Vittigheden med at vende om på mit firmas navn er blevet mindre hånlig efter at ‘bjørnetjeneste’ er blevet pendulord. Første gang jeg præsenterede firmanavnet for mine elevkammerater på naturvejleder-efteruddannelsen, hvor der på dét hold var et temmelig kompetitivt psykisk arbejdsmiljø, blev vitsen “natur”ligvis brugt til at markere status.
Firmaet blev i øvrigt til omkring en af de krisesituationer, mit erhvervsliv har været ret rigt på: Jeg startede som naturvejleder i Rødovre kommune under Projekt Vestvolden, som på det tidspunkt blev ledet af en psykopat (som det ikke mere hedder, derfor kan jeg vel bruge ordet uden at blive beskyldt for at stille diagnoser uden at være psykiater. Kun lommepsykiater). Hendes vigtigste opgave var at tørre kulturbysekretariatet (Kulturby København 1996) for 5 mio. kr., hvoraf så stor en del som muligt skulle bidrage til at finansiere beskæftigelses- og uddannelses-opgaver for personer med svag tilknytning til arbejdsmarkedet (eller hvad det hed dengang). Og det lykkedes. Det var nok derfor rådhuset bakkede hende så ubetinget op, trods fagligt groft usaglige beslutninger og menneskeligt groft uempatiske relationer. Sandt forhadt blandt “forretningsforbindelser”, men hendes forvaltningschef ville ikke høre et ord, og forbød mig direkte at henvende mig igen eller nogensinde blive set på Rådhuset. En sær oplevelse. Jeg forstod den først senere, da det blev klart for mig hvad bagtanken med hele projektideen var.
Som sædvanlig kunne og ville jeg ikke holde taktisk 
kæft, så efter kun ca 3,5 måned fyrede hun mig. Hun hadede at kulturbysekretariatet krævede at der skulle ansættes formidlingspersonale for at udbetale pengene, så hun gjorde sig meget umage med at modarbejde og obstruere de opgaver, jeg og mine 2 kolleger, historikeren og udstillingsarkitekten arbejdede med. Vi var jo ikke på dén måde på kanten af arbejdsmarkedet. Men min fyring måtte nok vente til pengene var udbetalt, og var måske lidt nødvendig, for jeg var nået ret langt i at udrede de dybt kritisable forhold. Bl a pga det usædvanlige ved en fyring lige efter udløbet af prøveperioden (hvor det jo havde været helt enkelt og omkostningsløst lige inden), og min grundige dokumentation gik min fagforening ind i det og skaffede mig en erstatning for uberettiget fyring. Fagforeningen og retsvæsenet fik præcedens for at man godt kan få erstatning også efter kort tids ansættelse, når usagligheden er tyk nok. Og Rødovre slap vel af med en risiko for at blive grebet i fusk. Jeg fik i tilgift en lidt rystende oplevelse af at højt placerede embedsfolk under en retssag løj så tykt og for ethvert tænkende menneske åbenlyst. Jeg var nok naiv? Det er jeg nok endnu, for jeg bliver stadig rystet og forarget når andre i offentlige positioner lyver for os alle.
….. nå, det var (lidt af) en lang digression; historien er meget længere og med mange spøjse detaljer. Men ihvertfald havde jeg ikke længere naturvejleder-ansættelse, men fik lov at fortsætte efteruddannelsen, da de godt kunne se at det var uretmæssigt, jeg var røget ud. Gøre noget ved svindelen kunne de dog ikke.
Istedet startede jeg som privatpraktiserende naturvejleder og naturplejer. Det sidste specielt med kæmpebjørneklo, faktisk fordi jeg tilbød Roskilde amt at rodstikke en bevoksning, de havde fundet på et orkidé-hotspot. Det ville de gerne bruge mig til hvis jeg ville oprette mig med cpr-nr etc – og dermed blev Bjørns Naturtjeneste skabt, godt hjulpet af tilfældigheders spil.
Men der kan vel kløves andre betydninger ud af ordet naturtjeneste end et firmanavn. Ikke blot kan jeg gøre naturen tjenester og gøre kunder tjenester i relation til naturforhold – naturen gør os alle store tjenester uden at bede om andet end at bevare muligheden for det.
Det er moder
ne at skrive og snakke om økosystemtjenester – som jo egentlig bare er tjenester som naturen gør os, kan man sige – uden at tænke på vores velfærd; det er bare rigtig værdifuldt for os, fx at insekter bestøver vore afgrøder, bytræer dæmper vinden, regn renser luften, mangrove bremser flodbølger osv osv. Man kunne blive ved meget længe; i grunden kan hele vores tilværelse jo ses som én stor tjeneste, naturen gør os ved at have skabt os + forudsætningerne for at vi kan subsistere.
Jeg vil hellere dvæle en lille bitte smule ved nogle af 
de overdådigt generøse gaver, der ligger kvit og frit i at opleve natur.
Når skyerne gør mig den kæmpe tjeneste at lægge sig som et bølgende tæppe i subtile nuancer af gråt – det er så flot. Eller når en storm løfter søjler af skum fra bølgetoppene, eller lægger sig totalt, så vandfladen bliver et sølskinnende spejl.
Spindelvæv med dugdråber i morgensol, en græsgrøn græshoppe på et æblerødt æble, en uopmærksom isfugl på grenen over åen få meter fra mit tilbageholdte åndedræt.
K. E. Løgstrup skrev om spontane livsytringer, men som jeg har fået det forklaret, handlede det vist mest om menneskelige følelser (der skulle være givet os af en kraft ved navn Gud). Begrebet knnne vel også bruges om kaprifoliernes duft og himlens farve i de berusende skønne sommernætter, eller flagermusenes fine flaks og mursejlernes flotte sving.
Fjordvandets chokerende forfriskende iskulde og bagefter solens langsomme genopvarmning af hele skroget inklusiv gåsehuden.
Biernes summen i en euforisk duftende lindetrækrone, kragefuglenes godnatsang i novemberskoven eller en af mine personlige yndligslyde: næsten hvid støj, men fyldt med nuancer og variationer fra et brusende vandfald.
Der er bare så meget. Langt større subjektiv værdi end økosystemtjenesternes måske objektivt beregnelige økonomiske værdier.