Nationalpark-kunst – hvorfor og hvordan?

Nationalpark-kunst – hvorfor og hvordan?

Kontekst, galleri eller pulterrum?
En aktuel ansøgning om at opstille et kunstværk i nationalparken ”Skjoldungernes Land” (”det kulturhistoriske landskab”), har givet anledning til nogle overvejelser. Lidt lommefilosofiske, men måske interessante for os naturelskere, os kunstelskere og os, der bruger eller bor i danske nationalparker.

Hvad er det, der anfægter mig?
Jeg reagerede på DNs vegne negativt, først på en placering oppe på en ås (i strid med kunstværkets motivs natur og med oplevelsen af udsigt og gravhøj), derpå en placering i fodenden af en p-plads ved Boserup skov.
Hvorfor? Er jeg bare imod alle ændringer eller hvad?

Jeg kan godt li god kunst, kultiveret natur, overraskelser og initiativer, så hvad er der galt?

Go landart
Hvis et landskab (og dets rette brugere) skal være vært for et kunstværk, som nogen kommer “udefra” og vil udstille, så stiller det nogle krav til gæsten = kunstværket. Vi byder ikke ukritisk hvem eller hvad som helst velkommen indenfor. Hverken i hjemmet eller hjemegnen.
Man kan jo diskutere om en gasbeton-efterligning af en meteorsten forstørret fra ca 1/2 m til måske 2-3 m er landart. Det mente kunstneren vist selv, da vi mødtes på p-pladsen. Ihvertfald refererede han til begrebet. Jeg vil umiddelbart mene, det er kunsthåndværk, for der er jo hverken nyskabelse eller landskab i værket, men en -sikkert dygtigt udført- efterligning af et stedfremmed objekt.

I mit kunstsyn, så er landart stedsspecifik. Det samme værk er ikke det samme på forskellige (slags) steder. Og ikke ethvert værk er relevant hvor som helst. Det skulle nødig være lige gyldigt.
Til et relevant landart-værk hører et forudgående kendskab til stedet – om ikke andet, så i form af en undersøgelse eller i det mindste nysgerrighed om det. Så at værket kommer i dialog med landskabet; ikke bare bliver tilfældigt anbragt i det.

Hvad er “landskabet”? Foruden hvad det rent geologisk og biologisk og historisk er, så har det også en vigtig socialt / kulturelt båret identitet, som kan udfordres / krænkes / styrkes og på andre måder forholdes til. Men som det er uværdigt at negligere eller forblive ukendt med, som land-artist el anden form for indtrængende projektmager.

Intellektuelt doven kunst
Et værk, der kommenterede, inviterede, måske udfordrede, kritiserede eller inspirerede i dialog eller samspil med det specifikke sted, det var lavet til, ville jeg ha det meget anderledes med. Det kunne fx handle om skovens historie; eller særlige arter, den rummer; måske noget, der problematiserer dens drift og pleje, eller skovgæsternes brug af den.
Eller måske noget om stedets geologi eller rolle i det større landskab. Ikke et lærestykke, men noget kunst, der har gjort sig den umage at lære sit sted at kende og få et -på en måde gensidigt- forhold til det.
Landskabet er ikke et kunstgalleri eller -som i dette tilfælde- et pulterrum, men en levende del af vores liv med sine egne karakteristika og værdier, som en gæst skal respektere, hvis han selv vil respekteres.

Man kan være en god håndværker og lave en perfekt forstørret imitation af et irrelevant objekt. Det forbliver ligegyldigt som landart medmindre man sætter sig ind i både stedets og objektets natur og kontekst, og relaterer kunstværket til dem – Både stedet og det imiterede objekt. (I dette tilfælde meteoritter).

Anfægter det naturen?
Det er et fremmedelement uden relation til den lokale natur, men skader den næppe.
Der kan måske være noget med materialerne (gasbeton med cementovertræk og maling yderst), og selvfølgelig ville et ædelt materiale være lækrere, men iflg kunstneren vil der kunne vokse mos på den. (Og iflg mig kan den også tiltrække graffiti, men det kan måske være en fordel, hvis de så af den grund sparer træerne).

Anfægter det oplevelsen?
Det irriterer -mig ihvertfald- at man vil distrahere oplevelsen af det sted, man autentisk befinder sig istedetfor at berige den.

Er de flotte egetræer, hasselbuskene, ellesumpen omme bagved ikke gode nok? Hvorfor ikke? Er der rent faktisk behov for mere? Ønsker nogen mere?

Hvis ja, hvorfor så ikke noget, der på en eller anden måde perspektiverer eller uddyber oplevelsen af selve den skov (og p-plads og egn), man er ankommet til?
Et værk, der på en eller anden måde udsprang af en kærlighed til stedet, eller en kritik af det eller på anden måde en beskæftigelse med det, ville være noget helt andet. En berigelse fremfor et deponi som ingen brugere jo ønsker.

Anfægter det landskabet?
At pådutte stedet et værk helt uden relation til stedet, det er vel snarest arrogant eller respektløst. Overfor stedet, overfor os, der bruger det, overfor den viden og de traditioner, der udgør stedets identitet. Hvorfor beder “man” ikke kunstneren fordybe sig i hvad det er, han er ved at bessermache?
Der er rigtig meget i landskabet at forholde sig til / gøre opmærksom på / perspektivere. Hvis man gider gøre sig umage + respektere den sammenhæng, man kommer uindbudt ind i.
Hverken naturen, landskabet eller vi, der bruger og holder af det, har inviteret kunstinstitutionen til at komme og forbedre noget. Så en vis respekt og ydmyg tilgang til de sagesløse modtagere af den opgave en pengegave har givet kunstinstitutionen burde ikke være et urimeligt krav.

Hvis landskabet (og vi, der rent faktisk bruger, elsker og kender det) skal beværte noget “kunst ud i landskabet”, så skal der være en gensidighed. Ikke en pådutning ude- eller oppefra. Vi har vor og vort steds identitet og integritet at tage vare på.

Anfægter det nationalparken?
Et eksternt finansieret kunstprojekt vil have “Kunsten ud i landskabet” og med nationalparksekretariatet som håndlanger placere en skulptur i landskabet.
Skulpturen er blevet udvalgt af en skjoldunge = sekretariatsmedarbejder efter en slags konkurrence, og skal bestå af en ca 2×3 m stor kopi af en ca favnstor meteorit, der er fundet et sted i USA.
(Iflg kunstneren den største meteorit, der er fundet. Det er dog helt forkert, hvis den rigtige er cirka favnstor. Det er jo fx langt mindre end den ca 3,5 ton tunge jernmeteorit på Geologisk Museum i København, for slet ikke at snakke om de mange på tocifrede antal tons rundtom i verden. Måske mente han: af en bestemt type? Eller at en model, han har set kun var favnstor? Det står lidt uklart.)

Ifølge skjoldungen, der valgte værket blandt de foreslåede, var det dét, der bedst (mindst håbløst?) passede til dét stedsidentitets-givende koncept som landskabsarkitektfirmaet Norrøn har udviklet til vandreruten Skjoldungestien; nemlig noget med at knytte forbindelse mellem oldtidens sagn og
myter – og vores nutidige landskab.
(Forbindelsen er så / skulle så være at vi idag har en form for lille overtro med at ønske når vi ser et stjerneskud. Og at man i oldtiden nok også har haft en eller anden (måske helt anden) form for overtro. ….. Søgt? Tja, men ikke mere søgt end hvis man fx ville rejse en skulptur af Anders And som forbindelse til at de nok også havde nogle fantasifortalte personer i oldtiden. Eller så mange andre mulige forbindelser. …. Men gonnok ikke så meget relation til landskabet her at det kan spores).

Danske nationalparker er en sær størrelse. De skal og kan noget andet end nationalparker normalt er beregnet til, og de fleste -også danskere- forestiller sig. Loven om dem er mærkelig, og hos mange er de i lidt bad standing. Småsnobbede stedsfremmede projekter som dette er helt sikkert ikke egnede til at styrke danske nationalparkers brand generelt. Tvært imod opnår Skjoldungelandet som aktør nok nærmere yderligere hovedrysten. Måske ikke i egen indbildning, men i den “lokale forankring”, som den danske nationalparklov opererer med.

Anfægter det kunsten?
Indenfor digtekunsten (og måske billedkunsten?) taler man om nødvendighed som en særligt værdifuld kvalitet.
Det er et relevant spørgsmål, hvad eller hvem en forstørret kopi af en USAnsk meteorit er nødvendig for i Boserup skov.
Ihvertfald hverken for naturen, parkeringen, skovgæsterne, roskildenserne eller den lokale kultur. Ingen af dem har bedt om noget i den retning – eller savnet det.

Måske er den faktisk helt unødvendig? Men hvad og hvem ønsker den overhovedet?

Who benefits?
Et af de første fondsmidler, nationalparken modtog var et stort kunstprojekt, der skal få ”kunsten ud i landskabet”. Det forpligter nok. Som en skjoldunge (beklagende? undskyldende?) har sagt til mig: ”Jeg har et kunstprojekt, jeg skal arbejde med”.
Landskabsarkitektfirmaet Norrøn har tjent pænt på at udarbejde et projekt om at give Skjoldungestien en visuel og kognitiv identitet. Fint skal det være. – Somom vores egn ikke har en identitet allerede. ”Man” har droppet de smarte mødesteder (ønskebrønde), Norrøn havde fundet på, og istedet udskrevet en kunstværkskonkurrence. Fint skal det være.
En (i min forståelse stakkels) skjoldunge skal ha et værk anbragt ”ude i naturen”. Det er hans ansvar, forbandede? pligt, og et søm i CV’et.
Og så er det jo kunstneren….
Og der er den forening og den – fond?-, der står bag “Kunsten ud i landskabet”. Måske er de bare vilde med at markere sig. Ligesom hanhundene og graffiti-kunstnerne? Fint skal det måske være?
Men ellers?

”What’s in it for me?”, siger man. (= Hvad får jeg ud af det?)
* For mit eget vedkommende er det faktisk meget interessant og sjovt at blive kastet ind i nogle overvejelser om …. kunst og kitsch og udsmykning i det offentlige rum og nationalparker og hjemstavn og kultur og meget andet. Ikke fremmede emner for mig, men en anden forankring at overveje dem ud fra.
* For kunstprojektets og donators og Norrøns og kunstnerens og de involverede skjoldungers vedkommende, kan man jo godt skimte konturerne af nogle interesser. Ihvertfald pekuniære. Det er sværere at se, hvad ære, de kan få af det. Det ville kræve mere kvalitet eller originalitet. Ikke noget påklistret, der måske kan blive meget pænt, men ganske irrelevant.
* Måske føler nogle af Skjoldungelandets ejere at der er nogle synligheds-gevinster ved at der sker noget ….. øh noget…. øh. Fint? Eller hur?
* Det jo klart nok hverken os lokale eller andre brugere af nationalparken, der er tænkt på. Eller stedet som sådan overhovedet. Kun nogle eksterne interessenter, der måske kan bruge vores egn til deres formål.

* Og så er der da nok også nogle i publikum, der vil synes godt om den kunstige meteorit. Og nogle få af dem, vil være heldige at være tilstede hvor den er blevet stuvet hen.

Placering
Skjoldungerne har ledt efter et egnet sted og opgivet flere. De har nu valgt udkanten af en P-plads ved en skov, ikke så langt fra Skjoldungestien. Et tidligere, nu droppet sted var på selve stien, og her skulle meteoritten give oplevelse på vejen + være et muligt hvilested. Nu skal den være et mødested på det velkendte (men af kunstneren ukendte) mødested ved Skovly (der længe har fungeret udmærket som mødested uden meterorit; større er det heller ikke).
Det er tæt på nogle dynger af bl a sten og grus og med baggrund af bl a et hegn. Iflg kunstneren et grimt sted / en grim baggrund.
Man kan lidt uvenligt rose dem for at ha gjort sig umage med at gemme værket godt væk. På et sted, man ankommer til for at forlade det så snart man er fuldtallige.
Det er lidt lissom som når man gemmer uønskede gaver i en afkrog.
Og man kan lidt mindre uvenligt medgive at det ikke er et sted, det generer eller dominerer ret meget.
Men absurd meningsløst er og bliver det medmindre man har en trang til at der skal noget “kunst ud i landskabet” uanset relevans eller formål.

Steds / landskabs ægte identitet

yngerne af materiale (formentlig til bygning af skovveje og p-pladser) er autentiske spor af noget, der reelt sker i området og har betydning for at det ser ud som det gør og fungerer. Grimme eller ej, er de sande og relevante i forhold til stedets virkelighed. Jeg kom vist i fordragelighedens ånd til at medgive at det ville være godt at få ryddet lidt op i rodet. I eftertanke blev jeg gladere for dem. Som naturvejleder kan jeg bruge dem til at vise og forklare noget om skovens drift og publikumstryk, og de nødvendige udgifter ved at stille skov til rådighed for oplevelse. Og også noget om geologi: De autentiske sten og det autentiske grus og sand fra Skandinavien, som floder af is byggede Roskilde fjord og Skjoldungelandet (og hele Danmark) af i istiden, hvad det nysgerrige øje stadig kan se på resten af turen.
En forstørret meteorit-efterligning kan jeg bedst bruge til at sige noget sarkastisk om det danske nationalpark-koncept – og om kunstinstitutionen.

Egnen og landskabet og skoven og Skovly-p-pladsen har i høj grad identitet. Ideen med at et arkitektfirma skal lave forretning på at opfinde en (søgt) én og udvikle et visuelt udtryk for den er latterligt misforstået og egentlig lidt krænkende. Her tæt på Sct. Jørgensbjerg falder sammenligning med den uvidende kultursnob Jean de France nær.

——————————–

Kunstinstitutionen på afveje
En af de mange trends i vor samtids kunst er at lave forstørrede efterligninger af -måske hverdagsagtige- genstande. Det er lidt svært at se en -for os andre- relevant, kunst-ide i det, medmindre det på en eller anden måde gør / rummer / er noget mere – andet end bare at være dygtigt udførte efterligninger. Det ku fx være et markant eller betydende valg af genstand. Noget, der sagde nogle flere noget. Åbnede kunst-boblen ud mod verden og os andre. Oplyste og oplivede det sagesløse publikum. (Eller andre slags merværdi).
En model af noget, der havde noget med sagen at gøre fx. Der er masse r af spændende historier og værdier lige om ethvert hjørne i enhver nærhed alle vegne. I Boserup kunne det være Skovlys fortid, smedien lige bag ppladsen. de spændende formede særlige svampe, morklerne ….. og mange andre relevante og kunstnerisk udfordrende motiver. Det kunne berige os, der kommer til stedet.

Ligegyldig kunst bliver endnu mere ligegyldig ved at blive stuvet af vejen et diskret sted – endda uden at opdage, hvor høj en gyldighed det diskrete sted sørme faktisk har.

Formål og målestok
Men dén form for autisme i kunstverdenen er egentlig kun en enkelt facet af det mere generelle fænomen at meget -ikke al- samtidskunst er blevet meget selv-refererende. Måske ikke så meget hint enkelte værk til sig selv; det er nærmere noget med at dele af den kunstneriske praksis og debatten om den har lukket sig om sig selv og er blevet sin egen målestok og sit eget højrøvede mål.
Dét behøver ikke være noget problem for os andre (ligesom det heller ikke gør noget at fx Minecraft-spillere har deres egen fælles virtuelle verden – eller at walkie-talkie-entusiaster danner intense fællesskaber – eller at Lindy-hop-dansere arbejder seriøst med at udvikle og udveksle nye variationer – osv).
Men det bliver problematisk når kunstinstitutionen pr tradition regnes for så vigtig og fin (skal det være) at alle bør bøje hovedet for dens domme og ideer. OG ikke mindst at den skal have sær

-rettigheder til at beslutte om noget helt andet end kunstens egne selv-refererencer, nemlig udsmykning af (eller opmagasinering i) vores fælles opholds- og oplevelsesmiljøer.
Om noget har høj eller lav (eller middel) værdi som kunst-som-sådan (“Art for Arts sake, money for Gods sake”, som en gammel 10 cc sang hedder) er faktisk irrelevant for vurdering af om det egner sig til fx udsmykning eller andre formål. Så sandt som at kunst er noget andet end bare dekoration.
Nogle gange forenes kunstnerisk værdi / kvalitet med andre værdier og kvaliteter, og da kan det jo være fint at bruge værker til hvad formål man måtte have. Andre gange er et objekt uden kunstnerisk værdi det bedste valg til det givne formål.
Kan en fx brugsanvisning eller et landkort eller en elkedel -eller hvad det måtte være- foruden sine definerende egenskaber besidde kunstnerisk værdi, er det kun en ekstra gevinst. Men ikke afgørende.
Om den enkelt-trend indenfor nutidskunsten at lave nøjagtige kopier i overstørrelse af virkelige genstande er kunstnerisk relevante ved jeg ikke. Jeg tror og synes det ikke, men tænker egentlig nærmest at hvis det er dét, så viser det at (dele af) kunstinstitutionen er faret grundigt vild i egne spidsfindigheder, og i grunden har gjort sig ret overflødig.

Det ser jeg så yderligere i en historisk kontekst: Tidligere havde kunst jo oftest til formål at forherlige sine mæcener. Eller den Gud eller anden abstrakte Ide, de hyldede. Ihvertfald den kunst, der i det hele taget blev finansieret, for samtidig er det jo elementært menneskeligt at forme materielt eller åndeligt materiale udfra fantasi og skaberglæde.
Af forskellige interessante grunde har kunsten kunnet løsrives fra mæcenaterne og er blevet fri.

Den forherligende kunst kan på en måde ses som brugskunst: Den havde veldefinerede formål, og var ikke pr definition ophøjet eller lignende; på dansk (tysk) kom (kommer) kunst af at kunne – så rigtig dygtigt håndværk var kunst. Og er det måske tildels stadigvæk; der er ihvertfald lidt flydende grænser mellem
– kunst – kunsthåndværk – brugskunst – kunstindustri – og design. (Ja, og arkitektur, forresten.)

Men der er en definitorisk skillelinje: Ren kunst har ikke noget praktisk formål. Det giver den en stor frihed, herunder frihed til i givne tilfælde og forgreninger at vikle sig ud eller ind i noget for de fleste af os irrelevant og måske ligefrem tåbeligt.
Og til at gøre sig arrogant ligeglad med om producerede (og fremviste eller ligefrem påduttede) værker giver værdi til andre end kunstdiskursens egen selvreference. Og da er så traditionen og de forskellige byråd etc lige så nemme at narre som hoffolkene i Kejserens nye Klæder: Kan man ikke se det, er man enten dum eller uegnet til sit embede.
(Men også frihed til at eksperimentere sig frem til nye og værdifulde metoder etc. Det skal ikke forklejnes.)

Umage
Kunst eller ej; vil man berige andre end sig selv, er det en elementær dyd at gøre sig umage.
For et (landart?)-værk af kunstnerisk art som andre skal have del i, må en del af umagen bestå i: Selv at træde i personligt forhold, både til objektet, man bearbejder til et værk, og til den kontekst, de andre skal opleve værket i.
Gøre sig umage: Altså ikke søge mage eller håbe at de andre er magen til en selv, men i den skabende proces forandre sig selv ved at træde i forhold til noget, der ikke er magen til en selv. Og derved modne sine personlige kilder til at blive værdige til at pådutte sit værk til alle os andre, der først og fremmest har et forhold til stedet – og derpå måske får det til de kunstværker, nogen synes stedet bør beriges med.

Det kan sikkert gøres på mange måder. Men uden at vise stedet den respekt at bruge tid og opmærksomhed på at lære det bedre at kende og indarbejde kendskabet i sit værk, opnår man ikke at berige stedet med relevant kunst. I heldigste fald bliver det kitsch eller hurtigt fjernet igen og nådigt glemt. Lidt ydmyghed eller respekt er ikke bare en skyldighed, men også en kæmpe gave, man giver sit arbejde med værket.

Postskript:
(Hvad skal vi med nationalparker?)
(Hvad skal vi med steders identitet?)
(Hvad skal vi med land-art?)
(Hvad skal vi med pengeposer?)

(Hvad skal vi?)

….. Bjørn Petersen …..