RoundUp

Jeg anbefaler ikke brug af gift i naturen.
Men det er lovligt, når man følger brugsanvisningen, Arbejdstilsynets regler og anden relevant lovgivning.
Og jeg anerkender med glæde at nogle har udryddet deres bevoksninger effektivt og næsten fuldstændigt på kort tid.
Ligesom med fx antibiotika, så er det ikke giften i sig selv, der er et problem, men når den bruges ufornuftigt. Og ansvarlig pensling af skadelige planter er mere fornuftigt end fx at lade stå til.
Men tit og ofte er rodstikning nemmere og mere effektivt, selvom du måske har svært ved at tro det.

”Husråd” som benzin, salmiakspiritus, kobber og køkkensalt mm er ikke lovlige, da kun midler, der står på listen over godkendte bekæmpelsesmidler er lovlige.
(Almindeligt salt er faktisk giftigt, når mængden er stor nok.)

Det eneste tilladte middel er RoundUp, og de anbefalede metoder er enten pensling / stempling eller præcis sprøjtning med rygsprøjte.

Ved upræcise strint eller endnu værre: bredsprøjtning dræbes al vegetation.
Hele plantelivet nulstilles og jorden lægges fri – til fordel for kæmpebjørneklo!

Det er ikke tilladt at sprøjte på arealer beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, f eks moser, strandenge, ferske enge mm.
Ejheller på arealer med en fredning, der udtrykkeligt forbyder det.
Dér kræver det dispensation, som kommunen måske vil give.
Kontakt mig gerne, hvis du er i tvivl.

Bemærk at RoundUp måske snart forbydes – mere eller mindre fuldstændigt.

Tidligt forår (og måske milde vintre?) er sæson for gift: RoundUp virker ved at blokere noget biokemi, der indgår i planters celledeling = vækst.
Så under fremvækst (hvor bladene er små og følsomme, uden tykt vokslag) virker det bedst.
Bekæmp flere gange, da der kommer nye frem fra rødder og frø hele foråret.

Kom omhyggeligt ud i afkroge og langs skel. Enkelte isolerede planter giver mere fremtidigt besvær hvis de får frø, end dém midt inde i bestanden.

starten af juni stiger kæmpebjørnekloernes niveau af plantehormon til at danne blomsteranlæg. Da er de langt mindre følsomme for RoundUp. Se selv (film, 54 sekunder).
Og da dækker deres blade et stort areal.
Det er dyrt og dårligt at sprøjte senere end starten af juni.

Sommer- og sensommersprøjtning kan give direkte negative resultater:
Man risikerer at andre planter dør mere effektivt end kæmpebjørneklo, som nok svækkes og misdannes, men dog modner frø, der lander på et perfekt renset bed af blottet jord.

Kommer man for sent i gang, og alligevel insisterer på at bruge gift, anbefales det derfor at: Først slå planterne, og når de er begyndt at skyde, da pensle eller sprøjte de spæde blade.
Og endelig holde øje med om enkelte ”smutter igennem” og danner blomster + frø. Disse enkelte kan lettest rodstikkes.

Jeg har selv kun lidt praktisk erfaring med at bruge gift, men jeg ser mange uheldige eksempler, hvor det er lykkedes dårligt eller ufuldstændigt, og dermed er temmelig spildt arbejde. Jeg ser også gode eksempler, så snak eventuelt med en dygtig sprøjtefører.
Og OBS: Jeg er interesseret i at lære mere, og jeg vil meget gerne høre og viderebringe gode råd og erfaringer.

Hent dette billede med gode råd.

Lukket for kommentarer.