Naturwellness

Nej, ikke vildnis eller wilderness, selvom dét har været meget populære forestillinger i 2020, og nok fortsætter med at være det. Ihvertfald i teori og som abstrakt ønskedrøm.
I egne praksisser er de fleste af os mere til wellness – som selvfølgelig også i perioder kan findes og dyrkes ude i noget, der kan forstås som vildnisser (hedder det dét i flertal? Eller skal det være ét nis, flere nis? Ligesom ét morads flere morads? Har vi overhovedet suffixet ‘nis’ andre steder?).

En af mine sanselige barndomserindringer er fra en solvarm dag sent på foråret, hvor en pludselig indskydelse eller trang fik mig til at løbe ind på græsplænen i gården (mellem 2 gode sociale boligblokke) og kaste mig fladt ned på græsset i en slags omfavnelse og indsnuse duften af varm græsplæne. Ikke meget vildt ved det (andet end måske handlingens spontane ophav?), men masser af well. Eller vel. Velbefindende? Viltilpashed? – men nu er jeg nu engang nået til w. Welwære?

Sidst, jeg kastede mig ligeså hovedkuls ned i en slags naturs favn var i klitterne på Fanø. På en gammel høj, men rigtig udmærket cykel cyklede jeg ad en smal vegetationsdækket sti, sådan langs klitkammen og nød udsigten og himlen og vejret, da et skjult dybt hul på vej nedad blokerede forhjulet og jeg fløj ud over styret og landede med næsen forrest mellem lyng, lav og andre mildt vegeterende skabninger. Det var let fugtigt, vidunderligt blødt og duftede fint. Ren nydelse helt uden skadelige bivirkninger.
Helt anderledes end da jeg for noget længere siden stod på snotten på skaren på en lille hopbakke på skitur på fjellet. Også pga et hul (hvor nogen var faldet lidt efter landingen). Skispidserne satte sig fast og jeg fløj et godt stykke og landede så hårdt at ansigtet faktisk flækkede, og jeg så farlig ud resten af ferien. Og blev faktisk en periode lidt bange for nedkørsler. Det var vildt, men ikke spor wellt.
Så er hvilestunderne på lier op ad solvarme klipper meget mere wellnessede, eller de lange, ikke alt for hurtige men nærmest endeløse nedkørsler, hvor man hviler ikke i sig selv, men helt ude af sig selv i det stort udfoldede landskab svøbt i usandsynlige solnedgangsfarver. For slet ikke at snakke om saunaer og bassiner bagefter, og afslapning i tilpas afstand fra pejsen med benene oppe og en lokal norsk øl som skønt stjernedyr er alle pengene værd. (Som Peder engang sagde oppe i saunaen: “Hver eneste celle i min krop har det totalt fedt”.)

En anden wellbehagelig barndomserindring er noget senere end græsplænen i gården (som også var scene for andre seancer, fx bunkeslagsmål for sjov mellem alle de jævnaldrende drenge (det var ganske vist en anden græsplæne, vi brugte til dét, nemlig lige overfor en tredje; dér hvor mødrene plejede at ligge på tæpper eller i liggestole og sole sig.) (… Der er faktisk rigtig mange andre græswellnessminder, men det skal ikke helt udvikle sig til græsmemoirer – det kan måske komme en anden gang. Når / hvis jeg en dag får tid til at skrive erindringer tror jeg næsten jeg vil organisere dem efter associationer om forskellige materialer. Måske.)
.   Det er fra en udflugt til Helsingør; jeg husker tydeligt hvor overraskende velbehageligt det var at sidde på en af kampestenene i molen lige syd for jernbanefærgen lænet op ad en anden. Opdagelsen af, hvor godt man med lidt præcis placering kan sidde på noget så hårdt. Og tæt på menneskenes brogede verden, men alligevel fjernt fra den pga afskærmningen med en slags plankerækværk (mon det er dét, der hedder bolværk?).
Så både vandfladen, himlen, skyerne og tæt på: tang, rurer, fluer, tanglopper og måske en krabbe eller en lille fisk (det var længe før ribbegoplernes invasion. Dem ku jeg til gengæld stå i det klare vand udfor Marienlyst og se lige under mig i 2020) – og ikke mindst stenenes egen natur (skønt hentet langvejs fra og kløvet med vilje) Det favnende altsammen overraskende behageligt min rejselystne krop.
MANGE gange er jeg vendt tilbage til den erfaring og har fundet lækre sidde- eller liggepladser på mere eller mindre udsatte klipper. Måske mest gennemført på en lang blafferferie hvor vi 3 unge freaks under en hedebølge i Sandefjord lånte Svens bedsteforældres lille jolle og boede i dagevis på et næsten helt nøgent klippeskær ude i fjorden; en oval regelmæssigt kartoffelformet sten med en enkelt sprække ned igennem og et enkelt sted, hvor man kunne komme fra og til jollen. Her turde jeg for første gang springe på hovedet. Jeg havde aldrig kunnet bekvemme mig til det i svømmebassiner.
Ved Gubbhålet (ikke langt fra Kjärringhålet) på Steninge Strand er en klippe ligefrem naturligt formet som en rigtig pampig flydersofa.

Men generelt gælder det at der er enorm velnæs ved mange mange wellpolerede klipper rundt omkring, ikke kun i Norden, men også dér. På Helgelandskysten er meget af det af norsk marmor. Helt forrygende formet og mønstret…. og man kunne blive ved.
Lige én bemærkning mere: De er ikke kun fede at sidde og ligge på. Også at gå og løbe – barfodet eller i fodtøj. Fx dét at småløbe rask afsted mellem liggende sten (“ur”) hurtigere end man kan nå at planlægge, men med opmærksomheden, balancen og livsglæden så alert at man hele tiden når at vælge et godt fodfæste. En meget aktiv form for naturwellness, men ikke mindre behagelig end de afslappede. Følelsen af mestring og nydelse gennemstrømmer hele ens eksistens i nuet.

En anden form for umiddelbart tilsyneladende umagelig siddeplads er grenkløfter og andre vedbårne natursæder. Den første jeg rigtig husker af den slags er også hjemme fra gården: Et tæt busket af bjergfyr: Jeg sad på fodhegnet (hvor jeg forøvrigt kunne gå rundt balancerende i lange tidsrum), og fandt af en eller anden grund på at rykke ind bag det, med røv og ryg hvilende på de bøjelige fyrregrene. Utrolig behageligt, nærmest som en hængekøje.
.    Men også Morfars sveskeblommestræ (der desværre sjældent bar ret meget). Det var et dejligt sted at sidde med en god digtsamling, og af og til skifte stilling til en anden grenkløft. Lidt hævet over det hele, og højrøvet afsondret fra familjen som holdt eftermiddag inde i huset. I øjenhøjde med solsorte og musvitter, og tæt på bladene så man om efteråret kunne tælle de sidste tilbageblevne og holde øje med hvornår de faldt.
På vandreture danner ikke meget så dejligt underlag under teltet som et lag tilpas tyndgrenet afskårne granris. Det skulle lige være hvis skovbunden er så tæt bevokset med blåbærris at man slet ikke behøver supplere det. Jeg bliver helt glad, bare at at skrive om det. Men pluk lige bærrene inden du slår teltet op.
En sidste træsidningserindring med måske nok lidt dårlig samvittighed på en måde (men også dém ku man jo blive ved og ved med): Jeg sad engang et kugleformet ornamentalt grantræ ihjel under en festlig kolonihavesammenkomst. Jeg sad virkelig godt på den; lidt, men kun lidt majestætisk tronende. Senere fik jeg at vide at den var gået ud efter det. Men heldigvis også at det faktisk havde givet en bedre disponering af pladsen i haven.

Nå, men wellness har vel egentlig normalt meget med spa og anden badning at gøre.
Og hudpleje og denslags? Hudpleje i naturen kan være lidt vanskeligt. Men visse vellugtende urter er dog fine at gnide sig med, og fx er grå bynke god at fjerne kædeolie fra fingrene med – og glem ikke selvpiskningen med vortebirkeris i saunaen!
Ligesom at nogle ynder at henlægge muskelarbejde til fitnesscentre istedetfor at udføre et eller andet stykke nyttigt og behageligt arbejde, så er der jo noget lækkert ved fx gode svømmehaller; især hvis de også er smukt proportionerede og udsmykkede. Det kan være meget skønt, og jeg er meget ked af at have måttet undvære det under en stor del af covid19-pandemien.
Men efter min smag er der nu ingen af dem, der oplevelsesmæssigt kommer i nærheden af de bedste naturbade. (Eller de bedste naturplejejobs, hvis vi snakker styrke-, smidigheds- og udholdenheds-træning.)

Også her det jo helt uoverskuelige mængder af eksempler – på meget forskellige, men næsten alle meget dejlige velnæssigheder. Badning fra klipper i ferskvand er nok min mest foretrukne (og meget gerne i forbindelse med en frisk foss), men jeg tænker også med særlig glæde tilbage på de rullende dønninger ind over en lang sandbund langs en kyst på den kanariske atlanterhavsø Fuerteventura.
Man gik og svømmede et stykke ud, og så kom en stor bølge og slyngede én rundt og rundt ind mod kysten som var det en centrifuge uden afløb og gennemmasserede kroppen blidt og dog kraftfuldt, mens op og ned og bund og himmel blev ophævet i et brusende skumbad, indtil man igen fik hudfæste med nogenlunde fast sand, og i et lidt mere kontrollabelt samarbejde med bølgefænomenerne kunne følges indad med vandmasserne via en række skummende fremstød og omkringvæltende tilbagesug. Og til allersidst skylles op som et mærkeligt strandet udmattet og lykkeligt havpattedyr.
Eller ligeså eksotisk og unordisk, og en del mere kultiveret natur: I Furnas på den azoriske atlanterhavsø São Miguel samles vand fra varme svovlholdige kilder i et stort og nogle mindre bassiner som er vildt lækre at bade i, og huden bliver meget lækker. Men endnu større glæde i sjælen giver den fantastisk smukke og velskabte park, det er en del af (en botanisk have med bl a mange koglepalmer og træbregner). Dén er værd at fortabe sig i. Med wellnessificeret krop efter dejlig varmt svovlbad. Og inden ét til! (Vi boede endda på det fine hotel som parken hører til. Fint på den måde at det er gennemført, men smagfuldt afdæmpet art deco.)

Smagfuldt interiør og genial havekunst er vidunderlige tilskud til en sund sjæl i et welloplagt legeme, men ikke desto mindre er og bliver ægte naturwellness i en helt anden kategori. Jeg ved ikke noget andet, man kan få det så vel af, både sjæle- og legemligt, og det endda, som det måske er fremgået lidt, også nogle gange under omstændigheder, der egentlig kan være anstrengende og fysisk og psykisk udfordrende. Alligevel kan også anstrengelserne nogle gange give overvældende meget wellness, bl a elementær glæde ved at løse opgaver som de naturlige forhold helt naturligt stiller én, fx for at komme videre eller andre elementære mål, der bare giver sig selv helt naturligt. Finde naturlige løsninger og gennemføre dem.
  Finde vej gennem tæt krat, slippe tørskoet over en våd eng, finde modne bær, vurdere vands renhed, bygge komfur, finde læ, vælge tilpas ved, ha husket tændstikker, “læse” landskabet, genkende et spøjst eksemplar af en art, omgås fornuftigt med flokke af tamrener, undgå at udløse et snøras, få øje på kongeørnen, stole på sine instinkter …..

Selv er jeg så lykkelig at have en del arbejde i naturområder. Ikke så meget i den store, vilde natur, men i Midtsjællands småskalige kulturlandskab med meget landbrug, meget infrastruktur, meget urbanitet, men alligevel også moser, enge, skove, strandenge osv med naturkvaliteter på nært hold og i en slags samspil med kulturen. På godt og ondt.
En del af arbejdet er forholdsvis hårdt fysisk og udføres med hænder, arbejdshandsker, ben, støvler, ryg og arme og det hele; altså muskler men også sanser og stadige små beregninger og refleksioner. Og simple naturnære redskaber som spade, udtyndingskniv, sav, extractigator, økse og den slags. Og transporten er på cykel. Det minder måske mere om fitnesstræning end wellnessophold, men måske er det på grund af de ofte smukke og stimulerende omgivelser og de naturlige begrænsinger og fordringer som har det med at indstille arbejdsrytmen til noget … tja naturligt…, at det ofte giver en dejlig afslappet tilstand, både i sjæl og krop. Det ville dog være rigtig godt at kunne slutte en lang omgang af med en saunatur.
.   Af og til ligger jeg på knæ på en tør plet i en mose og graver hundredevis kæmpebjørneklo op mens rørdrummen pauker, sivsangeren flipper ud, og himlen rødmer i vest og mørkeblåner i øst så skyernes silhouetter får sære nuancer. Jeg knokler på, men kommer ind i en helt meditativ tilstand og suger indtrykkene som en køkkenrulle når jeg retter ryggen ud og kigger op.

For tiden går jeg i skoven og extractigerer unge ær. Det bliver også meditativt, men tager længere tid pr plante, og hver eneste skal vurderes og håndteres som individ (men det gælder nu faktisk også for kæmpebjørnekloerne), så opmærksomheden er hele tiden beskæftiget og stimuleret, men på et lidt rutinepræget og dog varieret niveau. Det gør noget godt for sjælen; måske bl a fordi kontakten med de mange levende planter (både ær, og de andre, der skal blive stående) går ind på et ubevidst niveau. Jeg er heldigvis ikke på akkord, og det er heldigvis helt selvvalgt. En meget meningsfuld opgave, jeg har stillet op. Ellers var det nok ikke helt det samme.

Nå, det blir langt dether.
Jeg tror det er tid til at slutte af.
Uden så pokkers meget lommefilosofi; mere udblæsning af erfaringer.

En slutbemærkning skal være at (frivilligt eller ufrivilligt) naturplejearbejde er en rigtig god ide (mange går fx meget op i at skære med le på skønne enge). Det gør noget godt for den natur, man plejer (hvis man gør det rigtige på rigtig måde), og det gør noget godt for ens fysiske form, formåen og formålstjenlighed. Og ligeledes for både psyke og sjæl, som jo smitter meget af på hinanden, og hænger meget sammen med hvad kroppen og sanserne beskæftiger sig med. Ofte er det også kombineret med godt selskab med andre.
Rigtig god fornøjelse.