Naturår

Ingen år er ikke naturår, men 2020 har været det på nogle særlige måder.

Der var planlagt en stor kampagne med mange forskellige events i medier og i naturen, men så slog naturen selv uventet til med en lillebitte mikroskopisk virus, der trivedes lidt for godt i alverdens svælg og forhindrede rigtig mange af de planlagte sammenkomster som bl a DN, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og mange andre havde programsat. Danmarks Radios store serie med virkeligt gode optagelser, god formidling og stort opgejlet neosvulstig musik kørte dog som planlagt, og mindst 2 af de landsdækkende radioer har haft ugentlige programmer om natur. Også facebook og andre IT-medier har budt på megen god underholdning og formidling. Ikke mindst de mange steder, man kan udveksle viden (og bede om den) har store potentialer for langsomt men måske sikkert at øge vores kulturs generelle underskud på biologisk dannelse.

Pandemien havde også den effekt, at man i ret høj grad måtte søge andre oplevelser end de indendørs og de urbane, og andre rejsemål end de udenlandske. Endda har der -ihvertfald i perioder- været mere begrænset indenlandsk rejselyst end normalt.
.   Så folk har i høj grad genopdaget glæderne ved at opleve den nære natur. Pandemiens begrænsninger har passet fint sammen med andre “drivere” af udendørstrenden (eller “outdoor”, som det hedder med en dumsmart term, der efter min gammeldags smag smager for meget af kommers (kommercialisme … skal man tjene penge på at folk går en tur ud, kræver det opfindsomhed, og noget af det vigtigste er at kalde det noget engelsk, så folk kan få sig selv til at tro på at det ér noget)).
.    Nemlig både den interesse for at flyve mindre, forbruge mindre og på en måde fylde mindre, som bekymringerne om klimaændringerne og naturens globale tilbagegang motiverer, og også den naturinteresse som bl a de nævnte medier er godt i gang med at stimulere.
.     Der er nok også andre supplerende baggrunde for den trend. De trætheds- og stress-fænomener, som både arbejdsliv og underholdningsliv (via sociale o a medier) længe har forstærket mere og mere, kalder naturligvis på nogle mentalt sundere vaner, og til dét er ufokuseret ophold i natur den rene medicin. Og som hobby betragtet er også mere fokuseret beskæftigelse, fx med insektfotografering, svampebestemmelse, fugletælling, planteregistrering eller naturpleje (og meget andet) om ikke nødvendigvis afstressende, så ihvertfald mentalt og følelsesmæssigt berigende.
.     Der er også ikke helt få velmenende initiativer sat igang, målrettet det at få “flest muligt ud i naturen”. Og dét mix har i dén grad virket. Aldrig før har der været så mange i de bynære naturperler rundt om Roskilde. Det vender jeg tilbage til med nogle sure bemærkninger.

Men det vigtigste, set lige her fra var at jeg besluttede at udgive et opslag i Bjørns lommefilosofiske naturordkløverbog hver 14. dag, så hele alfabetet (næsten) kunne nås i 2020 (der mangler lige et w-opslag i ’21).
.       Det var en god ide fordi det har været sjovt og taget tid til nogle lommetanker jeg måske ikke ellers havde tænkt (skrevet) så meget på. Jeg koncentrerer mine tanker behageligt fokuseret når jeg skriver.
.    Og det var en risikabel ide fordi det har taget tid fra nogle andre, måske vigtigere eller mere akutte opgaver. Heldigvis har jeg kunnet tillade mig elastiske deadlines, da min kunde, Bjørns Naturtjeneste er tålmodig og ingen sidder og venter i den anden ende.
.    Det var stimulerende fordi det systematiske insisterende har vist vej til nogle uplanlagte lommer og stillet krav.

Der er masser af andre emneord, der lokker til at blive taget under behandling, og jeg har da tænkt på at fortsætte et år mere – enten med nogle af de lokkende ord, jeg i år vragede, eller med at gøre nogle tankerækker mere færdige end der var tid til. Eller at gøre mere ud af billederne – de er som regel blevet forsømt for meget, især fordi der er for lidt system i mine fotomapper og for mange andre projekter at bruge tid på.
.   Alt i alt fortryder jeg ikke det vovelige projekt, selvom jeg til tider har været tæt på. Og jeg glæder mig til på et eller andet senere tidspunkt at læse ordkløverbogen. Og kimse ad dele af den.

Nå, men det med “flest muligt ud i naturen“.
Det lyder jo godt, og det er også godt. Og også skidt.
.    Ligesom det er blevet moderne at protestere mod “kulturel appropriation”, kan man måske snakke om “naturel appropriation”. Eller bare om at vi altså er nogle grupper / subkulturer, der har langvarige nære og ikke ukomplicerede forhold til steder, arter og processer i den danske natur, og til vanskelige problemer med at beskytte dem mod et antal ikke altid lige nemt opfattelige og fattelige trusler. Og et stort bagkatalog af uheldige erfaringer.
.    Dét er baggrunden for at “flest muligt” ikke kun er godt.

Som Tordenskjolds Soldater i den lange seje kamp for at beskytte noget natur i løbet af den meget større megatrend om at natur har været under pres så langt, vi kan se tilbage i historien, og at dét pres er øget gradvist, og aldrig har været værre end i vores generation, ….
…. så er en af vore læresætninger at: “Man beskytter kun det, man elsker. Og man elsker kun det, man kender. Og man kender kun det, man har oplevet.” Så også derfor er det også for naturens egen skyld godt at flest muligt oplever den.
.     Der er dog også erfaring for at man -i den bedste mening- kan elske noget ihjel. Læresætningen bør egentlig suppleres med at

Hvis flest muligt, der egentlig ikke har noget forhold til natur, og ikke rigtig ved noget om den, og egentlig ikke selv ønsker nærmere involvering i den (eller ikke ville ønske det, hvis de vidste mere) lader sig lokke af diffuse løfter om gylden lykke og grønne skove …..
….. så er der flere muligheder:
De bliver dybt skuffede.
De ødelægger meget uden at ane det.
De omdanner nogle miljøer, som bliver utålelige for nogle sarte arter og/eller nogle sarte naturelskere.
.    Det kan fx handle om at sårbare planter køres i smadder af cykler og ATV’er osv, eller at sky ynglefugle forjages, eller musikmaskiner fortrænger folk, der søger fred og afstressning, eller løse hunde fortrænger hår- og fjervildt og mange andre situationer, som de “naturfremmede” ikke har baggrund for at tænke sig til, men som vi “naturvante” har set mange sørgelige eksempler på.
….. Der er også den mulighed, som egentlig er tilsigtet:
.       De bliver introduceret til en ny og meget berigende dimension i livet, og lærer naturen at kende, elske, forstå og beskytte. Og det sker givetvis for mange; også mange, der ikke havde ventet det.

Men jeg tror -og mange tror vist det samme- at det har stor betydning, ikke mindst for naturen hvordan og på hvilke præmisser og med hvilke midler tillokningen sker.

Det er ikke mindst den tankegang, der førte til at det, der dengang hed Skov- og Naturstyrelsen (ikke at forveksle med Sjov- og Filurstyrelsen) etablerede naturvejlederordningen vistnok i 1987.
.     Det handlede (og gør det vel stadig) om at inspirere og guide “vejlede” folk til gennem oplevelse og nysgerrighed at lære om naturen som vi lever i og af, og opnå mere af det, jeg ynder at kalde biologisk dannelse: En grundlæggende og naturaliseret forståelse af ihvertfald nogle af de elementære forhold og funktionsmåder, der bestemmer så meget overalt i hele den levende verden; biosfæren; vore egne og alt det andets liv.
.   Jeg håber at flest muligt af de mange, der arrangerer og udbyder forskellige arrangementer og “outdoorevents” også arbejder i nogenlunde dén retning så flest muligt af alle de mange, der kommer ud, ikke mindst kommer bedst muligt ind i det natur, de kommer ud i.

Jævnligt får folk med forstand på penge, men ikke på natur “gode” forretningsideer.
.   Her i juledagene var der fx en nyhed om et højt tårn tæt på Tøndermarsken. Det vækker selvfølgelig debat. Se lidt af debatten her (obs: kun ét kig uden betaling i kr eller cookielookie), hvor et spørgsmål, jeg også er spændt på stilles: Hvordan reagerer DNs præsident og HovedBestyrelse og propagandaafdeling på sådan én? Det kan jo skabe bad-will og måske koste medlemmer at være offentligt sur over noget, som mange mennesker er glade for, og som er skabt for at lokke flest muligt husarer ud i naturen (eller reelt rettere: ud af den og ind gennem betalingsanlægget).

Og det er jo en del af en meget populær trend om at bessermache naturattraktioner. Der kører en løbende diskussion, hvor den ene side mener at markant arkitektur forbedrer (natur?-)oplevelserne og at “man kan få udvidet sin horisont betragteligt” som idemanden citeres for i denne artikel. Med et fikst ordspil, men også med en underbetydning, der ihvertfald blandt arkitekter er gangbar, af at naturoplevelser ikke er nok i sig selv. Dybde kræver noget kunstnerisk udformet arkitektur.

.

Den anden side henviser til at langt de fleste af de turister, der søger naturen, netop gør det for dens egne kvaliteter, og fx søger til Dänemark for fredens og de relativt uforstyrrede udsigters skyld og tværtimod får forringet oplevelse af der står noget smart udstyr og forstyrrer. Som i tilfældet ved marsken: En høj absurd dobbelthelix af stål. Hvad dén så har med sagen at gøre!
.      Det er overhovedet ikke nemt at udbrede forståelse for naturbeskyttelse. Tivoliserede attraktioner kan enhver forstå uden større forkundskaber.

Og så er der en masse mellempositioner og nuancer og forbehold og hvad ved jeg. Men flest muligt udsigtstårne på områder med karakter af ro og rene vandrette linjer er i hvert fald langt ude i den strukturelt naturfremmede ende. Lad dét være én lære af det stærkt opreklamerede, og af flere gode grunde meget velbesøgte naturår 2020.

.   Jeg vil skåle på, og arbejde for at flest muligt kommer bedst muligt ind i en god forståelse og fornemmelse af den natur, de kommer til at møde i 2021.