Ren sø at tudse i

Et DN Roskilde-projekt om mere og bedre natur i en dejlig lille sø.

Som en lykkelig bivirkning af DNs kampagne ”Naturlig Grøn Genstart” fik DN Roskilde kontakt med ejeren af denne lille dejlige sø, som vi besøgte og gav en række forslag til at øge den i forvejen fine mangfoldighed af planter, dyr og svampe.

Vil man være med og opleve + hjælpe til, så mail til roskilde@dn.dk

3. Fjerde oprensningsdag.
Fredag d 13 august 2021 var Emil Blichfeldts firma igen i søen. Denne gang var det faktisk slut med trådalger. Der blev kun hentet vandplanter op; næsten altsammen Tornfrøet Hornblad.
Der var masser af salamandre, guldsmede, pragtvandnymfer og endnu forholdsvis små eksemplarer af Grøn Frø.
Denne gang var søen sjovt nok klar allerede fra starten. Fordi tornbladene modsat trådalgerne ligger nede i vandsøjlen med deres rige dyreliv.
Trådalger er et symptom på for meget næring, så når de var væk allerede efter ét år og 2 oprensninger, er det fordi næringen er blevet hevet op (som man kan se under de tidligere indlæg) og kørt væk til kompost.
Emil har siden sidst bl. a. investeret i en tørdragt, som giver nogle flere muligheder
og en dejlig speciel rive med 6 store tænder (omtrent som en gravegreb)
–  og et m e g e t   l a n g t  skaft.
Med den kan man rage ud i vandet og trække store “klumper” af tornblad op med en fornuftig arbejdsstilling.
Idag var en yngre medhjælper med på opgaven.
De halvvoksne grønne frøer er ikke så nemme at se på billederne til højre, men kig lidt nærmere.
De mange guldsmede i forskellige farver og størrelser fik jeg ikke billeder af. De for frem og tilbage over vandet. De er lige kommet nyforvandlede op, og har travlt med at parre sig og lægge æg inden de bliver spist af svaler og andre dygtige luftjægere.
Søen er nu så ren at det ikke er nødvendigt med mere rensning før maj 2022.  Omgangen idag var nr 3 siden 19/8 2020.
Det er effektivt at trække trådalger og andre planter op.
2: Tredje oprensningsdag – juni 2021
9. juni ’21 fortsatte vi.
Der har været én gang mere i 2020, men da var jeg ikke med og har ingen fotos.
Voksne skrubtudser er egentlig ikke specielt bundet til vand.
Men ligesom os kan de godt nyde en dukkert, og ligesom vore fostre, er deres haletudser (og æg) afhængige af at udvikles i væske.
–  Giftvorterne på deres hud er ikke noget problem medmindre man prøver at æde dem. Man kan sagtens holde dem uden handsker; beundre deres smukke øjne og fine farver, og forsigtigt sætte dem ned.
Skal man opbevare skrubtudser et stykke tid, kan de holdes i en slags halv-dvale i et køleskab! Men husk at de er fredede og faktisk ikke må indsamles.

Denne gang var der mange igler. Ikke lægeigler (blodigler) men nogle andre. Der findes vistnok 14 iglearter i Danmark. Den almindeligste skulle være hundeiglen. Det er nok dem.
Eller måske en art, der suger blod af snegle eller frøer og salamandre – som der er mange af i søen. Nok ikke af pattedyr.
Igler har sjove måder at bevæge sig på; se 2 bittesmå film (ved at klikke på billedet).

En længere film, for os med lyst og tid til lidt slow-tv:
I et kvarter ser man Emil gå 2 gange gennem søen og hjælpe en masse vandplanter i land, mens han og Jonas udvikler metoden og oplever noget. Det er stille og roligt, men der sker hele tiden noget.
Se det ske.

1: Første oprensningsdag – i 2020
Foruden forslag om planter og drift af arealet udenom selve søen, foreslog vi at få sø-naturplejefirmaet EB Miljø til at rense trådalger (og vandplanter) op ”næringsstofudpining”.
Metoden er ganske simpel og skånsom.
Med et net trækkes trådalgerne (og vandplanter) i land, hvor det rinder af på bredden og smådyr søger tilbage.
Man bør hjælpe de af dyrene, man kan finde. Mange finder selv tilbage til vandet, men nogle går til. Til gengæld bliver forholdene bedre, så endnu flere kan få gode liv i søen.
.  Når dyngerne er tørre (og lette), kan man kompostere dem. – Evt direkte på jorden mellem rækkerne i køkkenhaven, eller hvad man synes.
Det er sjovt at hjælpe dyrene tilbage, så færre risikerer at blive tørlagt, og flere kan blive registreret og måske fotograferet og filmet.

Vi havde en sjov eftermidddag sammen med ejeren og Emil og Jonas fra EB Miljø, og glæder os til at være med igen ved opfølgningerne om ikke så længe.
Det er spændende, hvordan søen så ser ud.

Haletudse i hånd
Ren sø
Se flere billeder

Lukket for kommentarer.