget for udvikling af religioner, og dét har andre afvist, og dét har de brugt megen underholdende tid på at diskutere.
Næsten somom de fænomener begreberne skal betegne, har besat selve begreberne.