Naturø

Man ser en lille mergelgrav omgivet af majs til alle sider. Eller et insekthotel på en altan i midtbyen. Eller en enkelt vildtvoksende rabat på en hovedindfaldsvej. Foreksempel.

Det er bare eksempler på naturøer i ekstremt kultiverede omgivelser.
Man kan tænke forholdet mellem natur og kultur sådan at alting hviler på naturgrundlag. Om ikke andet, så er ihvertfald jorden, som den gensplejsede majs vokser i, en ganske vist kraftigt omdannet del af en geologi, der engang var naturlig. Og vandet og vejret hører også med til det naturlige. Og det gør de gener, man har splejset om jo også – foruden dem, der bare er i planterne og sørger for fotosyntese (nå ja, solenergien er da også naturlig), celledeling og alle de andre naturlige processer. Alligevel fremstår majsmarken ikke som natur (med al den naturlige variation og spontaneitet), men som kultur.
Kultur er på en måde “bare” natur, der er blevet formet til at tjene menneskelige behov.
Ligesom fx en myretue er grannåledække (mm), der er omformet til at tjene myrelige behov.

Ikke bare den “biologiske ørken”, som majsmarken udgør, men også “asfaltjunglen” (som det hedder med en egentlig mærkelig metafor. Mon den skal spille på noget med en vulgærdarwinistisk ide om “nature red in claws and teeth” overført til storbyens kapitalistiske kappestrider?) er jo lavet af naturprodukter: Sten og grus af knuste bjergarter og bitumen fra forhistoriske asfaltsøer, der var rester af endnu tidligere planter. Måske bregneskove, måske snarere algesupper. Som gennem årmillioner var omdannet til forskellige kulbrintesubstanser.

(Måske kommer vores asfalt slet ikke fra gamle asfaltsøer, men fra nutidig olieraffinering. Men illustrationen af en urtidig asfaltsø, som en mammut er ved at drukne i står stærkt i min hukommelse – og er værd at tage med som en oplysning om at asfalt ikke kun er et kunstprodukt, men også kan opstå helt naturligt spontant.)Så selvom naturøerne i kulturen er omgivet af kultur, er de samtidig også stadig omgivet af natur. Det gælder jo også for “rigtige” øer i oceaner og søer at de er øer af (land-)natur omskyllet af (vand-)natur. Og de hænger jo “sømløst” sammen med hele havbunden og andre øer og med alle fastlandene. Øer flyder ikke frit. I grunden og på bunden er det hele dele af samme jordskorpe; selvom dele af det hele fremstår som vandoverflade.

Man kan rent metaforisk tænke naturøer i kulturen ligesom landøer: De hænger fuldstændig sammen med hinanden og med større sammenhængende naturområder via materien og dens processer, der bare nogle steder er stærkt overlejret af humane aktiviteter, og derfor er kultur.
Tilsvarende er øerne af natur i det stærkt kultiverede i bund og grund dele af det samme ubrudte kontinuum af natur. Men ligesom at lavtliggende dele af jordskorpen er oversvømmet bund, så er dele af Verden så domineret af kulturaspekter (se opslag om Naturaspekt) at vi opfatter dem som en slags modsætning til natur i sådan lidt generel forstand. Nemlig de steder hvor naturaspekter dominerer.
(Hvad “dominerer” så end vil sige. Det er jo ret arbitrært eller subjektivt, og derfor kan forskellige jo vurdere samme landskab meget forskelligt. Nogle oplever en runde golf som en meget fin naturoplevelse og andre som eroderet natur. Nogle synes rapsmarken er flot natur. Osv.)

Vi har altså natur over det hele. Og naturen er efterhånden oversvømmet med et større eller mindre lag kultur overalt her i antropocæn. Nogle steder en ultratynd film, fx langvejsspredte tungmetaller (også naturligt dannet, men altså kulturligt udvundet fra deres bjergarter og spredt efter brug-og-smid-væk).
Andre steder tykke lag af asfalt, beton, højhuse, kloakledninger, metroer, konspirationsteorier, kulturhuse og zoologiske haver og nyetablerede bynatur-taghaver (sekundær natur?). Andre steder igen hele bjerglandskaber, der er ombygget til terrasseformede kunstvandede marker og har været det i århundreder (eller årtusinder?).
Hvor naturaspekterne fremtræder tydeligst for den vurderende beskuer er det en naturø (eller et vildnis eller hvad man nu end oplever det som). Hvor kulturaspekterne fremtræder tydeligst er det omvendt. Jeg skriver “for den vurderende beskuer”, for det er ret forskelligt (vel i høj grad subkulturelt bestemt) hvad man ser tydeligst og hvordan man tolker det.

Nogle steder vil mange opleve at natur dominerer i stor udstrækning. Laponia (i samisk Nordsverige) er et godt eksempel. “Europas sidste vildmark”, som det markedsføres. Her kan man så opleve små eller større kulturøer indimellem. Fx kom jeg gennem et mindre område hvor en i Danmark så almindelig blomst som vild kørvel trivedes i store honningduftende mængder. Et klart signal om (nu forsvunden) beboelse; nok nogle nybyggere en gang i 1800- eller tidligt i 1900-tallet. Også turisthytterne og de officielle lejrpladser og snescootersporene er øer af -en lidt anden- kultur.

Ser man imidlertid lidt dybere ind i det kulturlandskab, Sapmi faktisk også er, så ser man dog mange flere kulturaspekter. Det kan være helt små som fx markeringer på stående træer – til brug for fx vejvisning, ejendomsgrænser, markering af gode overnatningssteder. Eller det kan være -igen levende eller ihvertfald stående- træer med spor efter tidligere brug. Gedegraner er et eksempel. Simpelthen græsset i facon af geder fordi de stod ved gedernes fold eller tøjrplads. Eller hanke til malkespand sat ind i en stamme. Og mange andre spøjse spor. Er man nysgerrig efter mere, er facebookgruppen Biologiskt kulturarv en skatkiste. Man skal lige gøres til medlem.
Men ikke nok med det: Er man traditionel same, eller bare groet rigtig godt ind i det lokale og med indsigt i kulturhistorie og natur, så ser man meget mere kultur i landskabet. Så er fx også selve bevoksningsstrukturerne kulturaspekter, og fattigdommen på lav på jorden og på de dele af grenene, som de store flokke af tamrener kan nå er det. Til en vis grad kan man som lokal også se selve landskabsformerne som en slags kulturaspekter, nemlig som kendetegn for færdselsveje og om ikke ejendoms-, så ihvertfald brugs-ret. Det bliver meget mindre “ren” natur, og slet ikke uberørt, men totalt indspundet / indsyltet i traditioner, jura, fortællinger, hensigter.

Også andre kulturer, der lever “i pagt med naturen” ser anderledes på den end vi by-civilister. Kultur og natur er i højere grad sammensmeltede / integrerede. Eller ligefrem assimilerede i hinanden. Det spændende regnskovstræ, der for os er et naturfænomen, er for den nærmeste nabo ét som hens bedstefar plantede til sig for at sikre bestemt resurse i vor nutid.
Nogle kulturer ser vistnok slet ikke noget skel. Det betyder selvfølgelig slet ikke at de er kulturløse. Nok snarere at de har et mere udpræget (naturligt?) nytte-natursyn med en kultur, der nok har begreber om de fleste observerbare fænomener i “deres verden”, men mere skelner mellem hvad det kan bruges til eller ikke, og måske også hvad det kan tænkes at kunne bruge dem selv til.
Det hindrer selvfølgelig ikke at vi andre stadig kan analysere elementer i deres verdener udfra hvor meget eller lidt vi ser dem som tilsigtede udtryk for menneskelige hensigter.

En speciel forskningsdisciplin hedder ø-biogegrafi. Den handler om hvordan øers relative isolation påvirker deres biodiversitet. Det er jo klart at jo mindre areal og jo længere afstand til andre øer, desto større sandsynlighed for at udvikle et helt eget biom med arter, der i tidens løb afviger mere og mere fra søsterarter på fastlandet og andre øer. Det er også klart at hvis en tilfældig katastrofe udrydder en eller flere arter på en ø, så betyder afstanden til nærmeste bestand + de pgld arters spredningsevne rigtig meget for om der genopbygges bestande. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at artsantallet pr arealenhed er lavere på mere isolerede øer, og at de enkelte arter tit kommer til at afvige fra hovedbestanden (typisk har ø-bestande mindre gennemsnitsstørrelser. Det kan også ske at de få præsente arter tenderer til at udnytte flere / andre nicher (og måske i meget lange løb mikroevoluerer til et antal nye småarter lissom Darwins finker).
Det siger næsten også sig selv at jo mindre en ø, desto større risiko for at en tilfældig hændelse får katastrofiske konsekvenser for (dele af) biomet.
Ø-biogegrafien beskæftiger sig med disse og lignende forhold med masser af formler, statistikker og empirier. Lidt af empirien er faktisk fra min hjemegn, Roskilde-egnen. Peder Agger (m fl) lavede nogle interessante undersøgelser om agerlandets småbiotoper i 1980-erne (rapport udgivet 1986).

Der har i den (følgende) tid været en del interesse for de strukturer, naturen i agerlandet kan være i og sprede sig ad. Naturens “infrastruktur”. Fra landbrugsdriftens side har interessen i høj grad drejet sig om at fjerne dem forsåvidt de har ligget i vejen for de store maskiner eller for beregning af de arealtilskud, der skal sikre driftsøkonomien.
Fra biologers side har det jo i høj grad været det modsatte: At bevare nogle refugier og trædesten. Og desuden en del faglige diskussioner om hvor stor eller lille den biologiske værdi er af fx “spredningskorridorer” og “trædesten”. Det afhænger selvfølgelig meget af hvilke arter, det er, der skal sprede sig. Hvor hurtigt kan de bevæge sig?, hvor afhængige er de af skjul, fugtighed, føde etc under spredningen?, hvor følsomme er de for de faktorer, der lurer mellem “trædestenene” som fx kunstgødningskorn i paddernes vandringstid eller hurtige biler når egernungerne søger hjemmefra? Hvor bredt skal et levende hegn være for at have spredningsværdi for fx firben? Hvor bange er oddere for at svømme under en bro eller harer for at krydse en 6-sporet motorvej?

I nyeste tid vinder en ny dagsorden frem i tænkningen om naturforvaltning: Småbiotoper og andre slags naturøer er meget underordnede, hvis man mest interesserer sig for de særligt sjældne (og krævende) arter, og den særligt storslåede natur (som man kan opleve, hvis man har mulighed for at rejse hen til den).
Derfor mener nogle at det er irrelevant, eller ihvertfald spild af resurser at arbejde for natur andre steder end i store sammenhængende områder. Naturens største mangel er PLADS. STØRST naturkvalitet opnås ved at give naturen mere plads og lade den passe sig selv.
Det sker dog samtidig med en stor interesse (mest blandt nogle andre) for insekthoteller, uslåede græsrabatter, taghaver, små høenge (“blomsterenge”) i byparker og andre meget små naturøer.

Grundprincippet om STORE arealer uden for meget indblanding svarer godt til øbiogeografiens helt logiske forudsigelser og passer selvfølgelig – selvom det slet ikke er sikkert at uforstyrrethed af naturmæssigt fornuftige menneskelige aktiviteter borger for høj naturkvalitet i anden forstand end at det er mere naturligt når der ikke er så tydeligt direkte udtryk for menneskelig hensigt.
Det er i praksis meget muligt og endda mest sandsynligt at målrettet naturpleje vil have meget store naturgavnlige effekter som supplement til dén naturlighed, de (bevidst hensigtsbestemt udsatte og indhegnede) store planteædere kan skabe.

Et eksempel kan være “natur”øen Boserup skov i Roskilde. En meget flot gammel skov med mange spor efter kultur gennem historien og nutiden og med mange fine naturværdier. Det er desværre ikke sandsynligt at der bliver etableret hverken græsning eller vildgræsning i den foreløbig.
Men selvom der gjorde, ville det næppe hjælpe mere end marginalt på den voldsomme tilgroning med ær (ahorn), der vælter op i store dele af den. En meget kraftig (over-)græsning kunne måske hæmme den seriøst. Eller en stærkt styret græsning, hvor fx geder (eller bare fx kvæg) blev holdt i tæt (over-)græssede folde lige dér hvor tilgroningen er værst, suppleret med målrettet fældning af frøkilder på andre delarealer og anden direkte ærbekæmpelse ku nok bedre gøre det. Så er vi også langt fra selvforvaltende urørt natur i en eller anden absolut forstand.
Det kommer næppe til at ske, så i praktisk realitet vil den ærbefængte skov mest sandsynligt miste meget af sin biodiversitet i den næste lange tidsperiode (århundreder, med mindre der sker et eller andet uforudseeligt). Ikke decideret alene på grund af udlægningen til urørt, men i sammenhæng med at skoven har en historie, der bl a indeholder at ær er introduceret og har haft frit spil.
Ideelt ville en kombination af vildgræsning og målrettet ær-bekæmpelse (og vist ikke ret meget anden naturpleje – når bortses fra stævning af den lille fredede stævningsskov) være optimalt for naturkvalitet og konkrete naturværdier i Boserup. Efter min personlige smag som elsker også af kulturhistorie burde man samtidig gøre en behjertet indsats, også for at passe godt på de mange kulturspor. Men det er på en måde en ganske vist altunderstøttende biting for skoven-set-som-naturø.