En rig natur i et rigt samfund
Det er titlen på en klog og vigtig rapport som udkom i 2001 efter et grundigt udredningsarbejde, hvor mange parter med forskellige udgangspunkter og målsætninger arbejdede sammen om at beskrive naturens tilstand og udfordringer i Danmark, og finde farbare udviklingsveje for at opnå rigere natur i vort rige danske samfund.
Siden er den generelle tilbagegang fortsat, og måske accelereret, selvom der da også er mange eksempler på begrænsede og måske især lokale berigelser.
Intentionerne og ideerne var gode, og udredningen meget kvalificeret; rapporten er stadig læseværdig. Den giver stadig inspiration til den årlige “Wilhjelm-konference“, selvom den i 2020 er afløst pga en pandemi, som iflg en del forskere hænger sammen med at naturen globalt er trængt, så at (syge) vilde dyr trænges tættere sammen med mennesker (Gad vist, hvor meget hold der er i det, og hvor meget det er at spænde Store Clauss hest for sin egen plov?).
Havde ordet, der kløves været ‘naturrigdomme’ i flertal, ville mine tanker især falde på de resurser, man gennem tiderne har hentet / høstet uden først at skulle dyrke dem, for sådan har jeg mødt det i bøger, tidsskrifter, film osv: Næringsrige Gejrfugle uden flyveevne og flugtinstinkt, som sømænd nemt kunne indsamle som holdbar proviant; hvalolie til belysning af verdens byer; skind til at beklæde mennesker og hytter; latex til kondomer og cykelslanger; grus til Femernbælt og andre broer; fjer til modeindustrien; guld og diamanter til at vække begær; kantareller; brombær og havørreder til selvforsyning; selvgroet tømmer fra regnskov og svensk urskov …. listen er næsten uendelig – fortsæt evt selv.
En del af den naturforarmning vi oplever, skyldes jo det …. ‘tyveri’ er ikke et godt gængs ord til dét, men ‘rovdrift’ betegner vel når sådanne rigdomme overudnyttes; dvs høstes hurtigere end de kan nå at gendanne sig.
Ordet ‘naturrigdom’ i ental får mig dels til at tænke på, hvor rig en følelse, det giver at opleve stor naturskønhed, og dels på steder med stor naturskønhed og meget naturligt mangfold: Ryegårds dyrehave, Knudshoved Odde, Ölands alvar, Extremaduras dehesaer, Telemarks lauvingsliar, Harzen, Estlands floddale, Smålands slåtteängar, Himmelbjerget, …. ja her kan man jo også blive ved og ved.
Men trist er det at tænke på at det faktisk ikke kan blive ved, sådan som “vi” behandler det. Min kone læser lige en overskrift højt: “Døde delfiner skyller i land på Mauritius efter olieudslip”. Den slags nyheder kommer hele tiden, og selvom dele af den bevidsløse rovdrift er ophørt; bl a fordi det er så tydeligt at den ikke kan svare sig ret længe, så koster jagten på pengerigdom konstant dyrt for hele verdens naturrigdom. Der lader til at være et omvendt forhold mellem dem.
Så jeg kommer også til at tænke på om et menneskeliv rigt på glæde hænger bedst sammen med en rig natur eller en rigelig pengeøkonomi. Måske bedst med en passende balance: Jeg føler det som et kæmpestort svineheld at være født i Danmark i 1952 i en kultiveret arbejderfamilje. Tænk hvor stor en undtagelse, dét er, målt med menneskeartens årtusinder og klodens mange fattige egne. Sundhed, mad nok, god uddannelse, jobsikkerhed, lav korruption, høj demokratisk deltagelse – selvom meget af det er under angreb af kortsynet politisk idioti / vælgeridioti og bevægelse mod en anden ubalance i Verden end dén, vi har levet i ly af.
Og trods grasserende naturforarmelse i hele perioden (som jeg ser på med sorg), er der stadig stor naturrigdom at opleve i hverdagen og på ferier – som er til stor glæde – berigelse.
Det er vel en form for paradoks: Stor glæde og berigelse ved områder forarmede for natur. Det hænger nok både sammen med at dén natur, man er vokset op med, det er den, man næsten “instinktivt” holder af. Da jeg boede på landet midt i en smuk egn mellem Hobro og Viborg og havde mange skønne naturoplevelser ved sø, skov, ådal, overdrev, …., så må jeg indrømme at jeg også savnede den nordøstsjællandske natur, jeg har væet på så mange “skov”tur i som barn og ung. Dyrehaven, Harreskoven, sågar Damhusengen, Tisvilde hegn, Gribskov ….
Det er måske på en måde også et paradoks, at meget af min mest elskede natur er, hvad dyrkere af “urørt” natur vil se ned på som kulturpåvirket. Det vedkender jeg mig gerne – og hævder faktisk at mange kulturlandskaber har ekstremt stor naturrigdom. Det med at kultur nødvendigvis forringer natur er en sejlivet myte – i Danmark langt sejere end i vore nordiske brødrelande, hvor kulturlandskabs-begrebet har en helt anden valør. Forståeligt nok, vel, i betragtning af hvor meget skade overdrevent fokus på berigelse på bekostning af natur har gjort i store dele af Danmark.
Hvad der kan gøre mig meget ked af det, er når bestemte steder med gode naturværdier pludselig forringes – og der ikke rigtig er noget at stille op. Mishandling af græslandet og krattene på Sct. Hans, fx. Ikke fordi Sct. Hans’s natur i sig selv var helt i særklasse – men rigtig god var den dog, og er på nogle måder endnu, men hvor har natur-fremmed drift dog ødelagt meget, og helt uden gode grunde. Nu er der håb om at samtidig med at dele af den decideret “fjernes” for at omdanne anstalten til ny bydel, så overtager kommunens dygtige og fornuftige biologer ansvaret for driften af hvad natur, der bliver tilovers, når ikke mindst Ppladserne har fået deres. Og de vil gøre deres for at give naturværdierne mulighed for at berige sig. I det omfang, de får lov af de politikere, der skal afveje forskellige hensyn, ikke mindst til egne fordomme og vælgere, og af de beboere og brugere, der jo nemt kan se deres snit til at forfølge andre mål end lige naturrigdom. Vi får se.