I en af mit barndomshjems reoler stod den altid spidsfindige skribent Hans Scherfigs essaysamling “Naturens Uorden”. Titelessayet har flere forskellige lag og er sjovt at læse. Kender man den fremragende og i sin tid meget populære naturforsker og -formidler Carl Wesenberg-Lund (læs evt lidt om ham i Lommen nr 43), er det ekstra sjovt. Scherfig anerkender og roser ham varmt, men spidder ham også grundigt for et udsagn i en af hans imponerende indsigtsfulde bøger (Fra Sø og Aa) fra 1922, om at gejstligheden bør lære naturhistorie og anvende den i konfirmandundervisningen så den kan “vinde i dybde og inderlighed” i modstrid med ungdommens “golde ateisme”.
Scherfig var selv glad for vandhulsbiologi (og skrev en meget smuk lille bog om det: “Dammen”). 
Så han vidste udmærket fra selvsyn, hvor grum og nådesløs, naturen kan være. Og det udpensler han lidt i essayet. Men kristendom var ham stærkt imod, så han gør sig meget lystig over kontrasten mellem Wesenberg-Lunds på den ene side grundige indsigt i den ubarmhjertige natur; på den anden side hans ide om at dén viden skulle befordre kristen fromhed.
(Faktisk synes også jeg, det er lidt mærkeligt at Wesenberg-Lund (og mange andre indsigtsfulde naturhistorikere) kunne mingelere sig frem til en harmonisk forening af dyb forståelse af biologiske processer med kristen religiøsitet. Det siger nok noget interessant om menneskelig abstraktionsevne.)
Dén kontrast sætter han ind i en større sammenhæng: Traditionen for at forklare naturen som udtryk for en veletableret balanceret Orden – “Naturens Orden” – ordnet af Gud eller måske uden Ham, men så på anden vis justeret i en meget fint og præcist tilpasset hensigtsmæssigt funktionelt sammenhængende helhed. Man kender også begreber som “naturlig balance” og lignende. Mange historier beskriver, hvor hensigtsbestemt nogle detaljer er indrettet, og hvor velafstemt harmonisk økosystemer er sat sammen.
GAIA-teorien, som var en del omdiskuteret i 1980’erne er (var?) et smukt og meget tankevækkende / inspirerende eksempel. Meget forenklet går den ud på at biosfæren gennem mange feedback-mekanismer hele tiden opretholder betingelserne for at eksistere videre. Altså både et eksempel på den (grund-)lov at ethvert systems første og vigtigste opgave er at opretholde sig selv (det gælder med få og modstræbende undtagelser også for kommissioner og ad hoc-udvalg o.l.). OG et eksempel på at ligesåvel som at samspillet mellem enkeltdele med hver deres “projekter” og funktioner skaber og former den helhed, de indgår i; ligesåvel begrænser og former og rammesætter helheden de enkelte deles udfoldelser og funktioner. En altid interessant måde at betragte og analysere systemer på; også sociale (kulturelle, politiske etc) systemer. Betragt som et eksempel bare den nu i oktober 2020 aktuelle situation med (måske?) opbrud i den traditionsrige strukturelle sexisme.
Hvis vi betragter GAIA-teorien som en normal-tilstand og udtryk for at naturen faktisk er “i orden”, er det nærliggende at betragte menneskelig dominans af kloden *) som en forstyrrelse af Naturens Orden. Vi bringer gennem vores overdrevne aktivitet og (de andres) overbefolkning uorden i biosfæren og sætter (som en del unge klimaaktivister siger:) “klo
den” på spil.
Men dét var slet ikke Scherfigs perspektiv. Som religionskritisk evolutionist og bourgeoisi-kritisk kommunist var han ude efter selve ideen om Naturen som udtryk for en eller anden Højere Orden. Måske lidt overdrevent drilsk, men uden at forfalde til vulgærdarwinistiske ideer om at den bedst tilpassede til at få levedygtigt afkom skulle være = “den stærkeste”, fokuserer han på den alles-kamp-mod-alle med indviklede sindrige tilpasninger til at æde eller på snedige måder parasitere eller misbruge hinanden, som man kan iagttage fx i en vandpyt. Dét stikker han vellystigt til Wesenberg-Lund og andre ordensnaivister med – som den satyr, han jo var.
Min egen kritiske vinkel på udtrykket er lidt anderledes. De grusomme mekanismer kan jo udmærket betragtes som udtryk for en -grusom- orden: Hvorfor skulle et velordnet Systema Naturae **) nødvendigvis følge humane moralske normer?
Vel findes der jo nok nogle mere eller mindre vage ideer i 2020’ernes herskende omverdensforståelse om at Naturen er God og Mennesket Ondt, men nok på et mere abstrakt (og universelt) plan, end at de enkelte små grusomme organismers små grusomme metoder er moralsk forkastelige i et kristeligt perspektiv. Det er mere både den om klimaet (vel egentlig også som metonymi for hele den antropocæne trussel mod det vilde med det vildes egen vilje), og så dén mere abstrakte generalisering om at økosystemer hviler i en harmonisk ordentlig balance (som vi mennesker kan forstyrre, hvad snart sagt enhver naturudsendelse i TV forklarer). Uden rekurs til nogen direkte god/ond-dikotomi, men mere som en bekymring for Naturens Ordens Skrøbelighed, som vi uafvidende eller i afstumpning kan komme for skade at skade.
Min vinkel harmonerer meget godt med en halvgammel glemt naturfilosofisk traver: Jacques Monods “Tilfældigheden og nødvendigheden” fra 1971 såmænd ***). Den forklarer (bl a) de 2 principper, der 
tilsammen er nødvendige og tilstrækkelige for at forklare at evolution gennem naturlig selektion kan foregå i biologiske systemer (primært organismer / organismegrupper, men når man tænker over det, egentlig også i såvel sub-organiske som økologiske systemer – og sågar kulturlige). Vel at mærke forklarer den også at sære uhensigtsmæssigheder bevares selvom en rationel intelligent designer ****) ville have erstattet dem med noget andet. Kort fortalt, så opstår der tilfældige varianter (fx af primaters afkom), og så er det nødvendigvis dem med de bedste forudsætninger for under de givne omstændigheders nødvendighed at få mest forplantningsdygtigt afkom, der bliver flest af; i det lange løb måske de eneste. Fordi nødvendighedernes pres udrydder de andre, når der af “tilfældige” eller “ydre” årsager ikke er resurser nok til alle. Det er ikke nødvendigvis de bedst tilpassede “the fittest”, der udvælges naturligt, men dem, der måske rent tilfældigt i en given kritisk fase klarer sig bedst. Hvis den population tilfældigvis besidder et eller andet andet træk, der egentlig ikke har noget med fitness at gøre – så hænger efterslægten nødvendigvis på dét, indtil det måske ender med at blive selekteret væk. Det kan det bare ikke, hvis det tilfældigvis er koblet sammen med andre, men nødvendige træk – måske endda nogle, der bygger ovenpå det, så det er en måske lidt halvskidt grundkonstruktion, men dén der nu engang er til rådighed.
Naturlig evolution udvælger ikke nødvendigvis det bedste, men det der tilfældigvis er godt nok. En enkelt af de -set ud fra et intelligent design-perspektiv- ærgerlige følger af dét er de store smerter og seriøse risici, menneskehunner føder børn under. Det opretgående menneskes bækkenparti er nedarvet fra ét, der var velegnet til en mere 4-benet gangart, men omdannet til at kunne gå og gå på 2 ben som et kompromis, der kan fungere, men med fordel kunne have været konstrueret helt anderledes, hvis en Intelligent Designer og ikke samspillet mellem tilfældighed og nødvendighed havde styret processen. Det er interessant og indsigtsgivende – og illustrerer at Naturen som sådan ikke kerer sig om at være Ordentlig.
Eller tænk på de stakkels sygdomme, parasitter og rovdyr, der er så uheldige at udrydde deres værtspopulationer, så der ikke længere er noget at leve af. Bare fordi de rent tilfældigt er lidt for “effektive” til at svække, dræbe og fortære. De udgør deres andel af det gigantiske antal uddøde arter, som naturen har ophobet i skøn uorden. Og hvis vi mennesker ligesom mange andre livsformer ender med at ødelægge vores eget livsgrundlag og altså gå til grunde (hvad man kan vælge at kalde et udslag af naturens orden), er det ikke Naturens Orden, vi har forstyrret, men nogle forhold, der i en periode egnede sig godt til en menneskehed. I givet fald vil andre livsformer på vanlig uordentlig vis føre biosfæren ind i en ny tilfældig ubalanceret dynamisk-balance-lignende udviklingsproces. Hvis vor art fortsætter lige indtil solen eksploderer og opsluger jordkloden om ca 5.000.000.000 år, vil det ikke ligefrem stride mod Naturens Orden, men dog være meget imod dens sædvane.
PS: “Naturens Uorden” kan lånes som e-bog via bibliotek.dk. Både de andre essays og selve titel-essayet behandler også meget andet end lige dette tema. Det hele er stadig læseværdigt.
Noter:
*) (for der indgår / indgik vist ihvertfald i nogle forståelser af teorien at det var jordkloden som sådan, der opretholdt en biosfære på sig selv)
**) Systema Naturae er en anden meget skæg association til Naturens (U)Orden: Det er titlen på Carl von Linnés berømte og ekstremt indflydelsesrige værk fra 1700-tallet, hvor han opfandt det klassifikationssystem, der stadig (selvfølgelig med videreudviklinger) anvendes til overhovedet at få nogenlunde overblik over verdens enorme og enormt forvirrende biodiversitet. Uden dét (eller et tilsvarende) ville biologer overhovedet ikke ane hvad hinanden (eller de selv) snakkede om. Han er blevet citeret for at Gud skabte Naturen, men han, Linné ordnede den! Frækt, men sandt.
***) Jeg fik engang laveste karakter, man kunne undgå at dumpe med – som straf for at bruge dén som filosofisk reference til en pædagogikum-opgave, hvor der var krav om at man skulle referere til noget filosofi. Det var hverken første eller sidste gang, jeg har erfaret at pædagogik-fagets udøvere var (stadig er?) hildede i en fastlåst snæver begrænsning af, hvilke fiosofiske skoler, der er “stuerene”. Ikke noget med at udfordre eller eftertænke. Måske er det forhåbentlig lykkeligt overstået. Jeg aner det ikke.
****) Jvf den idiotiske forklædning af klassisk kreationisme, der i slutningen af det 20. århundrede blev markedsført under falsonymet “Intelligent Design”.
*****) Billedet af de forskellige planktonorganismer er fra Wesenberg-Lunds “Fra Sø og Aa”, omtalt ovenfor; den som Hans Scherfig både beundrede og hånede.