I min naturinteresserede socialitet fylder 2 begreber ‘zoom‘ meget her i november 2020.
Folk bruger i denne tid og måned internettet mere end fiskenettet, sommerfuglenettet, slagnettet og de udspændte store tynde, man fanger trækfugle i for forsigtigt at pille dem ud, kønsbestemme, måle og veje dem; notere alt ned, og give dem en lille ring om benet inden man lader dem flyve videre. Det skader ikke (ret meget?) nogle lader sig ligefrem fange flere dage i træk – nok ikke for sjov, men fordi det åbenbart ikke skræmmer nok til at de kan lære det.
Møde- og konferencesystemet Zoom bruges også meget 
flittigt, selv af os naturelskere, der ellers egentlig ikke er ret teknikbegejstrede. Eller er vi?
. Der er ihvertfald ret god grund til begejstring over at vi kan mødes uden at smitte hinanden og diskutere, udveksle ideer, overvære foredrag og powerpointvisninger mm. Og vi gør det faktisk ret meget. Mere end jeg ville have troet. Selv runkedorer, jeg ikke havde ventet det af, finder ud af det. Og opfindsomheden er ikke helt ringe, af emner og variationer.
. Når vi vænner os mere til det, vil vi udforske det endnu mere. Fx bruge mobilen meget mere, og istedetfor at transmittere dårligt belyste billeder af vores passive hoveder på rodede baggrunde i skæve vinkler og grumset gengivelse fra computerkameraet, vil vi bruge mobilens fremadvendte kamera og vise billeder af hvor vi går og står, og fx transmittere en smuk svamp, en grim forseelse, en blomst, vi er i tvivl om og andre endnu mere fængende billeder. I “realtid”, mens vi er i gang med at drøfte et mere teoretisk emne.
. Vil dét fremmedgøre os endnu mere, eller vil det tvært imod udvide vores bevidsthed og opmærksomhed, så vi ligesom andre af naturens skabninger kan opleve verden og være indlejret i den på andre måder, end dem menneskets sanser naturligt determinerer? Jeg spør bare.
(Og vil det reelt være “tvært imod” fremmedgørelse, eller tvært tvært imod netop fremmedgørelse i en helt potenseret form? – Det spør jeg også bare om.)
Og så lægger vi billeder op i nogle (andre) “sociale medier”. 
Masser af vildt imponerende smukke fugleportrætter, så man skulle tro det var løgn, hvis ikke de var så enormt virkelighedstro og detaljerede.
Der er noget mærkeligt og paradoxalt ved disse superskarpe nærbilleder af fugle, man aldrig i egen personlige person kommer til at stå halvt så tæt øje til øje med. Og selvom man gjorde, ville man i vor tidsoplevelses skala aldrig kunne nå at se mere end en lillebitte forbiflimrende brøkdel af dét, vi på billederne i ro og mag kan synke selvforglemmende ind i. Endda hjemme i sofaen eller regionaltoget, eller ubemærkeligt under et mindre relevant indlæg i et zoommøde.
Virkelighedens fugle er meget ofte væk inden man når at fokusere. Eller de er små næsten usynlige prikker næsten hinsides synsvidde (undtagen for virkelige fuglenørder, som kan arts-, køns-, størrelses- og aldersbestemme semimikroskopiske pletter på en diset vinterhimmel med eller uden hjælp af kraftigt zoomende teleskoper). Langt de fleste fugle lægger vi andre end ikke overhovedet mærke til har været her. Hvor meget går vi og kigger op i luften?
. Man hører at der dagen før var hundredevis af traner henover byen, man bor i. Tranetræk er noget, man først hører, og så lægger man nakken tilbage, og finder kikkerten frem – resten af dagen bader man i eventyrlige flyvedrømme; svæver i fantasien med til de evige fodermarker ved Pulken og Hornborgasjön akkompagneret af den dragende nærmest overnaturlige sang.
Men vi andre har haft ørehængere i ørerne og øjnene skiftevis på trafikken og facebogens blafrende sider – som vi alligevel ikke husker ret meget af. Men der var måske lige dét billede af graciøst dansende traner i sølvglinsende dis med pilebuskenes filigran i baggrunden. Et zoom helt fra Skaraborgs län til Midtsjælland. Over 300 km. Som man husker og når man kommer i tanker om det, hopper også den ide op og ned i bevidstheden, om at tage en smuttur derop på rette årstid næste gang, man får tid og lov. Og råd, jo også.
Også forrygende makrofotos tager vi, og deler + deler ros ud for. Også dét er en på en måde over-naturlig udvidelse af vores synssans, og det kan fortælle nyt om gammelt på en (næsten) direkte oplevelig måde. “(næsten)” fordi det selvom vi hele tiden er tæt på det, meget nemt kan være så eksotisk, at sproglig forklaring kan være helt nødvendig for overhovedet at fatte, hvad det er man ser. Og endnu mere for at forstå hvad det egentlig er og gør. Det regner man som regel ikke ud, bare ved at se det.
Et særligt aspekt af fotografi-delingen er artsbestemmelse. Både gennem spørgsmål til mere eller mindre gode svarere, lige fra de kyndigste og hjælpsomste eksperter, over velmenende “svende” som mig selv, fx, der giver nyttige oplysninger om hvordan man selv kan komme videre (med at nærme sig til selv at kunne bestemme svampene) til uvidende ignoranter der skyder forkert men skråsikkert. Den ringeste kategori findes ikke kun i faceboggrupper, men også i nogle af de apps, der findes. “Shroomi” er fx et skrækeksempel.
Svampeatlas-appen er noget af det bedste, der findes.
Det betyder slet ikke at dens forslag ikke ofte er helt hen i vejret. Den foreslår, det er vist 10 muligheder 
og angiver sandsynligheds%er. Ofte passer det overhovedet ikke. Den er kun nybegynder, ved at lære, og den er ikke bedre end de erfaringer, den opsamler og de billeder, den modtager. Men lære gør den til gengæld også: De “fund”, man lægger ind bliver ekspertvalideret af nogle af Danmarks (og faktisk verdens) dygtigste mykologer – og rettet, når de er forkerte eller billedet, de bygger på er for usikre til at det kan afgøres sikkert. Så dels behøver man ikke leve evigt i forkert tro efter at have brugt den; dels må man vente at det specialudviklede system bliver mindre og mindre usikkert med tiden.
I (ihvertfald nogle af) faceboggrupperne optræder nogle enormt dygtige og fornuftige hjælpere. Man gør klogt i at lære sig hvem der er gode, og hvilke steder, der ikke er gode. Et godt eksempel er facebogsgruppen “Svampeliv”, hvor administratorerne altid skriver godt og klogt – men heller ikke dén er sikret mod dumme svar fra andre. Det må man lige agte sig for.
. Dumme spørgsmål findes ikke, men det gør de nu alligevel, kan man se. Det er selvfølgelig ikke dumt at man ikke har (svampe-)kundskab til at kende selv de nemmeste. Det er kun naturligt. Men det er mangel på social intelligens, fx at lægge et dårligt billede ind (hvor man fx ikke har rettet sig efter de retningslinjer for billeder, som man ved indmeldelse i gruppen skrev under på at have læst), og bare skrive fx: “Kan den spises?” måske udvidet til “Kan den spises? – og hvad hedder den?”.
. Det er også dumt i den forstand at man ikke beder om viden, man kan bruge til at komme videre med og lidt mere selvstændig, men egentlig beder om at blive fastholdt i hjælpeløs afhængighed af nogle der vil tage ansvar. Derfor er svar, der alene består i et artsnavn eller et “ja”+et artsnavn, eller fx noget i stil med: “Ja, bare op på panden med dem” også dumme. Fordummende.
. Et godt svar er ét, som hjælper spørgeren til at forstå mere, vide mere, kunne mere; måske selv gå videre med undersøgelser. Eller som peger på et eller andet, der kan vække hens interesse. Det ku være: “Ikke spiselig, men en ganske god garnfarvesvamp. Det er den meget almindelige Knippe-svovlhat, der smager stygt og måske er lidt giftig. Nem at kende på den specielle grøngule lamelfarve når den modner lidt mere.” Mindre kan selvfølgelig sagtens gøre det. Mange sætter et link ind til en udførlig beskrivelse af den svamp, de mener det er. Og angiver om de er sikre i deres sag, eller bare tænker “måske”.
Nu er teksten rigeligt lang for denne gang. Men lige et apropos om Zoom-møder: Jeg kan sagtens forestille mig at man på et tidspunkt laver nogle svampeture via zoom på telefoner / tabletter. Nok ikke mange, men ved særlige lejligheder. Det ku fx være tema-ture, hvor man går hver sit sted (måske i smågrupper) af nogenlunde samme naturtype og mest koncentrerer sig om bestemte slægter eller formgrupper. Det ku være fyrreskov på sand og skørhatte. Når man finder en kollektion, viser man den for de andre på voksestedet, og plukker nogle eksemplarer og fortæller om konsistens, lugt, smag osv, samt svarer på de andres spørgsmål og hjælpes ad med at nærme sig en bestemmelse. Tit vil det kunne lykkes helt til art; andre gange vil man skulle undersøge sporer eller kemiske farvereaktioner for at komme helt i mål. Sjovt kan det da være at prøve.
Man kan så -lommefilosofisk og endda lommesocialpsykologisk- spørge om det ikke er farligt for vores menneskelige natur, sådan at omforme vores personlige samvær til noget, der foregår på afstand og bag glasskærme og svært gennemskuelig teknik. Gør det noget dårligt ved vores sociale evner eller ved vores psykiske helse eller andre aspekter af vor biologiske arv? Ligesom man (engang?) kunne frygte hvad skriftsprog, endda i massedistribueret trykt form ville gøre ved os.
. Og jo selvfølgelig også om vores naturligt grådige og hensynsløse kapitalistiske verdensfirmaer er modne til ikke at misbruge den enorme magt, den indzoomede socialitet giver, så vores højt kultiverede, men dybt naturdeterminerede samfund perverteres endnu mere end de allerede er.
Det må I selv svare på…….
PS: Færre billeder til dette opslag end jeg plejer. Jeg opfordrer til istedet at gå på billedjagt i de enorme mængder, der er tilgængelige i nettet. Et enkelt helt tilfældigt, men meget relevant eksempel er den danske naturfotograf Jan Tandrup Petersen, man bl a kan finde i facebook og instagram.